Kronik: Ghetto-problemerne tager 30-40 år at løse

KRONIK: Det kræver et langt fællestræk over de næste 30-40 år og nye former for samarbejde, hvis vi skal bryde den negative spiral for de udsatte boligområder, skriver medlemmer af Forandringsudvalget, en sparringspartner til initiativet 'By i balance, Realdania'.

Af medlemmer af Forandringsudvalget
Sparringspartner til initiativet 'By i balance, Realdania'

De større danske byer er under forandring, og der bliver større og større ulighed mellem de enkelte bydele. For eksempel er forskellen mellem de ti rigeste procent og de ti fattigste procent af indbyggerne i Københavns kommune steget markant siden 2007.  

Vi flytter i stigende grad til områder, hvor der bor andre, som ligner os selv. Inden for bare få kilometer er der store forskelle på, hvor meget man tjener. Hvor lang uddannelse man har. Hvor mange der er i job. Hvor høj kriminaliteten er. Og hvor stor andelen af folk med anden etnisk baggrund er.  

Selv om listen over udsatte områder udgør mindre end fire procent af hjemmene i den almene boligsektor, påkalder netop disse fire procent sig stor opmærksomhed.

De isolerede boligområder
Det er boligområder, der er defineret som udsatte. Disse boligområder ligger ofte socialt og fysisk isoleret fra resten af byen.

Måske kører bussen ikke længere igennem. Eller der er få - eller ofte ingen – funktioner i boligområdet, som ellers ville kunne medvirke til, at mennesker fra resten af byen ville have deres gang hér.

Det mener vi ikke er holdbart. Hverken for de mennesker, som bor i de udsatte boligområder. Eller for de børn, der vokser op her. Eller for byen som helhed.

Når dele af byen bogstavelig talt lukker sig om sig selv, mister byen sammenhængskraft. Det skaber ubalance – med risiko for koncentration af sociale problemer, utryghed og fattigdom.

Og det bringer ofte de udsatte boligområder i mediernes søgelys, og mediernes historier virker dermed som en selvforstærkende faktor for en generel stigmatisering af disse områder.

Vi vil vise, at vi sammen kan bryde den negative spiral. Men det kræver, at vi tager fat om roden på udfordringerne.

Udvikling gennem bred vifte af tiltag
Gennem de seneste 30 år er der gennemført mange indsatser for at styrke og løfte de udsatte boligområder. Disse indsatser har ofte været omfattende renoveringer og byomdannelser.

I nogle tilfælde har indsatserne været kombineret med boligsociale indsatser, og her har målet på den måde både været at løfte byområderne og beboerne.  

Generelt har der også været fokus på at tiltrække ressourcestærke borgere til boligområderne.

Organisatorisk har indsatserne også ofte været gennemført inden for rammerne af de enkelte boligområder. 

Mange steder har de omfattende og ambitiøse bestræbelser sat en positiv udvikling i gang. Men uanset de mange tiltag er der stadig udfordringer i de udsatte boligområder.

Det lange fællestræk
'By i balance' er et initiativ, hvor vi i partnerskab med kommuner og boligselskaber – og gennem tæt samarbejde med og involvering af beboere - vil vise, at vi kan vende udviklingen for de udsatte boligområder.

Der er afsat i alt 75 millioner kroner over de kommende år fra Realdania til initiativet. Forandringsudvalget er sparringspartner for initiativet. 

Med 'By i balance' har vi fokus på ”det lange fællestræk”. Det er indlysende, at udviklingen ikke kan vendes over en nat. Vi har at gøre med udfordringer, der er resultater af komplekse procesforløb, og som er opstået over lang tid.

Tilsvarende kræver det nytænkende og helhedsorienterede tilgange, hvis vi i fællesskab skal vende udviklingen.

Derfor baserer vores indsats sig på en bystrategisk tilgang, som netop kobler forskellige typer indsatser - både fysiske og sociale. Og som har fokus på mere samarbejde, hvor man udnytter ressourcerne bedre - især på tværs af boligorganisationer og kommunernes forvaltninger.

Den helhedsorienterede tilgang
Men det kan også for eksempel være erhvervslivet. Og ved at involvere beboere i boligområderne på nye, medinddragende måder i udviklingsprocessen.

Den bystrategiske tilgang hæver blikket ud over matriklen – fra boligområdet til byen omkring – for at skabe bedre sammenhæng. Dels gennem flere fysiske forbindelser, som binder bydele bedre sammen, og som gør, at mennesker møder hinanden på kryds og tværs.

