Pelle Dragsted: Blackstone-aftale kan blive starten på ny boligpolitisk alliance

Ja, jeg var for hurtigt ude, da jeg i min sidste klumme konstaterede, at spekulanterne havde vundet og lejerne tabt.

Få timer efter at klummen var publiceret, havde Dansk Folkeparti skiftet hest og sikret flertal for en aftale, der lå tæt på regeringens eget udspil. De Radikales plan om en blå boligaftale faldt på gulvet med et brag.

Det er rigtig godt nyt for den femtedel af danskerne, der bor i private lejeboliger. For selv om aftalen ikke er så vidtgående, som SF og Enhedslisten havde ønsket, vil den dæmpe de massive huslejestigninger i de store byer. Samtidig får lejerne en række nye vigtige rettigheder – blandt andet gennem en markant styrkelse af huslejenævnene.

Samlet set er aftalen uden tvivl det største fremskridt for lejerne i årtier. Aftalen sikrer også, at andelsboligejerne ikke rammes. Faktisk får også andelsboligforeningerne en række nye fordele.

Spørgsmålet er, om aftalen er en enlig svale, eller om den kan blive starten på en ny boligpolitisk alliance mellem regeringen, venstrefløjen og Dansk Folkeparti.

Boligminister Kaare Dybvad (S) har sat en ambitiøs boligpolitisk agenda – ikke mindst i forhold til at få etableret langt flere almene boliger i de store byer. Og allerede i de kommende måneder skal der forhandles en stor aftale om anvendelse af midlerne i Landsbyggefonden.

Hvis Dansk Folkeparti, der ligesom venstrefløjen har mange lejere blandt sine vælgere, er parat til at levere flertallet, så kan det give boligministeren langt bedre muligheder for at komme i mål med en boligpolitisk offensiv. Det vil i særdeleshed være godt nyt for de danske lejere, der i mange år har været en alt for overset gruppe.

Men de politiske konsekvenser af det dramatiske døgn kan række langt ud over boligområdet. Der er muligvis tale om en markant forandring af hele de politiske landskab.

Som Altinget politiske kommentator, Erik Holstein, har påpeget, så viser begivenhederne igen, at De Radikale har mistet den unikke position, som partiet traditionelt har haft qua dets mulighed for at skifte side og bringe en socialdemokratisk regering i mindretal.

De Radikale har stadig mulighed for at skabe et andet flertal. Men det har de andre partier i den røde blok også, hvis Dansk Folkeparti er parat til at levere mandaterne.

Denne nye situation kan føre relationerne i regeringsblokken i to modsatgående retninger.

Det kan føre til endnu mere konflikt med De Radikale, som efter det ydmygende nederlag vil se sig om efter næste lejlighed til at spænde ben for regeringen. Men det kan også føre til en erkendelse hos De Radikale om, at de ikke har en særstilling i forhold til de andre partier i blokken.

At der i stedet må findes en balance, hvor ingen kan kommandere rundt med de andre, og hvor der er en respekt for de andre partiers smertegrænser. Jeg krydser fingre for det sidste.

Der er en stor fællesmængde i den rød-grønne blok, så samarbejdet behøver ikke at være præget af konflikt og gensidige benspænd.

Det kommende år vil formentlig gøre os klogere på, hvilken vej De Radikale vælger. I foråret vil regeringen fremlægge sit forslag om tidligere pensionsalder til Arne og andre nedslidte lønmodtagere.

De Radikale er lodret imod en differentieret pensionsalder, så hvis aftalen skal i hus, bliver det igen Dansk Folkeparti, der skal erstatte de radikale mandater.