Opgørelse afslører store forskelle på bestyrelsesløn i almene boligorganisationer

Der er tusindvis af kroner til forskel på, hvor lukrativt det er at sidde i bestyrelsen i de forskellige almene boligorganisationer, viser opgørelse fra Bolig- og Planstyrelsen. Venstre efterlyser klarhed over situationen. 

Bolig- og Planstyrelsen arbejder på en undersøgelse om direktørlønninger og bestyrelseshonorarer i almensektoren, skriver boligministeren i et svar til Folketinget. 
Bolig- og Planstyrelsen arbejder på en undersøgelse om direktørlønninger og bestyrelseshonorarer i almensektoren, skriver boligministeren i et svar til Folketinget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Bestyrelserne i landets almene bolig- og administrationsorganisationer bliver aflønnet vidt forskelligt.

Det viser en opgørelse fra Bolig- og Planstyrelsen, som boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har sendt til boligudvalget.

Her fremgår det eksempelvis, at det gennemsnitlige bestyrelseshonorar i administrationsorganisationen KAB er på 55.000 kroner om året, mens den betydeligt mindre Domea.dk udbetaler sine bestyrelsesmedlemmer et årligt honorar på omkring 95.000 kroner.

De store forskelle undrer boligordfører for Venstre, Heidi Bank.  

”Vi er nødt til at forstå baggrunden aflønningerne. Vi har en almen boligsektor, der over årene er blevet så stor og kompleks, at det virker til, at ingen rigtig ved, hvordan tingene hænger sammen,” siger hun.

Ud over de markante forskelle på gennemsnitshonoraret noterer Heidi Bank sig, at nogle bestyrelser udbetaler store honorarer i forbindelse med nybyggeri.

Eksempelvis har organisationerne AAB Vejle, Himmerland Boligforening og Frederikshavn Boligforening ifølge opgørelsen i 2019 udbetalt sine bestyrelser omkring en halv million kroner for arbejdet i forbindelse med blandt andet nybyggeri.

Derfor afventer ordføreren med spænding resultaterne af den undersøgelse af blandt andet direktørlønninger og bestyrelseshonorarer, som Bolig- og Planstyrelsen i øjeblikket arbejder på.

”Det handler ikke om, at vi ikke under bestyrelsesmedlemmerne betaling for deres arbejde, men det handler om ansvarlighed. Det er nogle lejere, der betaler for det her. Hvad får de for pengene?,” siger Heidi Bank.

BL: Meget rimeligt

Bestyrelsesvederlaget er centralt reguleret i almenboligloven, der ud fra antallet af boliger i organisationerne fastsætter et maksimalt beløb, der må udbetales.

Derfor mener Bent Madsen, direktør i BL - Danmarks Almene Boliger, at selv de højeste beløb er helt rimelige.

”Man skal huske på, at arbejdet i bestyrelserne kan tage rigtig meget af folks tid. Også i forhold til byggesager og alt muligt andet. De fastsatte takster ligger inden for et rimeligt niveau, synes jeg,” siger Bent Madsen.

Han kan ikke genkende, at der skulle mangle klarhed over situationen. Han mener desuden, at de relativt store beløb, der er blevet udbetalt for arbejdet med nybyggeri er helt naturlige.

”Man må erkende, at nogle boligorganisationer har komplicerede byggesager og tunge helhedsplaner, så bruger man en masse tid. Det er derfor, at der er en ekstra mulighed for byggesagshonorarer,” siger han.

AAB ligger i toppen

I boligorganisationen AAB er det gennemsnitlige honorar på 105.000 kroner om året, hvilket er højest af alle organisationerne i Bolig- og Planstyrelsens opgørelse.

Formand for AAB, Charles Thomassen, får selv 184.000 kroner om året for sin indsats, mens et menigt medlem af den ni mand store bestyrelse får 92.000 kroner.

Aflønningen skal ses i lyset af en arbejdsbyrde, der består i ni årlige bestyrelsesmøder, to weekendseminarer, en række udvalgsmøder og godt et månedligt møde med de enkelte boligafdelinger, forklarer Charles Thomassen.

Derfor er beløbet helt på sin plads, mener han.

”AAB udbetaler honorarer indenfor de rammer, som lovgivningen giver. Og når man kigger på, hvor stor en organisation, vi står i spidsen for, og det kæmpe ansvar, der følger med, så er det helt legitimt,” siger Charles Thomassen.

xxx

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Madsen

Adm. direktør, BL - Danmarks Almene Boliger
cand.polit. (Københavns Uni. 1990)

Heidi Bank

MF (V), valgt MF 2019-22
bank, ejendomsmægler, valuar og studier i teologi

0:000:00