Lejere: Indrøm nu, at ghettopakken bygger på mavefornemmelser

Af Anders Svendsen
Chefjurist, Lejernes Landsorganisation (LLO) i Danmark.

Parallelsamfundspakken blev som bekendt til som et politisk kompromis.

Nu stiller forskere tvivl ved, om pakken vil virke efter hensigten. Spørgsmålet er, om fru Hansen bliver opsagt på baggrund af en politisk mavefornemmelse fremfor videnskabelige erfaringer.

Regeringens parallelsamfundspakke hviler på et meget begrænset videnskabeligt grundlag. Vi aner derfor ikke, om pakken kommer til at virke efter hensigten.

De dyrtkøbte internationale erfaringer siger blandt andet, at der er risiko for, at problemet blot flyttes til andre nærområder.

LLO mener, at man skal fokusere på de løsninger, som man erfaringsmæssigt ved virker, i stedet for at have en snæver fokus på antallet af almene familieboliger.

Hvis man ønsker en boligpolitik, hvor de almene familieboliger anses som et problem, og man ønsker disse erstattet med andre boligformer, er det en ærlig sag at have sådan et politisk krav (selvom LLO er uenig i dette), men det er ikke redeligt at lade, som om det er et videnskabeligt underbygget synspunkt.

Anders Svendsen
Chefjurist Lejernes Landsorganisation (LLO) i Danmark

40 procents-reglen
Parallelsamfundspakkens løsning på at bekæmpe parallelsamfund for de såkaldte ”hårde ghettoer” er følgende:

1. Nedsæt antallet af almene familieboliger til maksimalt 40 procent inden 2030. Dette kan nås ved salg til private investorer, nedrivninger, omdannelse af boliger (til ældreboliger og ungdomsboliger) og fortætning, altså at der bygges flere boliger, der ikke er almene familieboliger.

2. Hvis målet ikke nås, eller ikke kan nås, kan staten ekspropriere boligområdet og bygge et nyt område op.

KL, BL, LLO og andre har spurgt, hvorfor man tror, at den magiske grænse netop er 40 procent. Er der eventuelt en videnskabelig forklaring? Vi opsiger vel ikke beboerne på baggrund af en mavefornemmelse.

En kort forklaring
I lovforslaget er begrundelsen for netop de 40 procent angivet meget kort:

"Boligorganisationer og kommuner, som har et hårdt ghettoområde, […] forpligtes til  at udarbejde en udviklingsplan, hvor målet er at nedbringe andelen  af  almene  familieboliger  i  området  til  40  procent.  Det  er vurderingen [egen fremhævning], at en grundlæggende omdannelse fra et ghettoområde til en attraktiv bydel forudsætter, at almene familieboliger blandes med andre boligformer i området." (lovforslagets s. 7)

Folketingets boligudvalg har, efter ønske fra Enhedslistens boligordfører Søren Egge Rasmussen, spurgt ministeren, om der er forskning, der underbygger, at tiltagene har den ønskede effekt, altså bekæmpelse af parallelsamfund.

Svaret fra Ole Birk Olesen (LA) var, at:

”Der er flere publikationer på området, som beskriver effekterne af strukturelle og fysiske indsatser i udsatte boligområder. Jeg kan eksempelvis henvise til 'Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte boligområder. Review af 27 effektstudier fra ni lande', Akademisk Arkitektforening og Københavns Kommune, 2014 og til ”Fra ghetto til blandet by – danske og internationale erfaringer med omdannelse af udsatte boligområder” af Claus Beck Danielsen og Marie Stender fra 2017.”

Ministerens ikkesvar
Problemet med svaret er, at ministeren ikke svarer på spørgsmålet.

Han svarer på, om strukturelle og fysiske indsatser kan påvirke udsatte boligområder. Ikke om nedsættelse af boligområdets andel af almene familieboliger til maksimalt 40 procent vil virke, (som er parallelsamfundspakkens eneste målstolpe).

I førstnævnte rapport står der netop ikke, at problemet bliver løst, hvis bare andelen af almene familieboliger sættes ned. Der står, at arkitektoniske ændringer, såkaldte strukturelle indsatser, kan bidrage positivt til udviklingen af et boligområde i samspil med sociale indsatser.

Rapporten handler heller ikke om, hvorvidt boligerne skal være ejet af et boligselskab eller en privat investor.

Vi må regne med, at ministeriet giver deres allerbedste svar, når Folketinget spørger, og der derfor ikke findes et bedre forskningsmæssigt belæg end det, ministeren selv nævner.

Hvad siger forskningen?
Ønsker man at kigge på de internationale erfaringer, har Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) netop udgivet en analyse herom. Konklusionen lyder:

"Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt klar evidens for, at boligmæssig omplacering løser problemet med udsatte boligområder [egen fremhævning]. Den internationale forskning peger på en række udfordringer, som hæmmer de positive effekter af boligmæssig omplacering."

De væsentligste tendenser er:

• Udsatte borgere genkoncentreres i boligområder, som både geografisk og ift. socioøkonomisk og etnisk sammensætning ligner dem, de er fraflyttet.
• Interaktionen imellem socialt og kulturelt forskellige beboere inden for det samme boligområde er begrænset.
• I et langsigtet perspektiv medfører boligmæssig omplacering ikke socialt mix, men i stedet en erstatning af ressourcesvage befolkningsgrupper med mere ressourcestærke grupper.
• Den positive effekt på indkomstniveauet i indsatsområderne har meget begrænset rækkevidde og er ofte behæftet med en tilsvarende negativ udvikling i nært beliggende boligområder. 

Det er ikke for sent
Hvis man ønsker en boligpolitik, hvor de almene familieboliger anses som et problem, og man ønsker disse erstattet med andre boligformer, er det en ærlig sag at have sådan et politisk krav (selvom LLO er uenig i dette), men det er ikke redeligt at lade som om, at det er et videnskabeligt underbygget synspunkt.

Især når nu forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut slår fast, at der ikke er et videnskabeligt belæg for tiltagenes effekt og ovenikøbet påpeger, at man kan risikere at sprede problemerne fremfor at løse dem.

Parallelsamfundspakken bliver 2. behandlet tirsdag 20. november 2018.

Det er ikke for sent at undersøge, om loven kommer til at virke efter hensigten, eller måske tilpasse den til de dyrtkøbte internationale erfaringer, man trods alt har indsamlet.