Million-indsprøjtning skal løfte udsatte boligområder

GHETTOLØFT: Sammen med kommuner og boligorganisationer vil Realdania løfte tre udsatte boligområder i Danmark. Der afsættes 75 millioner kroner til projektet.

Værebro Park nord for København er et af de tre områder, som skal løftes gennem partnerskaber og et millionbeløb.
Værebro Park nord for København er et af de tre områder, som skal løftes gennem partnerskaber og et millionbeløb.Foto: Gladsaxe Kommune
Cecilie Gormsen

Tre udsatte boligområder får en millionindsprøjtning, der skal være med til at løfte kvartererne.

Med 75 millioner kroner vil Realdania sammen med kommuner og boligorganisationer søsætte indsatser i Værebro Park i Gladsaxe og i Tåstrupgård/Gadehavegård/Charlottekvarteret i Høje-Taastrup og Stengårdsvej i Esbjerg, som begge er på regeringens ghettoliste.

Og der er brug for en indsats i de udsatte boligområder, fortæller filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro.

”Ligesom der sker en stor forandring mellem by og land i disse år, sker der faktisk også store forandringer i byerne. Der er tegn på yderligere segregering, og på trods af at vi i mange år har gjort mange gode indsatser for de udsatte byområder, er der fortsat 25 områder på regeringens såkaldte ghettoliste,” siger Anne Skovbro til Altinget.

Dårlig mulighed for at avancere socialt
Realdania, boligorganisationerne og kommunerne skal frem til og med 2020 udvikle strategier og konkrete projekter for at udvikle bæredygtige bydele i de tre områder.

Med projektet vil parterne forsøge at skabe sammenhæng til den øvrige by gennem indsatser, som både kombinerer fysisk byudvikling med sociale, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige virkemidler, så den kommunale kernevelfærd og de boligsociale indsatser kobles sammen.

De 25 boligområder på regeringens liste over udsatte områder i 2015 svarer til godt 60.000 mennesker. Og ifølge tal fra Danmarks Statistik har et barn af forældre med få ressourcer kun 16 procent chance for at avancere på den sociale rangstige, hvis det vokser op i et udsat boligområde.

Vokser man derimod op i en bydel med mange fra middelklassen, stiger chancerne til 52 procent.

Kommer til at tage tid
Anne Skovbro peger på, at hvis man skal lykkes med at vende områdernes udvikling, er der behov for en ny tilgang, hvor man løfter blikket og ser boligområderne i sammenhæng med resten af byen. Det kræver en styrket koordinering og tværgående samarbejde mellem aktører og indsatser – og ikke mindst et langt, sejt træk.

”Det kommer til at tage tid og kræve tålmodighed, men vi vil gerne prøve at vise, om en bredere tilgang ikke kan skabe de her forandringer,” siger Anne Skovbro.

Målet er blandt andet at at skabe fysiske forandringer, der kan forbinde de udsatte områder og resten af byen. Også styrkelse af skoler, øget tryghed og en højere beskæftigelse er blandt målene.

Plus for samfundsøkonomien
Og udviklingen i de udsatte boligområder skal ikke ses som socialpolitik, men i langt højere grad som afgørende for investerings- og vækstpolitik, mener administrerende direktør i BL, der er boligselskabernes landsforening, Bent Madsen.

”Når vi formår at bryde den negative sociale arv og blandt andet får de unge mennesker ind på samfundets hovedvej med uddannelse og arbejde, så er det ikke alene meget positivt for det enkelte unge menneske, men det giver også et kæmpe plus for samfundsøkonomien på den lange bane,” siger han i en skriftlig kommentar.

Også Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), der er medlem af KL’s bestyrelse, glæder sig over det nye partnerskab.

”Gode skoler og flere i beskæftigelse skal være med til at styrke børn og unges muligheder for at bryde den sociale arv, og attraktive muligheder for bosætning skal bidrage til at tiltrække nye beboere og forbedre imaget for både boligområder og kommune,” siger Michael Ziegler og fortsætter:

”Det vil blive til glæde for beboerne og også for kommunerne i form af et mindre træk på den kommunale økonomi.”

De nye lokale udviklingsstrategier og konkrete indsatser vil blive udviklet i tæt samspil med boligområdernes beboere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Skovbro

Adm. direktør, By & Havn
civilingeniør (Aalborg Uni. 1995), ph.d. i arkitektur og design (Aalborg Uni. 2001)

Bent Madsen

Adm. direktør, BL - Danmarks Almene Boliger
cand.polit. (Københavns Uni. 1990)

Michael Ziegler

Borgmester (K), Høje Taastrup Kommune, næstformand, Konservative, formand, KL’s Løn- og Personaleudvalg
cand.polyt. (DTH 1992)

0:000:00