LA: Andels-problemer kan løses ved ejermulighed

ANDELSBOLIG: Ifølge Liberal Alliance vil partiets forslag gøre op med sorte penge i forbindelse med andelsboligkøb, og at det er folk med kontakterne i orden, der får fat i boligerne. Regeringen afventer andelsboligudvalgets rapport.

Henrik Axel Lynge Buchter

Fredag aften var Liberal Alliances beslutningsforslag om at give andelsboligforeninger mulighed for at blive omdannet til ejerboliger til førstebehandling. 

Ifølge partiets boligordfører, Ole Birk Olesen, kan beslutningsforslaget potentielt løse flere områder på andelsboligmarkedet.

"Det løser også det problem, der er på andelsboligmarkedet, med, at andelsboliger fordeles til folk med penge under bordet, eller til folk med kontakterne i orden," lød det fra Ole Birk Olesen (LA).

Ifølge partiets ordfører er de problemer skabt, fordi priserne på boligerne er fastsat til at være lavere, end hvad køberne egentlig er villige til at betale for dem. 

Partiets ordfører påpegede samtidig, at andelsboligforeningernes mulighed for at omdanne sig til ejerboliger potentielt kan sænke prisen for ejerlejligheder, eftersom der i så fald vil komme et højere udbud af lejlighederne.

Kun Konservative kunne støtte op om beslutningsforslaget. Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V), kunne ikke støtte forslaget, men har nedsat et udvalg, der skal undersøge forholdene på andelsboligmarkedet.

Regeringen vil først give en politisk udmelding på området, når udvalget har færdiggjort sit arbejde i efteråret 2017. Troels Lund Poulsen påpegede dog, at det er regeringens ønske at have et differentieret boligmarked.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00