Dels gennem et socialt løft af de udsatte boligområder, der omdanner dem til levende bykvarterer, som er attraktive at bo og vokse op i. For eksempel ved at sikre gode skoler og få flere i uddannelse og job.

Denne helhedsorienterede tilgang stiller nye krav til dialog og nye former for samarbejde mellem flere forskellige parter, som hver især kan bidrage med nyttige ressourcer og perspektiver.

Forandring gennem nytænkende samarbejder
Vi gør os løbende erfaringer i arbejdet. Disse erfaringer samles op og formidles. Blandt andre af forandringsudvalget.

Som sparringspartner bidrager forandringsudvalget med viden om problemer og løsninger i udsatte boligområder. Og udvalget er med til at identificere og drøfte barrierer og udfordringer ved nuværende rammevilkår og lovgivning.

Udvalget har en bred sammensætning af centrale aktører på feltet. Det sikrer, at der via udvalget udveksles erfaringer på tværs – af kommuner, boligorganisationer og øvrige sektorer.

'By i balance' arbejder konkret i udsatte boligområder i Gladsaxe, Høje-Taastrup og Esbjerg. Sammen med kommuner, boligorganisationer og lokale aktører udarbejdes i øjeblikket langsigtede strategiske udviklingsplaner, som har nye, stærke fortællinger om udviklingen i de tre boligområder.

Planerne skal sætte retningen for udviklingen i boligområderne over de næste 30-40 år, og de bygger videre på de tiltag, som allerede er i gang i de tre områder.

For eksempel i Værebro Park i Gladsaxe, hvor der allerede er fokus på skolens store betydning som et vigtigt omdrejningspunkt for mødet mellem børn på tværs af sociale grupper. Skolen anses som en vigtig social løftestang for børn og unge fra boligområdet.

Udviklingsplanerne kobles også med kommunernes øvrige, eksisterende udviklingsplaner, og de vil også indeholde konkrete handlingsplaner for de sociale og fysiske tiltag – både på kortere og længere sigt.

Data, data, data
En vigtig del af udviklingsarbejdet er også anvendelsen af data. Både data, der danner grundlag for arbejdet, og den data, der genereres i og med, at udviklingsplanerne tager form og sættes i gang.

Grundlæggende handler det om, at vi i stigende grad må bevæge os væk fra projekter, som vi håber virker, til projekter, som vi har evidens for virker.

De strategiske udviklingsplaner for de udsatte boligområder kan på den måde være med til at sætte en langsigtet retning og skabe en ny, fælles spilleplade for samarbejder mellem boligorganisationer, kommuner og private og offentlige aktører.

En levende bydel
Vores håb er, at de kan bidrage til, at ny faglig viden om udsatte boligområder bringes yderligere i spil – og i kombination med nye former for samarbejder mellem feltets centrale aktører dermed kan være med til at anvende de mange ressourcer, som kommuner og boligselskaber allerede bruger i indsatserne i boligområderne, på nye, frugtbare måder.    

Opgaven er ikke let. Men vil vi i fællesskab forsøge at styrke udviklingen i de udsatte boligområder, er der behov for at tage fat om roden på udfordringerne.

Der er netop behov for et langt og et fælles træk, hvor der arbejdes med både sociale og fysiske indsatser. Indsatser, der gør boligområdet til en integreret del af den øvrige by – til en levende bydel, hvor der er mere lige muligheder for at vokse op og for at leve et godt liv.

Forrige artikel Kronik: Udflytninger kræver opkvalificering af hele organisationen Kronik: Udflytninger kræver opkvalificering af hele organisationen Næste artikel Lejernes LO til Løkke: Din betændte retorik hjælper ikke ghettoerne Lejernes LO til Løkke: Din betændte retorik hjælper ikke ghettoerne
  • Anmeld

    B. Rasmussen

    Byfornyelse

    Sådan som uligheden vokser i samfundet er det ønsketænkning

  • Anmeld

    Orla Jensen · psykoterapeut, forfatter

    Erfaring fra virkeligheden er en god ting...!

