Kommentar af 
Esben Danielsen

Kommentar: En sammentænkning af forretning og fritid vil styrke foreningslivet

KOMMENTAR: Centrale handelsgader i mange byer får flere og flere tomme butikker. Gaderne forkortes, og det vælter ind med cafeer, fitnesscentre og genbrugsbutikker. Rådvildheden breder sig. Svaret er måske fritidsliv, skriver Esben Danielsen.

Hvorfor er den lokale brugs ikke vært for fællesspisning og måske endda åbner slagterkøkkenet op, så der også kan laves mad i fællesskab? skriver Esben Danielsen.
Hvorfor er den lokale brugs ikke vært for fællesspisning og måske endda åbner slagterkøkkenet op, så der også kan laves mad i fællesskab? skriver Esben Danielsen.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Esben Danielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Esben Danielsen
Direktør i Lokale- og Anlægsfonden

Ifølge Dansk Erhverv er hver tiende butik forsvundet på de sidste ti år. Fortsætter udviklingen, vil kun en fjerdedel af de danske byer have handlegader i 2030.

Der, hvor der er storcentre uden for bykernen, er der endnu mere fart på. Vores bymidter taber liv eller dør i værste fald ud.

Der er brug for at tænke anderledes. Allerede i dag er de reelle bymidter ude i sportscentret, sportsbyen, eller hvad en samling idrætsfaciliteter kaldes lokalt.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

For her kommer der rigtig mange mennesker hver dag – ja, ofte fra tidligt til sent – flere end i bymidten. Den drivkraft og det engagement, vi har i vores fritidsliv, er der stort potentiale i at få med ind i vores bymidter.

Herning var en af de første til at gå i aktion. De flyttede biblioteket ind midt på gågaden og gjorde det åbent og attraktivt. I dag er det en magnet, der skaber masser af liv.

Vi skal turde blande forretningsliv og fritidsengagement. Ikke ukritisk, men gennemtænkt og ordentligt.

Esben Danielsen
Direktør i Lokale og Anlægsfonden

Roskilde er ved at skabe et strøg parallelt med detailhandelsgaden – et kulturstrøg, fra domkirken over museum og kloster til biblioteket. Hvor der skabes tætte forbindelser til handlegaden.

Det handler om at blande handelsliv, service, kulturliv og foreningsliv – og så selvfølgelig boliger, så vi også bor i bymidten. Det er nemt at sige, men vi har i årevis arbejdet med en byplanlægning, hvor byen deles meget op i funktioner, så det er en stor skude, der skal vendes.

Hvad, hvis din bymidte var en festival?
Lav lige et tankeeksperiment: Hvad, hvis din bymidte var en festival? Den ville have et program for oplevelser til forskellige målgrupper, hvor programlægningen gjorde, at man kom rundt fra det ene til det andet.

Der ville være overraskelser, og det hele ville være tænkt i en fælles historiefortælling, der inspirerede. Så attraktivt, at du købte billet og måske endda stod i kø for at komme ind.

Indenfor gik du på opdagelse, så på de andre festivalgæster og krydsede af i programmet, hvad du nu skulle hen og være en del af.

På en festival er pladsen gennemtænkt, så man får et flow og bliver inspireret til at komme rundt. Der er et program, så man hele tiden guides til oplevelser og måske endda deltagelse i aktiviteter.

Der er områder til gang i den og områder til pause og hæng-ud. Der er en fælles koordineret programlægning, så tingene spiller sammen og matcher hinanden i indhold, tid og rum.

Tænk, hvis det var din bymidte – så var det ikke en festivalchef, der var på færde, men måske en bylivsborgmester, der fik aktiviteter og engagement til at gå i samme retning. Og måske endda så stærkt, at talrige frivillige stillede op og var med til at løfte festen.

Forretningsliv og fritidsengagement skal sammentænkes
Jeg tror, at vi skal til at tænke i den retning. Og få kulturaktiviteter, idrætsliv og frivilligt engagement med ind i bymidten. Vi skal turde blande forretningsliv og fritidsengagement. Ikke ukritisk, men gennemtænkt og ordentligt. 

Odense har vist en spændende vej med deres 'magiske dage' – tidligere kendt som Harry Potter-festivalen. Hvor aktiviteterne popper op i de tomme butikker i bymidten, og det litterære univers binder det hele sammen i udsmykning, udklædning og historiefortælling. Det er kun en halv uge, men vejen er vist.

Og det kan sagtens smelte helt ind i hverdagsbutikslivet. Rollespilsbutikken er allerede i dag lige så fyldt efter lukketid som i åbningstiden. Så spilles der magic card eller males figurer.

Cykelbutikken er selvfølgelig også en cafe, hvor man starter og slutter turen rundt på to hjul og mødes og udveksler nørderier. Garnbutikken rider på bølgen af strikkefestivaler og laver foredrag, hækledyst og strikkeundervisning.

Hvorfor er den lokale brugs ikke vært for fællesspisning og måske endda åbner slagterkøkkenet op, så der også kan laves mad i fællesskab? Og bageren står for den lokale udgave af bagedysten, både for børn og voksne?

Et løft til foreningslivet
Tænk, hvis mangen en butik arbejdede tæt sammen med en relevant forening og delte lokalitet til aktiviteter og brugte hinanden i et samspil over døgnet.

Hvis byens lokalhistoriske frivillige var værter i bymidten og viste rundt med lokale røverhistorier. Sportsbutikken var sammen med idrætsklubben om åben bordtennis og floorball. Og isenkræmmeren var vært ved et makerspace, hvor frivillige ved laserskærer og 3D-printer viste dig, hvordan du selv kunne fikse dine ting eller redesigne det brugte til det bedre.

På den længere bane er det så fornuftigt med egentlige mødesteder for sport helt inde i bymidten. Hvorfor ikke en lille svømmehal helt centralt (de gør det i Sverige) og muligheden for at spille squash eller paddle-tennis i en tidligere butik midt på hovedgaden?

Fortsæt selv. Jeg tror, det vil skabe liv i bymidten og løfte vores lyst til ikke kun at handle på nettet. Og samtidig tror jeg, foreningslivet vil nyde godt af nye medlemmer og nye engagerede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Danielsen

Direktør, Kulturens Analyseinstitut
BA i fysik og kommunikation (Roskilde Uni. 2010)

0:000:00