Interview med Skovbro: "Der er ingen store armbevægelser i, at vi bygger en ø"

INTERVIEW: Anne Skovbro skal som direktør i By & Havn stå i spidsen for udviklingen af regeringens store københavnerprojekt Lynetteholmen. "Måske er det en arbejdsskade, men jeg har det sådan lidt … Selvfølgelig kan man fylde jord i vandet og bygge boliger. Det har vi altid gjort."

Der er trampoliner, gynger, boldbane og klatrespiraler på taget af det syvetagers p-hus i det nybyggede Århusgadekvarter i Nordhavn.

For foden af byggeriet står en flok skoleelever klar ved første trappetrin. Et par af drengene skubber drilsk og udfordrende til hinanden og kigger skiftevis op mod toppen af den 24 meter høje rustfarvede bygningsstruktur. Klar til at sætte stopuret i gang og spurte op ad trapperne for at slå rekorden.

P-husets udvendige trappe fungerer nemlig som en udvidet løbebane op til bygningens "konditag". Og fra gadeplan er der indgang til både en Netto, en cykelparkering og en nærgenbrugsstation, hvor beboere kan skille sig af med storskrald og klunse alt fra møbler til bøger.

"Det er måske det eneste sted i verden, hvor man har tænkt på at kombinere et parkeringshus med en genbrugsstation og idrætsfaciliteter. Det er simpelthen blevet så populært, at vi har været nødt til at lukke for idrætsfaciliteterne efter klokken 22," siger Anne Skovbro.

Den 20. august blev hun ny direktør for udviklingsselskabet By & Havn. Selskabet, der ejes af Københavns Kommune og staten, blev stiftet i 2007 med formålet at udvikle arealerne i Ørestad, Nordhavn, dele af Sydhavnen samt forestå havnedriften i Københavns Havn.

I dag viser Anne Skovbro rundt i Århusgadekvarteret i det nybyggede Nordhavn, som selskabet har haft ansvaret for at byudvikle. Et skoleeksempel på velfungerende byplanlægning, mener hun selv.

Det er den arv, hun nu skal videreføre. I begyndelsen af oktober præsenterede Lars Løkke Rasmussen sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, det, der kan også kan blive monumentet for hendes virke: opførelsen af en ny ø med det poetiske navn Lynetteholmen.

Øen på knap to millioner kvadratmeter med plads til 35.000 indbyggere og samme antal arbejdspladser skal stå endelig færdigt i 2070. Dertil indgår en badestrand, en østlig omfartstunnel og en metroudvidelse som en del af projektet.

Selvom hun nedtoner omfanget af projektet, er det åbenbart for alle, at det hører til i den store liga. Og måske hænger nedtoningen sammen med både tidshorisonten og de politiske hindringer, der kan stille sig i vejen, mens Lynetteholmen ikke er mere end en arkitekttegning.

For hvem siger, at nutidens udfordringer med boligmangel også er aktuel i 2070? Kører vi stadig i personbiler til den tid? Tænk 52 år tilbage i tiden – 1966 – og sammenlign med i dag. Vi lever i en verden, ingen kunne have noget begreb om dengang. Så hvordan kan vi planlægge så langt frem? Og hvordan undgår man, at Lynetteholmen bliver en rigmandsghetto?

Flere af disse politisk sprængfarlige spørgsmål har Anne Skovbro til opgave at besvare den kommende tid. Undervejs i Altingets interview vender hun igen og igen tilbage til, at Lynetteholmen skal være både økonomisk og socialt bæredygtigt. Det er ikke mindst de værdier, der skal gøre projektet spiseligt for Folketinget og særligt Københavns Borgerrepræsentation, hvor SF, Enhedslisten og Alternativet udgør knap halvdelen af medlemmerne p.t. Netop de tre partier var centrale aktører, da Frank Jensen blev tvunget til at skrinlægge det store byggeprojekt på Amager Fælled sidste år.

Hvor der i dag er vand, skal der være land
Indsatserne er med andre ord høje for Anne Skovbro. Spørger man hende, hvad hun vil gøre, så er netop indretningen af Århusgadekvarteret nøglen til mange af udfordringerne. Selv udviser den nye direktør størst barnlig begejstring, når snakken falder på et parkeringshus med legefaciliteter og lignende lavpraktiske løsninger, der skaber et sammenhængende bykvarter, hvor beboere fungerer med deres omgivelser.