    Et indlæg fra min niece:
    ”Danskeren” fra Mjølnerparken
    Iben Brandt Madsen stod med alle kasserne nede ved opgangen, parat til at flytte ind med både ejendele og optimisme, da hun mødte en dreng i døren, der målte hende hurtigt med blikket.
    »Nå, er du dansker? Du flytter nok igen,« lød det. Den lyshårede 37-årige kvinde med de blå øjne har efter seks år vænnet sig til det.
    Iben bor i Mjølnerparken med sin søn og er glad for det.
    Hun skiller sig ud her i det udsatte boligområde Mjølnerparken, der senest har lagt arena til bandekonflikten i København.
    Løber man gennem navnene på dørtelefonen, er hun også en af de få, hvis efternavn ikke klinger mellemøstligt.
    »Jeg bliver ofte kaldt danskeren. Min seksårige søn har brun hud. Det kan de andre børn slet ikke få til at hænge sammen. De kalder ham for araber, selvom han jo har en afrikansk far. Han er bare med i klubben. Jeg møder børn i gården, der spørger mig om, hvorfor danskere ikke kan lide muslimer og hvorfor jeg gider at bo her. De bærer på nogle meget negative
    selvfortællinger. De ser på mig med mistro og jeg skal forsvare mig. Hvad vil jeg dog her?«

    Politikerne har i årevis talt om, at flere som Iben Brandt Madsen skal flytte ind i de udsatte boligområder som Mjølnerparken, så beboermassen bliver mere blandet.
    Hun er akademiker, etnisk dansker og oprigtig interesseret i at være en ressource for området.
    Da hun i sin tid stod med gravid mave og en udløbet fremleje, kom hun ind i Mjølnerparken gennem Lejerbos fleksible udlejning. Et boligvalg de færreste med hendes baggrund aktivt tager.
    Nu går hendes søn i den lokale Rådmandsgades Skole, hun er selv gravid med nummer to og har ingen planer om at forlade sin lejlighed på 4. sal.

    »Igennem mit tidligere arbejde som socialrådgiver i Brøndby og Gladsaxe havde vi familiesager, der også knyttede sig til Mjølnerparken. Jeg var nysgerrig: Hvad er det her sted?
    Mine venner var ikke overraskede. Det er nok typisk for mig at gå den snoede vej. Mine forældre fra Jylland synes bare, at det var en flot lejlighed med god altan. Nu har min mor ringet ret meget på det seneste for at høre, hvordan vi har det. Det har også været voldsomt på det sidste med skuddene.«

    Spørger man hende om, hvordan livet er herude, hvor overskrifterne på det seneste mest har været sat i negativ, får man en blandet historie.
    Ja, her er en særlig landsbyånd, hvor man tager sig af hinanden. Ja, der er et brutalt liv i gårdene, hvor nogle af de store fyre lærer fra sig.
    »Man kan også høre det i den måde, børnene leger. De taler ret råt til hinanden og de udfordrer hinanden i kampe - både fysisk og verbalt. Jeg har da holdt øje med, hvem min søn leger med. Der er også børn, der i mit åbne ansigt har sagt: Fuck dig. Jeg er dog sikker på, at det også er en virkelighed, man finder andre steder i Danmark som ikke kun hører til ghettoen.
    Omvendt er der også et fedt børneliv med masser af børn.« Det har mest af alt været berigende at bo her, konstaterer hun. Hendes tidligere naboer kommer oprindeligt fra Irak.
    Da hun selv stod alene med sin nyfødte dreng, hjalp de hende i en sådan grad, at de endte med at blive hendes anden familie.
    »De har selv tre børn. Dørene stod åbne og børnene løb imellem de to lejligheder på en måde, som jeg aldrig har oplevet andre steder. De har sagt, at de aldrig har haft sådant et forhold til en dansker før. Det er jo den slags møder, der får det til rykke. - Når vi bliver klogere på hinanden.«
    Fra lejlighedens altan kan man lige ane tagryggene af bygningerne, der ligger udenom Mjølnerparken.
    Iben Brandt Madsen peger på dem og siger, at derude i samfundet fylder debatten om religion rigtig meget. Herinde i Mjølnerparken har hun aldrig oplevet religionen som et egentligt problem.
    Hun er selv ateist og det har skabt noget diskussion med hendes muslimske naboer. Det har dog altid været en åben, nysgerrig diskussion og hun har altid været velkommen i deres hjem, siger hun.
    »Jeg ser ikke Mjølnerparken som en ghetto. Den er mere et slags grænseland mellem normalitet og afvigelse. Området bliver desværre ofte brugt som modpol i den politiske debat til det omkringliggende danske samfund. Ved siden af de omtalte dårligdomme foregår her også et helt normalt liv blandt helt normale mennesker. Vi går også på job, passer børn og vasker tøj.«
    Begreber som »ikke-vestlige indvandrere« eller »etnisk baggrund« har Iben Brandt Madsen det svært med. Det er vendinger, der i hendes optik dækker over en egentlig racistisk undertone.
    »Der er virkelig blevet skabt et ”os” og ”dem”. Den splittelse handler jo om raceforskelle. Det er uhyggeligt. Når du taler om ghettoer, taler du jo ikke om danskere på overførselsindkomst. Du tænker straks på indvandrere.
    Vi har den opfattelse i Danmark, at en dansker har hvid hud. Den opfattelse begynder at være problematisk. Når jeg taler med mine pakistanske naboer om det, siger de, at de føler sig skubbet udenfor. De føler ikke, at de kan snakke med, fordi politikerne opdeler befolkningen på den måde.«
    Iben Brandt Madsen har lige afleveret speciale i pædagogisk sociologi på DPU. - I det har hun interviewet nogle af beboerne i Mjølnerparken, der sagde, at de ikke vil deltage i den politiske debat, fordi de ikke føler, at de kan forsvare dem selv.
    »Den gruppe er jo i virkeligheden dem, der skal høres. Det er dem, der er i risiko for at ende i det parallelsamfund, Lars Løkke vil kæmpe imod. Det kan godt ske, at Lars Løkke vil rive boliger ned. Men han skal ikke rive mennesker ned. Det er ikke bare sort og hvidt. Det vil politikerne gerne have os til at tro.«

