Østergaard efter tumultariske boligforhandlinger: Det gjorde ikke noget godt for politik

BOLIGAFTALE: Forhandlingerne om en ny boligaftale udviklede sig til den slags Christiansborgslagsmål, der svækker tilliden til politik, lyder det fra De Radikales leder, Morten Østergaard. Det havde vi også aktier i, siger han.

De Radikale bærer et ansvar for, at forhandlingerne om en ny regulering af boligmarkedet endte i hård konfrontation mellem Det Radikale Venstre og den socialdemokratiske regering. Det siger politisk leder Morten Østergaard til Altinget.

"Det er et meget godt eksempel på det, der svækker tilliden til Christiansborg. Vi kom pludselig langt væk fra renoveringer og andelshaveres vurderinger. Det er alles skyld. Men vi har også aktier i det," siger han.

"Det gjorde ikke noget godt for dansk politik. Og konkret kan man have bekymring for, om der er nogle andelshavere og lejere, der bliver skibbrudne i det her."

Kan Dybvad sit politiske håndværk?
Ifølge Østergaard var boligforhandlingerne ikke centralt på hans radar, da sagen pludselig eksploderede onsdag i sidste uge. Her meddelte boligminister Kaare Dybvad, at han opgav forhandlingerne, fordi der ikke kunne opnås enighed om en karensperiode. Ifølge ministeren var netop karensperioden afgørende for at forhindre udenlandske firmaer i at spekulere i høje huslejestigninger i forbindelse med renovering af udlejningsejendomme. Det fik den borgerlige blok og De Radikale til at fortsætte forhandlingerne på egen hånd, og torsdag annoncerede partierne, at man var nået til enighed. Undervejs kritiserede De Radikales ordfører, Jens Rohde, i hårde vendinger Kaare Dybvads håndtering af forhandlingerne.

"Jeg synes, at ministeren skulle lære sig sit håndværk," sagde han blandt andet. 

Rohdes kritik vil Østergaard "ikke gøre sig til dommer over," siger han.

"Især ikke på et tidspunkt, hvor jeg tror, alle var overraskede over, at ministeren havde droppet forhandlingerne. Men det er også derfor, jeg siger, at det blev et Christiansborg-slagsmål, og det var vi også en del af. Det tror jeg snarere bekræfter den forestilling, folk har om politik, end at det skaber den nye retning, vi gerne vil have. Men jeg har ikke noget at udsætte på Jens Rohde."

Men når du siger, at det er sådan nogle udtalelser, der svækker tilliden til politik, er du så ked af Jens Rohdes udtalelser?

"Nej, jeg er ked af enhver sammenhæng, uanset om det er os, hvor en sag får et forløb, hvor ingen kan huske, hvad det handler om, og der kun er fokus på spillet på Christiansborg. Det var DF, der pludselig fik en anden holdning til en karensperiode, end de havde først. Og der henviser DF så til hele forløbet. Jeg ville være kritisk, hvis vi havde ændret vores holdning på grund af nogle andres udtalelser. Vi lader os ikke styre af, hvad andre mener."

Så mener du, at Kaare Dybvad er god til sit politiske håndværk?

"Altså, Kaare Dybvad fik jo det, han gerne ville, da ugen var omme. Det må regeringen være utrolig tilfreds med."

Jeg håndstyrer ikke vores ordførere
Forholdet mellem Socialdemokratiet og De Radikale har været dårligt, siden Mette Frederiksen på grundlovsdag i 2018 annoncerede, at S ikke ville indgå et muligt regeringssamarbejde. Og både i forhandlingerne om det såkaldte forståelsespapir og senest under finanslovsforhandlingerne blev tonen skærpet mellem partierne.

Hvor meget af det her har handlet om boliglovgivning, og hvor meget om at straffe regeringen?

"Det handlede kun om sagen. Det har på intet tidspunkt været en strategisk sag for os. Ikke at jeg underkender vigtigheden for boligejerne og lejere, men målt op imod Europapolitikken og behovet for klimahandling i foråret, så betyder den her sag ikke så meget."

Men hvis sagen ikke betyder så meget, hvorfor øgede I så konflikten med hårde angreb på ministeren?

"Men vi øgede ikke konflikten. Det er en forsimplet analyse, når jeg ikke ved, hvor mange ministre der var ude med bandbuller mod os, fordi ministeren ensidigt havde opgivet forhandlingerne. Det er derfor, at diskussionen bliver ophedet."

Men det bidrager I vel også til, når Jens Rohde siger, at ministeren ikke kan finde ud af sit arbejde?

"Jeg håndstyrer jo ikke, hvad den enkelte ordfører siger. Det, der ændrer sagens gang, er, at DF pludselig ændrer holdning til spørgsmålet om karensperiode. Men det samlede billede – inklusive vores egen ageren – af forløbet her bekræfter et billede af politik, som handler mere om sig selv end om substansen."

Forrige artikel Kaare Dybvad: Bankerne bør vente med prisfaldsprofetier Kaare Dybvad: Bankerne bør vente med prisfaldsprofetier Næste artikel Banker forventer prisfald på andelsboliger efter ny boligaftale Banker forventer prisfald på andelsboliger efter ny boligaftale