Bevares. Det er da et ambitiøst projekt at anlægge en ø, der skal være færdig i 2070. Men forsøger man at putte ord som "visionært" i munden på hende, stejler hun straks.

 
Turen gennem Københavns Havn lægger også vejen forbi området hvor Lynetteholmen skal bygges, som kan ses i baggrunden.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

"Når man har arbejdet med byplanlægning i mange år, så er man blevet vant til, at man hele tiden skal tænke langsigtet. Derfor ser jeg ikke projektet som visionært. Det er ambitiøst. Men det er også en helt logisk løsning på en række problemer, som vi har til opgave at levere," siger hun.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen 5. oktober præsenterede planen på et pressemøde i Spejlsalen, var det også behovene, der i første omgang var i fokus.

Han præsenterede det som et Kinder-æg, der skulle være en logisk løsning på tre udfordringer samtidig: det hårdt pressede boligmarked, den trafikale fortætning i hovedstaden og fremtidige potentielle stormfloder som følge af klimaforandringer.

Men statsministeren holdt sig ikke for fin til også at krydre de logiske argumenter med bibelske overtoner. "Her skal der være land, hvor der i dag er vand," som han sagde. Erhvervsminister Rasmus Jarlov, der ligeledes deltog på pressemødet, skruede ekstra op for patos ved at kalde det "en historisk beslutning på et historisk sted, hvor danmarkshistoriens måske mest kendte søslag, Slaget på Reden, fandt sted i 1801".

Men der er hverken historiens vingesus eller skabelsesberetning i måden, Anne Skovbro taler om projektet på. Hvis det er historieskrivning, handler det mere om at skrive videre på allerede nedfældede kapitler i den roman, der er København.

"Der er ingen store armbevægelser i, at vi bygger en ø. Måske er det en arbejdsskade, men jeg har det sådan lidt … Selvfølgelig kan man fylde jord i vandet og bygge boliger. Det har vi altid gjort," siger hun og finder et kort over København fra 1500-tallet frem bag skrivebordet på sit kontor.

"Strandboulevarden på Østerbro hedder jo Strandboulevarden af en årsag."

Amsterdam som mangeårigt forbillede
Flere dele af Sydhavnen og Nordhavn var saltvand, før det blev til industri og siden boligbyggerier. Og hele Christianshavn var et lavvandet areal mellem København og Amager med vilkårlige sandbanker, som Christian den 4. valgte at opfylde som fæstningsby.

"I dag synes vi, at Christianshavn er noget af det mest danske. Det er det jo ikke. Det er megahollandsk," siger Anne Skovbro og griner højlydt.

For 15 år siden med udbygning af Sydhavnstippen hentede man også hollandske byplanlæggere ind, og Amsterdam er generelt den by, hun anser som forbilledlig i fremtidens udvikling af København.

"Både i Holland og Danmark er vi præget af, at vi er små lande med forholdsvis mange mennesker på små arealer, fordi vi også har et stærkt geografisk krævende landbrug. Så vi har den samme udfordring med at håndtere at få plads til mennesker på en begavet måde, så det bliver et godt sted at bo. Begge lande har en ret stærk planlægningstradition," siger hun.

Fri os fra grundejerne
Det helt unikke, som Danmark til gengæld er alene i verden om at have, er ifølge Anne Skovbro … Gæt selv: By & Havn.

Her var statsministeren også hurtig til at svare på pressens kritiske spørgsmål om finansieringen af Lynetteholmen med, at "By & Havn har jo vist sig at være en super levedygtig konstruktion, så det er jeg ikke bekymret for".

Ifølge Anne Skovbro er konstruktionen af By & Havn som et selskab ejet af både stat og kommune med til at give tilstrækkeligt manøvrerum i forhold til at byudvikle med flere bæredygtighedskriterier in mente.

"Fordi vi ejer arealerne samlet set, så kan vi levere den helhedsorienterede tilgang, der er nødvendig for at sikre den sociale dimension af bæredygtighed og skabe byrum og fællesarealer, der kan få mennesker til at mødes," siger hun og forklarer, hvorfor hun selv mener, at Århusgadekvarteret fungerer så godt.

