Debat

Kaare Dybvad: Flere almene boliger og en mindre passiv boligminister, tak!

DEBAT: Flere almene ejendomme gennem opkøb og en mindre passiv boligminister er nogle af de ting, Kaare Dybvad ønsker sig af 2018.

I brokvarterer og velhavende forstæder skal der skabes flere almene ejendomme gennem opkøb, foreslår Kaare Dybvad.
I brokvarterer og velhavende forstæder skal der skabes flere almene ejendomme gennem opkøb, foreslår Kaare Dybvad.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kaare Dybvad (MF)
Socialdemokratisk boligordfører

Denne tekst handler om, hvad der skal ske på boligpolitikkens område i 2018. Havde jeg skrevet den, mens kalenderen stadig sagde 2017, er jeg ærligt talt i tvivl, om jeg kunne honorere den længde ord, som Altingets redaktør har efterspurgt. For sandheden er, at Boligministeriet er ikke-eksisterende, og at der ikke føres nogen boligpolitik fra det ministerium, der burde gøre det.

Et tilbageblik på 2017 giver et billede på, hvor grelt det står til. Allerede i november 2016 skulle vi således genforhandle aftalen for de almene boliger, som blev indgået i 2014. I skrivende stund har ingen ordfører modtaget en invitation. På samme måde forholder det sig med arbejdet med de udsatte boligområder, som det allerede i regeringsgrundlaget fra 2015 blev annonceret, at der skulle gøres noget ved. Eller den sammenskrivning af lovgivningen på det private udlejningsområde, som skulle være gennemført i året, der gik.

På område efter område er det blevet til udskydelse efter udskydelse, når det kommer til vores boligminister Ole Birk Olesen. Men heldigvis er der boligpolitik, der hører under andre ministre, og vi kunne således i året, der gik, indgå en god aftale med erhvervsminister Brian Mikkelsen om andelsboligsektoren. Et forhandlingsforløb, der blev gennemført til tiden, og som fremtidssikrede andelsboligerne mod spekulation og konkursrytteri.

Et fritidsjob til de unge, hvis forældre aldrig har haft et arbejde, er en bedre investering end alverdens projekter med operakoncerter og brandingindsatser.

Kaare Dybvad

Og så er vi tilbage til indledningen. For var jeg blevet spurgt før statsministerens nytårstale, havde jeg nok forventet, at der ikke ville ske noget i 2018 på boligministerens område. Men nu ser det ud til, at der er en ansvarlig minister til stede, som ikke bare lader aftalerne løbe ud i sandet. Jeg håber, at regeringens plan for de udsatte boligområder bliver omfattende og anviser konkret finansiering. Og hvis vi får det, så kan jeg godt leve med endnu et år med tomgang i Boligministeriet.

Selvfølgelig er det ikke nok at rive betonbyggerier ned. Men det er en del af løsningen. Det skal stå ved siden af bedre adgangsveje til bebyggelserne, bedre indsatser på skoleområdet og ikke mindst en arbejdsmarkedsindsats, der tager de nye generationer alvorligt. Et fritidsjob til de unge, hvis forældre aldrig har haft et arbejde, er en bedre investering end alverdens projekter med operakoncerter og brandingindsatser.

Allerede i november 2016 skulle vi således genforhandle aftalen for de almene boliger, som blev indgået i 2014. I skrivende stund har ingen ordfører modtaget en invitation.

Kaare Dybvad
Boligordfører (S)

Men i det boligpolitiske spor er det også vigtigt at overveje genhusningen: Hvor flytter folk hen, når deres betonblok rives ned? Jeg tror, det vigtigste er, at vi får flere almene byggerier ind i de kvarterer, hvor der i dag er færrest. I brokvarterer og velhavende forstæder skal der skabes flere almene ejendomme gennem opkøb, på samme måde som der skal nedrives boliger i nogle kvarterer. For os, der tror på et samfund, hvor man møder hinanden på tværs af høj og lav i dagligdagen, så gælder det selvfølgelig begge veje.

Det kan være, vi kommer et skridt nærmere den målsætning i 2018. I hvert fald glæder jeg mig over, at det ser ud til, at der kommer mere styring på boligpolitikken – om ikke andet den del, der handler om de belastede boligområder. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

0:000:00