Løkke starter i integrationshjørnet

TREPART: Lars Løkke Rasmussen (V) vil starte med at se på integrationsproblemet ved trepartsforhandlingerne. Sådan svarede statsministeren, da Mette Frederiksen (S) opfordrede ham til at huske lønmodtagerne ved forhandlingerne.

Henrik Axel Lynge Buchter

Når der på torsdag er trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, er det statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) strategi at starte i et hjørne, hvor integration af flygtninge på arbejdsmarkedet er i fokus, fordi det problem i øjeblikket er størst.

Mette Frederiksen (S) udtrykte ved tirsdagens spørgetime sin bekymring for, at lønmodtagernes behov vil blive glemt i regeringens integrationsfokus ved trepartsforhandlingerne.

”Jeg må have udtrykt mig meget dårligt, hvis jeg efterlader mig et indtryk af, at jeg ikke er optaget af andre problemer end integration. Vi forsøger nu at sætte gang i en længerevarende proces med arbejdsmarkedets parter, så vi kan løse flere vigtige samfundsmæssige problemer,” lød det fra statsministeren.

Mette Frederiksen bad derefter statsministeren om en garanti for, at lønmodtagernes behov vil blive diskuteret ved trepartsforhandlingerne.

”Det, jeg kan garantere, er, at alle de samfundsproblemer, der er identificeret i regeringsgrundlaget, kommer vi til at gøre noget ved. Ideelt set i et samspil med arbejdsmarkedets parter,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00