"Det er, fordi vi har kunnet tage kontrol og ejerskab. Det har gjort det muligt at flette butikker ind i stueetagerne og styre nogle af de delelementer, der er vigtige for at skabe et godt kvarter," siger Anne Skovbro.

Før interviewet blev sat i stand, bad Altinget hende udpege det, hun selv mener, er "det bedste" sted og "det værste" sted i København.

Det var uden tøven, at hun valgte Århusgadekvarteret som yndlings. Mindre optimalt mener hun resultatet er blevet i dele af Sydhavnen, som By & Havn også stod for at udvikle.

Siloerne på Nordhavn er eksempel på moderne arkitektur, der vokser ud af tidligere industribygninger.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Her ønskede man at anlægge en grøn kile, som ifølge Skovbro selv er blevet "en lidt forkølet omgang".

"Det er langt sværere, når der sidder så mange grundejere i Sydhavnen, man skal manøvrere med eller uden om. Så er det ligegyldigt, hvor fantastiske visionerne har været. Når det ikke blev, som man ønskede, er det jo, fordi der ikke er et enkelt selskab, der har haft ansvaret, og så er det nemt, at ingen påtager sig ansvaret," analyserer hun.

"Hvis det nu var en amerikansk by, der vokser udad, så kunne man bygge på jomfruelig jord. Det er bogstavelig talt lige ud ad landevejen. Men vi arbejder med at omdanne og genbruge arealer, der ligger inde i byen. Det er bæredygtigt, men også svært, fordi der er så mange forskellige aktører og grundejere," forklarer Anne Skovbro.

Rigmandsghettoer og Hellerups blindtarm
På Lynetteholmen, Nordhavn og Ørestaden har man ikke haft den slags problemer. Alligevel er By & Havns engagement i disse områder ikke sluppet for kritiske røster.

Århusgadekvarteret bliver allerede kaldt for rigmandsghetto og sågar "Hellerups blindtarm".

Anne Skovbro har hørt kritikken før. Og i løbet af sin byvandring i kvarteret fik hun også peget i retning af de endnu ikke opførte almene boliger og kollegiet, som inden længe vil stå klos op ad luksuslejlighederne.

"Jeg forstår bekymringen. Vi vil gerne skabe blandede bykvarterer med store og små boliger. Men variationen kommer med den næste fase af boliger," forsikrer hun og pointerer, at flere tabloide avishistorier om, at Danmarks dyreste lejlighed igen er solgt her, påvirker folkestemningen.

"Men lige ved siden af kommer der også et kollegie. Sådan er det altså ikke i Hellerup. Der er ingen kollegier på Hambros Allé," siger hun.

En af de største boligpolitiske udfordringer i København er netop manglen på studieboliger og små lejligheder i det hele taget. I mange år var det omvendt.

I 1980'erne og 1990'erne led kommunens økonomi hårdt under, at børnefamilier flyttede til forstæderne i parcelhuse i takt med, at de for alvor begyndte at tjene en ordentlig løn. For mange af de skattekroner forsvandt til andre kommuner end lige København; skulle man fastholde de familier, var man nødt til at gøre noget.

Kornsiloerne i det nuværende Århusgadekvarter var kendt for "Hva' drikker mølr?" grafitti-teksten. Nu kan man i Silo skybaren få en øl under samme navn. 
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Derfor har Københavns Kommune i mange år bygget efter at gøre byen attraktiv for børnefamilier. Og det har været medvirkende til den nuværende boligmangel.

Anne Skovbro anerkender udviklingens problematik, men forsvarer den samtidig.

"Dengang var der mange flere af lejlighederne i København, der var små. Man kunne ikke overbevise en familie med to børn om at blive i en toværelses længere. Så det var et rigtigt skridt at tage dengang, som jo bundede i en samtale om, hvordan man kunne udvikle en boligmasse til fremtiden," siger hun.

Siden har familiemønstrene også ændret sig, hvor man blandt andet ser flere og flere singler. Og det ønsker Anne Skovbro en lignende samtale om.

"Man er løbende nødt til at tænke sig om og analysere fremtidens efterspørgsler. Vi ved også, at singler ikke kan lide at være ensomme. Så er det vores opgave at sikre, at den måde, vi bygger boliger og kvarterer på, er noget, der understøtter livskvaliteten – herunder begrænser vores ensomhed," analyserer Anne Skovbro.

