Ghettoproblemet er ikke kun et socialt problem

Det var en opbyggelig og optimistisk historie. Sådan en gang konstruktiv journalistik, når den er bedst:

Mjølnerparken, en af Danmarks mest berygtede ghettoer, var inde i en ufattelig positiv udvikling. Banderne var ”næsten forsvundet”, og beboerne havde simpelthen ”vundet trygheden tilbage”.

Det var næsten for godt til at være sandt. Og det var det heller ikke.

Forsideartiklen i Politiken fra starten af 2017 var udtryk for regulær ønsketænkning, som det brutalt blev demonstreret få måneder senere, da kuglerne igen begyndte at flyve i Mjølnerparken.

Artiklen var skrevet af en journalist, der i dag er særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen (K), men man kunne have fundet mange andre eksempler. For ønsketænkning har i mange år  været symptomatisk for tilgangen til ghettoproblematikken.

Politi, kommuner og lokale boligorganisationer har flere steder samarbejdet med kræfter, der snarere har understøttet parallel-samfundets sociale kontrol og antikverede normer end været en del af løsningen

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Skønmaleri
Så sent som i sidste uge afslørede lektor Helle Lykke Nielsen fra SDU, at en rosenrød evaluering af et dialogprojekt i Vollsmose var en ren frihåndstegning uden nogen valid dokumentation.

Projektet blev ledet af den ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid, der nu arbejder for Fyns Politi. Det var politiet selv, der stod for evalueringen, og skønmaleriet harmonerede dårligt med, at politiets tryghedsindeks for bydelen i samme periode faldt, og at indvandrerbanden Black Army for alvor slog rod.

Når det gælder Vollsmose, tyder noget på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tættere på virkeligheden, da han i nytårstalen sagde: ”Når jeg besøger f.eks. Vollsmose, er magtesløsheden og isolationen desværre den samme, som da jeg var der sidst. Ja, måske endnu værre.”

Det seneste besøg i Vollsmose har med sikkerhed ikke gjort statsministerens indtryk bedre. Her kom Løkke intetanende til at trykke hånd med lederen af Black Army, der som en anden godfather bød velkommen til Vollsmose. En episode, der gjorde statsministeren en anelse pikeret.

Der kan sagtens være relativt rolige perioder i områder som Vollsmose og Mjølnerparken. Men så længe de kriminelle strukturer ikke er slået ned, vil problemerne altid vende tilbage. 

Retorik eller indhold
Når Folketinget i de kommende måneder skal tage stilling til nye initiativer mod ghettodannelse og parallelsamfund, kan der også her blive tale om et paradigmeskift. For der er bred enighed om, at det er nødvendigt med en helt anden tilgang til problemet.

Hidtil har attituden hos kommunerne og en del – men ikke alle – boligorganisationer typisk været, at ghettoområderne skal ”tales op”. Der skal findes en ”positiv fortælling” om livet i områderne, kriminaliteten skal der ikke tales for meget om – og ghettoerne skal slet ikke kaldes ghettoer, men omdøbes til udsatte boligområder. Formålet er blandt andet at få mere ressourcestærke folk til at bosætte sig i områderne.

Men ”agitprop” – som det blev kaldt på venstrefløjen i gamle dage – virker kun, indtil den støder sammen med virkeligheden. Man kan ikke tiltrække nok ressourcestærke beboere, så længe banderne hærger området. Uanset hvor mange positive fortællinger, man fabrikerer.

Studentikos frase
Det er noget ganske andet, hvis et område virkelig har ændret karakter. Som man f.eks. så det med Vejlåparken i Ishøj, hvor tilstandene er reelt er blevet bedre. Så kan dyrkningen af en ny fortælling være virksom. Fordi den har bund i virkeligheden.

På samme måde med den ophidsede debat om ordet ghetto, der er afledt af studentikose fraser om, at ”ord skaber virkelighed”. Men om man kalder det "ghetto", ”udsat boligområde” eller ”eksotiske nærmiljøer med alternative oplevelser” er bedøvende ligegyldigt, hvis der ikke er skabt tilstrækkelig tryghed i boligområdet.

Bedre uddannelse
Hvordan er virkeligheden så i ghettoområderne? Er der en positiv udvikling, eller går det bare værre og værre?

Her kan begge sider finde argumentation.

På visse områder går det faktisk bedre. Uddannelsesniveauet er klart stigende blandt områdernes unge, og stigningen er højere end på landsplan. Ifølge tal fra BL er andelen af unge, der har bestået en gymnasial uddannelse, steget fra 22-38 procent i ghettoområderne, mens stigningen på landsplan har været fra 46 til 56 procent.

Taget som helhed for ghettoområderne er ungdomskriminaliteten (for de under 18-årige) faldet. Her svarer faldet til tendensen i resten af Danmark og over hele den vestlige verden.

Organiseret kriminalitet
På den anden side er en kerne af kriminelle blevet mere organiserede og brutale. Illusionen om ”nogle rødder, der laver ballade” er ved at være forbi. Bander som Loyal to Familia og Black Army har for længst udviklet sig til mafia-lignende grupperinger.

Derudover er der opstået et meget alvorligt problem med religiøs ekstremisme. Islamisterne har været drivende i udviklingen hen imod regulære parallelsamfund, som man f.eks. ser det med Grimhøj-moskéens rolle i Gellerupparken.

