LLO-direktør til Cepos: Nej, lejen i privat udlejning skal reguleres strammere
Cepos' indlæg er et stormløb på reguleringen af det private udlejningsmarked, der taler for en total afregulering. Men de glemmer, at reguleringen har medført, at Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden, skriver Claus Højte.
Claus Højte
Direktør, LLO HovedstadenJonas Herby fra Cepos argumenterer for, at lejen skal dereguleres i sit indlæg i Altinget.
Indlægget er et af de rituelle stormløb på reguleringen af det private udlejningsmarked, hvor Cepos er det ortodokse, liberale Danmarks bannerfører for en total afregulering.
I kampens hede overser Jonas Herby/Cepos, at reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning – måske med undtagelse af Sverige.
Men dér er reguleringen mere omfattende end i Danmark.
Argumenter hviler på myter
Som rambuk bruger Herby en række myter:
Myte 1: Det er de private udlejere, der betaler for energirenoveringer, men lejerne, der får udbyttet.
Denne påstand kræver, at man læser statistikkerne som fanden læser biblen.
Claus Højte
Direktør i LLO
Det er ikke korrekt.
Laves der energiforbedringer, kan udlejeren forhøje huslejen efter de gældende bestemmelser i Lejeloven. Vi har i LLO til gode at se et projekt, hvor en lejer tjener så meget som en krone på energiforbedringer.
Myte 2: Det er de mest velhavende, der får størst nytte af regulering.
Denne påstand kræver, at man læser statistikkerne som fanden læser biblen.
En lille, bitte gruppe højtlønnede får ganske rigtigt en stor reguleringsgevinst, fordi de bor i store boliger – men de udgør en forsvindende lille del af lejerne.
Danskere med høj indkomst bor typisk ikke i en reguleret lejebolig.
Den store gevinst ved reguleringen er for lavindkomstgrupperne, hvor gevinsten står i det samme forhold til indtægten som for de højtlønnede. Og Vismændene anbefaler ikke at afregulere den private udlejning.
Myte 3: Ikke-reguleringens herligheder.
Jonas Herby har fundet et litteraturstudie frem, som delvist støtter hans synspunkter.
Teori er godt, og det er studier også, men intet slår virkeligheden – og den har LLO's svenske søsterforening, Hyregästföreningen, undersøgt i en række europæiske lande.
I denne undersøgelse af real-time virkninger af regulering eller ikke-regulering slås det fast, at hverken afkast for udlejerne, nybyggeri eller antallet af tilgængelige boliger bedres af ikke-regulering – tværtimod.
Det irlandske laboratorium
Det eneste forhold, som står på Jonas Herbys liste over ikke-reguleringens herligheder, er større mobilitet internt på lejemarkedet.
Eller rettere, at lejerne flytter rundt hele tiden. Det er noget, man for eksempel gør hele tiden i Irland, som vi kan betragte som et laboratorium, hvor Cepos' drømme er virkelighed.
Det skyldes nok ikke, at de har læst Jonas Herbys indlæg og har gyst ved tanken.
Claus Højte
Direktør i LLO
Med inspiration fra Thatcher og amerikansk ultraliberalisme har skiftende irske regeringer de sidste 20-30 år fuldstændigt afreguleret det irske boligmarked.
For eksempel lempede man retten til at opsige lejere, så alle lejemål uden for den almene sektor i dag kan opsiges af udlejeren uden nærmere begrundelse.
Man lavede op gennem 90'erne og 00'erne lovgivning, der voldsomt begunstigede boligejeres køb af anden eller tredje bolig til udlejning.
Man opnåede en hel klasse af de såkaldte "mom and dad landlords".
Og man overlod det til kapitalstærke investorer – oftest kapitalfonde – at sørge for boligbyggeriet. Dels ved at give store skattebegunstigelser til udenlandske investorer og dels ved stort set at standse byggeriet af almene boliger.
Bekymring for stigende husleje
Ifølge den irske sociologiprofessor, Rory Hearne, skabtes dermed, hvad han kalder ”Generation Rent".
Generation Rent er født i 90'erne og 00'erne, og bor i dag hos sine forældre (350.000 irske borgere mellem 20 og 35 år) eller hænger fast med neglene i lejeboliger, der koster i gennemsnit 53 procent af deres disponible indkomst – og de er ikke er beskyttet mod opsigelse, i fald deres udlejer skulle øjne bedre afkast med andre lejere.
Ud af Irlands 300.000 private lejerhusstande lejes 70 procent af borgere mellem 25 og 44 år. Den generation, der tidligere ville have købt en bolig.
54 procent af dem har skiftet lejebolig inden for to år, men har i gennemsnit boet til leje i ti år.
Man har altså i Irland skabt en hel generation af migrerende lejere, der aldrig får fodfæste i et hjem.
"Generation Rent" udgør således op mod en femtedel af den irske befolkning på fem millioner.
Med erfaringerne fra andre lande, der har afskaffet regulering, kan afregulering ikke indgå i sådan en politik.
Claus Højte
Direktør i LLO
Det irske laboratorium viser os den virkelighed, som Jonas Herby og Cepos taler så varmt for.
Realdania (Bolius) har i en nylig undersøgelse spurgt de danske lejere, om de er bekymrede for, om deres husleje stiger. Det er de.
54 procent af lejerne i privat udlejning er bekymrede for stigende husleje.
Det skyldes nok ikke, at de har læst Jonas Herbys indlæg og har gyst ved tanken.
Det skyldes snarere, at lejen i forvejen er meget høj, selv om den i de fleste tilfælde er regulereret.
En boligpolitik man kan se sig selv i
Jonas Herby er dog også inde på noget ganske fornuftigt.
Han efterlyser mere viden om boligområdet, og han ønsker politisk bevågenhed.
Det er vi i LLO helt enige i. Vi vil endda gå skridtet videre og ønske os en egentlig boligpolitik i Danmark.
Når der laves lovgivning på boligmarkedet, sker det i disse år i små fragmenterede bidder, nærmest fra hånden i munden ud fra det dagsaktuelle tema.
Det, vi mangler i Danmark, er en boligpolitik, som danskerne kan se sig selv i, og som giver dem det, alle ønsker: forudsigelighed.
Kan jeg få en bolig? Kan jeg blive boende i den – og kan mine børn få en bolig?
Med erfaringerne fra andre lande, der har afskaffet regulering, kan afregulering ikke indgå i sådan en politik. Tværtimod skal den regulering, vi har i dag, ses efter i sømmene og bredes ud til de områder, hvor den i dag i praksis er afskaffet.
Det vil give både lejere og udlejere den forudsigelighed, som er nødvendig på et stabilt boligmarked.