Generationsskiftet
Da Anne Skovbro blev ny direktør hos By & Havn var det i fodsporene på Jens Kramer Mikkelsen – tidligere socialdemokratisk overborgmester i København. Både som borgmester og direktør i By & Havn blev det en fast vending, at "Kramer vil se kraner".

Bestyrelsens argument for at udskifte ham var, at By & Havn havde brug for et generationsskifte.

Hvad lægger du i, at By & Havn havde brug for et generationsskifte?

Spørgsmålet besvares straks med en løssluppen og vittig grimasse, der på charmerende vis afmonterer den mindste snert af seriøsitet, der kunne ligge i det.

"Altså, det er jo naturligt, at der i alle selskaber på et eller andet tidspunkt sker et generationsskifte."

Herefter går hun over til at rose og anerkende sin forgængers arbejde, inden hun endelig vender tilbage til det egentlige spørgsmål.

"Det er klart, at jeg er en anderledes profil på mange måder. Jeg har ikke en politisk baggrund. Jeg har en faglig baggrund. Som forsker i byplanlægning, som direktør i Københavns Kommune og en fond. Det er den væsentlige del af den historie. Bestyrelsen har valgt en anderledes profil," siger hun.

Denne gang seriøst. Og så klukker hun lidt igen.

"Men det havde jo også været umuligt for bestyrelsen at gøre andet. Der er ikke mange som Jens."

Spunsvægge i Spejlsalen
Hun griner mere, end Jens Kramer gjorde. Især af de helt små ting.

For eksempel af det endnu ikke udbredte verbum "at spunse". Under hele interviewet er hun ikke på noget tidspunkt i stand til at sige ordet uden at grine.

Ordet refererer til, når man opfører en væg, der adskiller land fra vand (en spuns er en prop i en tønde med vand) – og som blandt andet bliver den østlige Lynetteholms værn mod potentielle stormfloder i fremtiden.

"Pludselig står statsministeren i Spejlsalen og bruger ordet spuns. Det synes jeg bare er enormt skægt. Her i huset er der nogle, der virkelig er stolte. Det er jo deres håndværk og et lille stykke af havnen, der kom helt ind i Spejlsalen og ud i avisspalterne. Det er da bare helt vildt fedt!" siger Anne Skovbro og ser allerede for sig, at Dansk Sprognævn udnævner det til årets ord i 2018.

Men Anne Skovbro har også sine egne buzzwords, som man ikke husker Jens Kramer Mikkelsen for i lige så høj grad. Bæredygtighed er et af dem. Selv vil hun rigtig gerne have mere bæredygtighedsdiskussion i den offentlige debat om byudvikling.

"Jeg har nok en meget holistisk tilgang til bæredygtighed – baseret på min gamle fortid som nørdet forsker. Det handler både om miljø, sociale forhold og økonomi … og om identitet," siger hun.

"Mange tror, at det med at dele penge ud, det er enormt nemt. Det er det altså ikke. Man skal jo på forhånd kunne dokumentere, at pengene vil gøre en forskel. Sådan er det også her. Vi skal kunne tænke langsigtet. Og vi skal tænke os rigtig godt om," siger Anne Skovbro.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Det betyder plads til grønne områder og koncentration af boliger og arbejdspladser omkring kollektive transportkorridorer. Og det betyder social diversitet og en vis fastholdelse af identiteten.

"Det er i virkeligheden den helhedsorienterede tilgang, som jeg håber, By & Havn kan levere," siger hun.

Balance mellem bæredygtighed og værdiskabelse
Samme ønske deler de ivrigste kritikere af By & Havn. Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation er positivt indstillet over for, hvad de også opfatter som nye toner fra By & Havn. Men om særligt den sociale diversitet kan varetages i praksis, er de mere skeptiske over for.

By & Havns formål om "at skabe størst mulig værdiskabelse og arbejde på at afvikle den gæld, som selskabet er etableret med", kan ifølge kritikere være den største forhindring for at skabe socialt bæredygtige kvarterer.