    Der har aldrig været en dag, hvor Iben Brandt Madsen har følt sig utryg her. Heller ikke da skuddene lød i bandekonflikten.
    Stemningen har alligevel ændret sig. Nu er der en udefinerbar følelse af, at noget måske kan ske lige om lidt.
    »Mange herude vil gerne have skub i helhedsplanen, så de fysiske rammer bliver bedre. Folk siger også, at det nok ikke sker, fordi det her jo bare er en ghetto. Den der selvforstærkende negative fortælling møder man igen og igen.«

    Når Iben Brandt Madsen har siddet til et middagsselskab og fortalt folk, hvor hun bor, har hun ofte skulle forsvare sig. En øvelse, hun finder svær.
    På den ene side ønsker hun, at der bliver gjort noget ved de kriminelle bander. På den anden side kender hun nogle af de rødder, der hænger ud i dem.
    Det er de drenge, der hilser, kysser hendes søn på panden og spørger høfligt om, hvordan det går. Det er dem, der belevent holder døren for ”danskeren”.
    »Vi skal ikke skubbe dem væk med endnu hårdere straffe. Vi skal finde en måde at bringe denne gruppe endnu tættere på det resterende samfund.
    Jeg tror også, at det er det venstrefløjen kæmper med. Det er svært at forsvare de her unge mænd. Det er jo fuldstændigt uacceptabelt at skyde på hinanden eller udøve social kontrol. Men vi kommer ikke langt med at blive ved med at opdele samfundet i dem og os. Det er gift for vores samfund.«

  • Anmeld

    J Jensen

    Hvad så med Løkke metoden

    At det skulle tage flere årtier, at finde en løsning på problemerne med de udsatte boligområder i bymiljøerne, lyder langt mere ædrueligt end Løkkes hovsa løsning om at man bare skal rive nogle bygninger ned, så forsvinder alle problemerne.. At det næppe er en realistisk mulighed, at bruge Løkkemetoden vil nok komme som en overraskelse for DFerne, der elsker letfattelige og kortsigtede løsningsmodeller, der ikke er alt for vanskeligt at sælge til egne vælgere.
    Når en regering sammen med sit støtteparti har en politik, der går på to ben, hvoraf det ene er en målbevidst indsats for at øge uligheden, hvor de svageste og deres børn, stort set falder helt til bunds, og som på det andet ben har strengere straffe for hvad som helst, er det ikke noget vi skal tale om. Det er langt nemmere at fatte, at alle problemerne har rod i noget med religioner og manglende forståelse af de danske værdier

  • Anmeld

    Steen Raaschou · fotograf

    Med eller uden løsning.