Der har tilmed været dødsensfarlige cross-overs mellem islamister og det kriminelle indvandrermiljø. Terroristen Omar el-Hussein var en kendt kriminel fra Mjølnerparken, samme mønster kendes fra ghettoer i udlandet.

Der er altså både positive og negative udviklingstendenser, men i betragtning af de enorme summer, der er brugt på kvartersløft, dialogprojekter og boligsociale indsatser, kan man i høj grad diskutere, om der er kommet nok valuta for pengene.

Mønsterbyen Tingbjerg
En effektiv ghettoindsats vil kræve en mere præcis analyse, der inddrager alle aspekter – og ikke kun de sociale og arkitektoniske aspekter, man har hæftet sig ved de sidste 20-30 år.

Ganske vist har selve arkitekturen nogle steder forstærket problemerne. En række fantasiforladte betonklodser opført på en åben mark er ikke befordrende for noget som helst.

Men langtfra alle ghettobyggerier ser sådan ud. Eksempelvis er bydelen Tingbjerg i Brønshøj et lavt og hyggeligt byggeri, tegnet af den anerkendte arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Alligevel er området plaget af bandekriminalitet.

Det kulturelle aspekt
På samme måde gør den lave uddannelses- og beskæftigelsesgrad og de store mængder af overførselsindkomster de sociale problemer i ghettoområderne ubestridelige. Det er uden for diskussion, at sammenklumpningen af socialt dårlige stillede beboere er en væsentlig del af problemet.

Men det sociale element forklarer ikke, hvorfor en muslimsk pige fra et belastet område kan tage en høj uddannelse og klare sig fint, mens hendes brødre ender som kriminelle tabere med elendige skolekundskaber.

Her skal man snarere have fat i nogle af de kulturelle elementer, som socialdemokraten Yildiz Akdogan pegede på i et interview med Altinget. Akdogan udpegede den traditionelle muslimske drengeopdragelse som et afgørende problem:

”I nydanske familier skal pigen passe skolen, hjælpe med mad og rengøring og passe små søskende. Mange piger fra konservative muslimske hjem bruger topkarakterer i skolen til at skabe mere frirum og respekt.”

”Drengen derimod er den lille prins i familien. Der er ingen krav, ingen regler, ingenting. Han bliver opvartet og skal ikke andet end at være sønnen i familien. Men når han kommer ud i samfundet, er han bare en ganske almindelig Ali: Der er ikke nogen, der henter kaffe til ham eller viser ham en særlig respekt. Og så bliver nederlaget så meget desto større.”

Uden krav kommer drengene tit bagefter i skolen, og frustrationen over nederlaget bliver vendt mod samfundet. Og så er drengen blevet et let mål for bander eller islamister, understregede Akdogan.

Understøttet parallelsamfundet
Hvis Akdogans analyse er rigtig – og det tyder meget på, den er – kan det ikke nytte at blive ved med kun at behandle ghettoproblematikken som et socialt problem uden at konfrontere de kulturelle faktorer.

Men kulturelle (og religiøse) aspekter har man haft forbavsende lidt fokus på i de hundredvis af projekter i ghettoområderne. Tværtimod har politi, kommuner og lokale boligorganisationer flere steder samarbejdet med kræfter, der snarere har understøttet parallelsamfundets sociale kontrol og antikverede normer end været en del af løsningen.

Flytning af problemet
Når VLAK-regeringen i løbet af de næste par måneder fremlægger sit ghettoudspil, kan der komme langt mere drastiske tiltag end tidligere. Særregler, der kun gælder i ghettoområder, ventes at få en fremtrædende placering i udspillet.

Statsministeren lagde også i sin nytårstale op til øget brug af nedrivning som et middel mod ghettoerne.

Det kan være et virksomt middel de steder, hvor selve byggeriets karakter er en væsentlig del af problemet. Men hvis det snarere indstillingen hos beboerne i ghettoområdet, det er galt med, hjælper det ikke meget at rive bygningerne ned.

Desuden mangler der svar på det enkle spørgsmål: Hvor skal beboerne flyttes hen?

Hvis der er tale om normale beboere, er det "kun" et rent praktisk problem at genhuse dem. Men hvis der er tale om bandemedlemmer, religiøse fundamentalister eller andre utilpassede grupper, risikerer man at sprede problemet til ellers velfungerende dele af den almene sektor. Under alle omstændigheder er det meget tvivlsomt, om den almene sektor kan bære belastningen alene.

Lokale blokeringer
DF's Martin Henriksen kom i sit über-strammerudspil kommet med forslag om et generelt udgangsforbud for unge i ghettoområder. Det har ingen gang på jord. Ekstreme særregler af den slags vil ikke kunne samle flertal. Thulesen selv lagde da også afstand til forslaget i sit ugebrev.  

Ikke desto mindre er der på Christiansborg en bred vilje til at gå til stålet denne gang. Men rundt omkring i landet vil mange borgmestre og dele af boligorganisationerne vægre sig ved at ændre kurs. Det samme vil dele af politiet, der eksempelvis har haft et årelangt samarbejde med Grimhøj-moskeen.

Hvis regering og folketing denne gang ønsker en ny kurs, kræver det, at Folketinget sætter sig igennem over for de lokale myndigheder. Eller bliver det bare endnu en ghettoplan i en uendelig række.