"Når man har det som det primære formål, står det i modsætning til, at man gerne vil sikre billige boliger. For skal man have det størst mulige overskud, skal grundene kunne sælges dyrest muligt," siger Karina Vestergård Madsen, der er Enhedslistens ordfører i Københavns Kommunes økonomiudvalg.

Det topprioriterede mål om at skabe værdi og afvikle gæld strider dog ikke mod ønsket om at skabe socialt bæredygtige og sammenhængende bykvarterer, hvis man spørger Anne Skovbro.

"I Ørestad er der 21 procent almene boliger. Der er 20 procent i København. Så det har vi sagtens kunnet levere," siger hun.

Overborgmester Frank Jensen understregede også, at hver fjerde bolig på Lynetteholmen skal være almen.

"Jeg forstår bekymringen. Nu har man ændret planlovgivningen og givet kommunerne mulighed for at stille krav om almene boliger. Det gør, at det også er den ramme, vi har at agere inden for nu. Og det er fint," siger Anne Skovbro og pointerer, at problematikken ikke har noget med selskabet By & Havn at gøre.

"Privatejede byudviklingsselskaber har jo samme dilemma. Vi adskiller os netop fra dem ved, at vi kan arbejde med en lang tidshorisont. Det er sandt, at vi skal sælge grundene for det, de er værd. Det skal en kommune også. De skal også sælge til højestbydende. Det er værd at huske på," siger hun.

Hun mener i øvrigt ikke, at hverken ejerforhold eller boligtype er hovedårsag til de høje boligpriser i hovedstaden. Her kommer vi tilbage til Jens Kramer Mikkelsens kæphest. Det handler nemlig om manglende udbud, hvorfor flere kraner og boliger umuligt kan gøre København dyrere, end den i forvejen er.

"Vi skal huske på, at totalt set i hovedstadsområdet mangler der boliger til 200.000 mennesker. Det kan godt være, vi synes, priserne er høje i København. Men hvis du ikke har svar på, hvor du kan udbygge, så vil priserne stige yderligere," siger hun og fremhæver igen den langsigtede planlægning.

"Boligmarkedet i Oslo er endnu mere presset. Det tror jeg særligt skyldes, at vi har haft en fingerplan fra 1940'erne med transportkorridorer. Havde vi ikke haft den, havde vi haft tilsvarende problemer med at styre trafikken og udbygningen af boliger."

Om man tilbage i 1947 havde forudset, at fingerplanen skulle medføre de positive konsekvenser, som Anne Skovbro mener, den har i 2018, er måske tvivlsomt. Der er trods alt sket en del i løbet af de sidste 70 år.

Nu anlægges der en ø til 20 milliarder, som i 2070 skal løse nogle af nutidens problemer. Men hvem ved, hvordan verden ser ud til den tid? Og er det ikke forbandet risikabelt?

"Det er altid risikabelt at lave den type investeringer. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at fremskaffe os så meget viden som muligt på forhånd," siger Anne Skovbro.

I sin tidligere stilling som filantropidirektør i Realdania var det også vigtigt at tænke langsigtet, forklarer hun.

Jobbet kan ellers på mange måder lyde som modsætningen til hendes nuværende. Populært sagt gik hun fra en stilling, hvor hovedopgaven var at uddele midler fra en næsten bundløs pengetank – til i dag, hvor hovedopgaven er at skille sig af med en stor gæld.

Men for Anne Skovbro er det meget det samme.

"Mange tror, at det med at dele penge ud, det er enormt nemt. Det er det altså ikke. Man skal jo på forhånd kunne dokumentere, at pengene vil gøre en forskel. Sådan er det også her. Vi skal kunne tænke langsigtet. Og vi skal tænke os rigtig godt om," siger hun.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Forrige artikel Byernes diplomater åbner døre i Bruxelles og resten af verden Byernes diplomater åbner døre i Bruxelles og resten af verden Næste artikel Ny debat: Er Lynetteholmen den rette vision for København? Ny debat: Er Lynetteholmen den rette vision for København?
S advarer imod ideologisk slåskamp om snerydning

S advarer imod ideologisk slåskamp om snerydning

KONKURRENCE: Det er ideologisk firkantet lovgivning, at kommuner ikke må tilbyde saltning og snerydning på private fællesveje, lyder det fra S. Danske Parcelhusejere vil dog helst være helt fri for kommunal indblanding.