    Vesterlændinge kan kun forestille sig problemer, som kan løses. De kommer til at vænne sig til dem, der IKKE kan løses.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Tak til alle Jer i Forandringsudvalget

    For et særdeles seriøst og velgennemtænkt indlæg og for Jeres initiativer. Og tak, fordi I tværfagligt og tværsektorialt tager fat om tingene,
    DET er vejen frem.
    Go' vind.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger, vælger og pensioneret lærer

    Godt gået, Iben.

    Orla, du har en stærk, indlevende og moden datter, der behandler sine medmennesker respektfuldt. Stærkt, Iben.
    Meget af det, Iben beretter om, kender jeg indgående fra skoleverdenen.
    Når man møder hinanden med åbenhed og i øjenhøjde, så lærer man hinanden at kende som mennesker, og de gode relationer opstår.
    De mange udenlandske børn og familier, jeg har lært at kende, mødte i første omgang med undrende usikkerhed og lidt reservation. Men når vi havde set hinanden i øjnene og fået etableret gode, tillidsvækkende relationer, groede loyaliteten og gensidigheden.
    Derfor bliver jeg igen og igen rystet, når ledende, ansvarlige politikere i ord og handling omtaler og behandler udlændinge diskrediterende og nedladende. Hvad gør det dog ved mennesker, børn som voksne?
    Selvfølgelig siger det mest om deres egne menneskelige kvaliteter. Men de har altså et stort ansvar, når de som toneangivende forbilleder agerer mobbende, Det splitter og skaber utryghed, angst og frustrationer i vores samfund.
    Derfor er initiativer, som eksempelvis Forandringsudvalgets så værdifulde.

    Forhåbentligt vil skolerne få de nødvendige ressourcer til at kunne øge trygheden og trivslen, Børn er uforbeholdne og fordomsfrie og finder umiddelbart gode venskaber, hvis de befinder sig i et trygt miljø med gode rammer og relationer til de voksne.

  • Anmeld

    Orla Jensen · psykoterapeut, forfatter

    Til I.R.Bertelsen

    For god ordens skyld: Iben er min NIECE...!!!
    Hun er efterfølgende inviteret til både Radio 24syv og Go'morgen Danmark. Vi kender ikke tidspunktet endnu

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Til Orla jensen

    Ok. det smuttede for mig. Vil følge med i radio 24syv og i Go-morgen Danmarks udsendelser. For det er godt at få forskellige vinkler og synspunkter på virkeligheden.
    Vh. I.R.Bertelsen

  • Anmeld

    Ole Christoffersen · Ministerråd, pensioneret.

    Beboernes deltagelse

    Hvordan er beboerne i udsatte boligområder repræsenteret i forandringsudvalget? Det er dem og deres boliger, det hele drejer sig om.

  • Anmeld

    Torben Vegener Hansen · Fhv. socialrådgiver nu folkepensionist

    Gid at politikerne vil handle udfra jeres løsningsforslag

    Også jeg vil gerne give min mening til kende. Som nogen af jer ved, er jeg flyttet ud i et tidligere ghettoområde sammen med min kæreste for godt 1½ år siden. Vi valgte det, fordi boligforeningen lige havde bygget 4 blokke om til tilgængelighedsboliger, og da jeg kørestolsbruger, var det lige den slags lejlighed, vi havde behov for.
    Lige i starten vi boede her, oplevede vi lidt kriminalitet - bl.a. fik vi selv stjålet noget fra vores kælderrum. I det sidste 3/4 år har der efter, hvad vi ved ikke været kriminalitet, og vi ser også meget sjældent politiet mere.
    Vi er blevet taget utroligt godt imod, folk hilser meget mere på hinanden - også de unge, end der hvor vi boede. Vores oplevelser er, at en blandet beboersammensætning sammen med en målrettet social- og erhvervsfaglig indsats gør underværker.
    MEN fortæl lige Løkke, at det ikke er nok med at rive huse ned og andre op. Det siger sig selv, men åbentbart ikke for alle.
    Jeg vil slutte med at ønske jer i Forandringsudvalget rigtig god arbejdslyst. Håber, at der vil blive lyttet til jeres garanteret mange gode forslag, OG at der vil blive handlet på dem fra politisk hold!

Radikale: Kommunerne bør fortsat inddrive ejendomsskat

Radikale: Kommunerne bør fortsat inddrive ejendomsskat

GÆLD: Kommunerne bør fortsat inddrive restancer på ejendomsskatten, når det nye boligskattesystem træder i kraft i 2021. Det mener Radikales skatteordfører. V og K er åbne for at diskutere sagen. DF og S vil ikke ændre aftalen.