Minister vil justere hjemløseaftale efter kommunalt opråb: ”Det er åbenlyst, at der kan være udfordringer"

Kommunernes bekymringer for mangel på billige boliger til den nye hjemløseindsats gør indtryk på social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der varsler ændringer af rammerne. "Vi arbejder lige nu på højtryk på at få lavet nogle justeringer," siger hun. 

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er åben for at justere hjemløseaftalen for at imødekomme kommunernes bekymringer for mangel på billige boliger. 
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er åben for at justere hjemløseaftalen for at imødekomme kommunernes bekymringer for mangel på billige boliger. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Kommunernes opråb om mangel på billige boliger til den nye hjemløseindsats har fået social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil til at erklære sig parat til at justere på aftalen.

"Jeg tager bekymringerne alvorligt. Det er vigtigt, at den lovgivning, vi laver, også virker ude i virkeligheden. Der et par ting, som KL har peget på i forhold til lovgivningen, som vi er i gang med at kigge på,” siger hun til Altinget.

Den politiske aftale skal implementere housing first-tilgangen i hjemløseindsatsen og grundlæggende sikre, at flere hjemløse bliver tilbudt en permanent bolig.

Men under lovbehandlingen af de nye regler har KL blandt andet overfor Altinget udtrykt bekymring for, at mangel på billige boliger til indsatserne kan udløse en stor millionregning til kommunerne.

Det er blandt de bekymringer, der får boligministeren til at åbne for at justere på aftalen, fortæller hun.

”Vi arbejder lige nu på højtryk på at få lavet nogle justeringer. Hovedretningen (i reformen, red.) er klar, og der er opbakning til den helt bredt, men der er ikke nogen grund til ikke at justere på de punkter, hvor kommunerne siger, at vi kunne gøre det lettere for dem,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der dog ikke er villig til at gå i nærmere detaljer med, hvordan hun forestiller sig at justere på rammerne.

Læs også

Ingen detaljer 

Allerede under førstebehandlingen af det lovforslag, der skal ændre refusionsreglerne på hjemløseområdet, fortalte ministeren, at hun har bedt sit ministerie undersøge mulighederne for at give et midlertidigt huslejetilskud til boliger med en højere husleje end de 5.000 kroner i måneden, der er loftet i dag.

Forventningen er, at det kan give flere ledige boliger i særligt hovedstaden.

”Vi kigger på at ændre de ting, men jeg vil gerne være færdig med det stykke arbejde, inden vi går offentligt med det. Det er åbenlyst, at der kan være nogle udfordringer her i de store byer. Vi skal lytte på de indvendinger, der er, og så er der et stykke politisk arbejde, der skal laves.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der samlet set må blive råd til at give tilskud til færre boliger, hvis man giver mulighed for at støtte dyrere boliger. Kan det blive konsekvensen?

"Som sagt er jeg ikke færdig med at lave beregningerne, så jeg er ikke klar til at diskutere detaljerne."

Potentialet skal udnyttes

Som en del af omlægningen af hjemløseindsatsen, skal kommunerne fremover kun kunne få refusion for deres udgifter til de første 90 dages herbergsophold.

Det skal motivere den til at finde en permanent bolig til hjemløse, men KL har advaret om, der i flere kommuner slet ikke er nok ledige boliger i den rette prisklasse at anvise til.

Det kan betyde, at kommunerne ender med en økonomisk hovedpine, hvis herbergsophold må forlænges ud over de første tre måneder.

Kommunerne siger, at det vil ramme dem økonomisk, når refusionsreglerne bliver ændret. Hvordan vil du løse den problematik?

"Vi skal lade være med at foruddiskontere problemerne. Selvfølgelig er det en opgave, når man skal ændre sine indsatser. Det er også derfor, at vi har sat så mange penge af til den her forandring. Så jeg anerkender, at det kræver noget knofedt at lave det om, men kommunerne er allerede forpligtet til at sørge for gruppen af hjemløse.”

Men de får jo nogle helt andre rammer at gøre det under nu...

"Det er rigtigt, men vores vurdering er, at det her er muligt gennemføre. Der er løbende relativt mange almene familieboliger, der bliver ledige til anvisning, så der er et potentiale for at anvise flere, end man gør i dag. Det potentiale skal selvfølgelig udnyttes. Ellers giver det sig selv, at det her giver en ekstra regning," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Læs også

Tilskudspulje er åben

En anden af de udfordringer, der er opstået, siden hjemløseaftalen blev indgået i november 2021, er, at det seneste års høje inflationstal har udhulet aftalen, så der kan etableres færre billige boliger, end politikerne først forventede.

Det fik tidligere på året Enhedslisten og SF til at kræve, at boligfonden fyldes op af skattekroner, så det er muligt at fastholde det oprindelige ambitionsniveau.

Det forslag er Pernille Rosenkrantz-Theil ikke begejstret for.

Hun henviser til, at der, da kommunerne i efteråret kunne søge om penge fra fonden, ikke blev søgt om det fulde beløb.

”Jeg må gå ud fra, at hvis ikke der bliver ansøgt om det fulde beløb, der er blevet afsat i aftalen, så er det fordi, at der ikke er efterspørgsel, og at kommunerne mener, at de kan løse det ad anden vej. Og så kan jeg ikke se, at der skulle være et behov, vi ikke har dækket.”

Puljen er nu åben igen og de resterende midler kan søges af kommunerne frem til 15. maj.

Er du åben for at supplere puljen, hvis der bliver ansøgt om det fulde beløb?

"Du stiller mange hypotetiske spørgsmål. Vi skal løse de problemer, der er. Det plejer at være en god rækkefølge at gøre tingene i.”

Har du en forventning om, at der ikke bliver søgt om det fulde beløb i den runde, der slutter i maj?

"Det kan jeg ikke vide. Men det er jo penge, der kunne være søgt om i første runde, som der ikke er blevet søgt om. Vi har rigeligt at bruge penge på i vores samfund.”

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00