Debat

Lejeloven er mere end korttidsudlejning

DEBAT: LLO's formand, Helene Toxværd, slår til lyd for stærkt fokus på forenkling af lejeloven i de kommende forhandlinger om loven. Hun mener, at argumentationen bliver forsimplet, når små udlejeres vilkår fremhæves.
David Vestergaard Eriksen

Universitetspraktikant fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Researcher på Altinget | Christiansborg, Altinget | Arbejdsmarked samt Altinget | By & Bolig.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helene Toxværd
- formand for Lejernes Landsorganisation

På Christiansborg har regeringen efter sigende taget hul på de politiske forhandlinger om lejelovsforenklinger, og planen er ifølge lovkataloget, at regeringen skal komme med et udspil i januar 2014. Det er et udspil, vi afventer med stor spænding, for hvad bliver det egentlig til?

Hvor meget er med, og kommer der f.eks. en sammenskrivning af Lejeloven og Boligreguleringsloven? I LLO har vi i de sidst ni år samvittighedsfuldt deltaget i forhandlinger om at forenkle lejelovene.

Det har vi gjort, fordi vi mener, at lejelovene er blevet for uoverskuelige, og fordi mange årtiers lapperier har medført indbyrdes konkurrerende regler og bestemmelser, som det så efterfølgende har været huslejenævnenes og domstolenes opgave at hitte rede i.

Fakta
Lejelovsdebat
Altinget | By & Bolig har bedt en række politikere og aktører om at komme med deres input til debatten om forenkling af lejeloven. Hver torsdag vil du kunne læse et nyt synspunkt.


BLAND DIG!
Deltag i debatten og send dit indlæg til Mads Bang, redaktør af Altinget | By & Bolig, på [email protected]

Men inden man fra politisk side kaster sig over denne opgave, bør man gøre sig klart, hvorfor lovene efterhånden er blevet så komplicerede. Det er de, fordi lovgiver har ønsket at beskytte lejerne mod de problemer, som f.eks. tilbagevendende perioder med boligmangel har betydet.

Men virkeligheden er, at hver eneste gang man regulerer et område, så søger entreprenante folk med pengetrang efter huller, finder dem og udnytter dem til at omgå lovgivers formål med reguleringen. Det gælder for skattelovgivningen, og det gælder på lejeboligområdet.
 
Samtidigt er Folketingets arbejde med lejelovene udtryk for et kludetæppe med indviklede undtagelser som følge af ønsket om brede forlig, hvor hver side skal have sine interesser plejet.

Et godt eksempel på det er den såkaldte stråmandsudlejning, som florerede som en rigtig god fidus til at omgå reguleringen af lejens størrelse. Man satte et firma (lejers eget eller lejers arbejdsgivers) ind som stråmand mellem ejer og lejer, og vupti var der tale om erhvervsleje, og muligheden for at regulere lejen var væk. Dette hul blev forsøgt stoppet i 2010, ligesom så mange andre huller tidligere er blevet forsøgt lukket. Og jo, det blev lidt sværere, men det er stadig muligt af stråmandsvejen at omgå lejelovgivningens beskyttende hensigt.

Lejelovgivningen er vigtig og et udtryk for, at lovgiver igennem tiden har ønsket at beskytte noget så vigtigt som borgernes hjem. Det hjem der også for lejerne danner rammen om familien, med alt hvad dette indebærer. Udgangspunktet for alt liv - og samfundsliv - er hjemmet, og det er derfor nødvendigt med regler, der forhindrer, at lejere og dermed familier sættes i usikre boligforhold.

Forenklinger af lejelovene kan derfor aldrig udelukkende komme til at dreje sig om, hvordan man nu bedst gør det til en god forretning at udleje boliger - det må og skal være en underordnet prioritet. Forenkling skal sikre gennemskuelighed og klare regler, men uden at beskyttelsen og trygheden i eget hjem fjernes.

Og det er nok her vandene skilles. Læser man f.eks. tidligere indlæg i denne debat om lejelovsforenkling, kunne man tro, at det primært handler om udlejning af ejerlejligheder eller parcelhuse. Man bruger og nærmest misbruger forenklingsdiskussionen til at argumentere for, at de private boligejere kan få dækket alle deres omkostninger og mere til.

Misforstå mig ikke, jeg synes, det er helt legitimt, hvis man har det synspunkt, at det er et problem, at man som boligejer ikke kan få nogen til at holde ens ejerbolig varm og betalt, indtil man kan sælge med gevinst eller uden tab. Men det handler ikke om forenkling, det handler om omfordeling.

Og sådan fungerer megen af den argumentation, man finder på udlejersiden i denne debat. Alene af de sidste ugers debat på disse sider kan man konstatere, at der er brug for klarhed.

For i en tid, hvor der foregår storopkøb af udlejningsejendomme i Danmark, er det ikke rimeligt, at man bruger hr. eller fru Jensens problemer med at korttidsudleje deres ejerlejlighed fordelagtigt som løftestang i forhold til en række storudlejeres lyst til at tjene flest mulige penge.

Og faktisk er det allerede nu muligt for enhver boligejer at få en forhåndsgodkendelse af lejen på det, man ønsker at leje ud. Så enhver hr. og fru Jensen kan let undgå overraskelser omkring udlejningen af deres ejerlejlighed!

At lejelovsforenklingerne og moderniseringen har været et langvarigt forløb, kan ingen blive uenige om. Jeg tror, at der blandt alle os, der arbejder med området, er en stor forventning og spænding i forhold til det udspil, vi lige nu afventer fra Christiansborg. I LLO håber og forventer vi et udspil, der anerkender og tager udgangspunkt i de enighedspunkter, der allerede er forhandlet mellem udlejer- og lejersiden.

Og må jeg helt afslutningsvist sige, at hvis man har problemer med en lov, der hedder Midlertidig Lov Om Regulering af Boligforholdene, så lad os stryge ordet "midlertidig". Eller vi kan endnu bedre skrive loven sammen med Lov om Leje, og lad os så få hele komplekset forenklet. Men lad os gøre det med en ærlig dagsorden: Forenkling, ikke omfordeling.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helene Toxværd

Landsformand, Lejernes Landsorganisation
boghandler (1989), ba i Socialvidenskab (RUC 2001), kandidatstudier i forvaltning

0:000:00