Debat

Lejernes LO benægter fakta om fraflytning

KOMMENTAR: Lejernes LO skaber en konflikt mellem udlejere og lejere, som ikke er reel, når de sår tvivl om DEAS' rapport om fraflytning. Det skriver Torben Christensen fra Ejendomsforeningen Danmark.
Foto: Sten Wrem / Ejendomsforeningen Danmark
Mads Bang
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Christensen,
Adm. direktør, Ejendomsforeningen Danmark

Her på Altinget.dk kunne vi den 6. marts læse, at Lejernes LO (LLO) ikke tror på en solid og veldokumenteret undersøgelse af lejernes udgifter i forbindelse med fraflytning fra private lejemål.

DEAS A/S har gennemført en undersøgelse, der dokumenterer, at lejer i gennemsnit bor seks år i en privat lejebolig, og det koster knap 12.600 kroner at flytte fra boligen. Hver tredje lejer modtager ingen regning ved fraflytning, da lejemålene er afleveret som aftalt i lejekontrakten.

Entydige resultater
Ret entydige resultater, vil jeg mene. Alligevel sår cheføkonom Jesper Larsen fra LLO tvivl om undersøgelsens validitet, fordi den efter hans mening ikke siger noget om, hvad det generelt koster at flytte. Men her tager Jesper Larsen helt fejl. Det er jo lige præcis det, den gør. DEAS A/S har undersøgt 6.153 flytteafregninger i perioden den 1. januar 2012 til 31. juli 2013. Resultaterne er samlet i rapporten "Private lejeboliger - hvad koster det at flytte?".

Fakta

Bland dig!

Deltag i debatten.

Send et indlæg til [email protected]

 

DEAS A/S har også tidligere undersøgt fraflytninger, nemlig i perioden den 1. januar 2009 til 31. oktober 2011, hvor 9.788 sager blev undersøgt. Også her viste undersøgelsen, at de fleste lejere ikke får en regning ved fraflytning. Det gælder også i de sager, hvor der er krav om, at lejemålene skal afleveres nyistandsat, når de fraflyttes. I hver tredje af disse sager sender udlejer ingen regning for nyistandsættelsen, fordi lejer har passet ordentligt på boligen. Undersøgelsen viser også det ikke særligt overraskende resultat, at jo længere tid en lejer har boet i et lejemål, jo højere er udgiften til istandsættelse.

Påstand om dyr fraflytning
Vi hører ofte disse løse påstande om, at det er meget dyrt at fraflytte en privat lejebolig. DEAS A/S har nu igen givet os et faktuelt og præcist grundlag, så vi kan tale ud fra fakta i stedet for fornemmelser. Tal baseret på 16.000 fraflytninger. Det er så underligt, at Jesper Larsen benægter de faktuelle tal, bare fordi de ikke passer til hans politiske ønsker.

Kun i 23 tilfælde, 0,4 procent af de gennemgåede sager, er udgiften til istandsættelse på mere end 100.000 kroner. Disse sager er helt specielle, fordi der typisk er tale om misligholdelse og dermed om voldsomme skader i lejemålet.

Få klager
Hvis lejer er utilfreds med en flytteregning, så kan vedkommende klage til det lokale huslejenævn. Det er vores vurdering, at kun ganske få lejere klager over flytteregningen.

En tidligere undersøgelse viste, at det blot er fire procent af lejerne, som klager over flytteregningen. De fleste ved jo godt, at man slider på et lejemål, når man bor i det, og det derfor skal udbedres til den nye lejer.

Regler baseret på fakta
Det er prisværdigt, at DEAS A/S har brugt tid på at udarbejde disse to undersøgelser, hvor i alt 15.941 fraflytninger er blevet undersøgt. Jeg kender ikke andre undersøgelser af så solid en karakter.

Tallene dokumenterer, at der ikke er behov for en ændring af reglerne om fraflytning, som LLO ellers lægger op til. Jesper Larsen skaber med sine udtalelser her på Altinget.dk en konflikt mellem udlejere og lejere, som ikke er reel, og som ingen har en interesse i. Jeg håber på, at politikerne vil lovgive baseret på fakta, så vi ikke får lovgivning baseret på gætteri, udokumenterede påstande og politisk manipulation.

Det hjælper nu engang ikke at stikke hovedet i busken og benægte de faktuelle tal og tale om urimeligt høje fraflytningsregninger, når det ikke er rigtigt. Lad os da hellere bruge tiden på at få en forenklet og nutidig lejelov til glæde for både lejere og udlejere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Christensen

Bestyrelsens senior rådgiver, Camelot Europe
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1985)

0:000:00