Parcelhusejerne: Klemmen skal omgås og løsnes

Af Allan Malskær
Landsformand, Parcelhusejernes Landsforening

Hvad holder kreditklemmen egentlig på? Lukker klemmen for noget, der er skadeligt for andre, eller er det en udsultning af en del af Danmark?

Løsningen ligger i et modpres over for årsagerne og ikke en behandling af dette symptom på, at der er noget alvorligt galt. Det er snublende let at sige, at der skal da bare gives realkreditlån og garantier, men sådan er verden ikke skruet sammen – for hvem skal betale og tage risikoen?

Der skal være en kant på debatten om udkanten, fordi der er ikke plads og tid til sukkersøde medløbsløsninger, der udskyder og omfordeler problemerne. Derfor mener Parcelhusejernes Landsforening (PL), at der skal andre metoder end en ”koldbrand” til, for at løse problemerne.

Kreditsystemet kan opfattes som en årepresse på den økonomiske åre. Men man skal huske, at hvis man ikke løsner presset en gang i mellem, så får patienten koldbrand, og så er amputation eneste løsning. Så man kan ikke bare lade stå til. Ved ikke at tage nogen beslutninger, da tager man nemlig også en beslutning. Men der er derude på kanten en udvikling, som mange vist er klar over, er eskalerende, men som ingen åbenbart pt. er parat til at gøre noget ved politisk.

Mangeartede årsager
Årsagerne er mangeartede og fremgår delvist af andre indlæg i debatten. Men det skal afdækkes omhyggeligt, både hvilken palet der er af problemer, og hvilken palet der er af løsninger.

Mikro-diversitet kan ikke ses med makrobriller. Så ned og forstør og find lokalt tilpasselige løsninger med en overordnet garanti og andre kreative tiltag, måske med afsæt i andelstanken.

Allan Malskær
Landsformand, Parcelhusejernes Landsforening

Hvad er det faktuelt, der ikke flyder igennem i økonomien, og er der et faktuelt pres på den økonomiske åre, der er klemt sammen? Hvis svaret er ja, så er det naturligt at afdække, hvorfor økonomien så ikke finder andre veje at flyde.

Der er svaret måske, at det er fordi problemet er reelt, nemlig at der er for stor tabsrisiko. Hvis man tager den vinkel, så er det fuldt ud korrekt, at der ikke gives realkreditlån og banklån m.v., uden at risikoen afspejles i enten rente eller i kombination med garantier og tilskud. Vi har i så fald et samfundsproblem, og den øgede risiko skal ikke betales af de andre låntagere i form af bidrag eller lavere obligationskurser. Det er ikke realkredittens og bankernes skyld. Det er for nemt bare at skyde skylden på realkreditten, når de, der bor i det såkaldte ”udkantsdanmark”, ikke kan få eller kun få lav realkreditbelåning. 

Ikke acceptere usikkerhed om realkreditobligationer
Det, der er det centrale problem, er, at realkreditten og tilsyn er tvunget til at se på Danmark som en helhed med ens regler for hele landet. Sådan er vores unikke realkreditsystem skruet sammen, og PL kan ikke acceptere nogen form for tvivl om sikkerhederne bag obligationerne.

Virkelighedens verden er dog, at Danmark ikke er en helhed. Der er metropolerne, der er ”dem, der er tæt på” - og så er der ”resten”. Det skal man acceptere, før man ser på løsninger. Dermed kan man også lettere acceptere, at der skal være variationsmuligheder for løsningerne de forskellige steder i landet, uanset om man så kalder det udkant eller ”dem, der er tæt på”.

Afvandringen og omflytningerne er skabt af vores eget samfundspolitiske system, og vi har endnu ikke løst de basale problemer. Der kan politikerne ikke erklære sig uskyldige og må indse, at der også skal tages ikke populære holdninger. Således som samfundet er skruet sammen nu, så sker der en centralisering af alt og alle omkring nogle få metropoler og mellemstore byer.

Vi er i den situation, at manglende makrotiltag betyder, at det på mikroniveauet er familier i de ramte områder, der tager en stor risiko, er låst fast og taber stort. Der er en uacceptabel, dårlig udnyttelse af store samfundsressourcer, når ejendomme forfalder, og der mangler initiativer og mobilitet. Det er et alt for stort samfundstab, hvis man kun lader problemerne løses over tidsfaktoren og af økonomien. Det er altid bedre at beskære et træ fornuftigt i tide end at lade træet dominere af vildt, ustyret forfald og vildskud.

Økonomisk sandwich kan løsne
Så er man tilbage ved det evigtgyldige spørgsmål; nemlig: Hvem skal betale? Det er et politisk problem, men også en privat personlig risiko, som stadig færre vil eller kan påtage sig.

Kreditklemmen, andre kreditrestriktioner, højere omkostninger for den enkelte og samfundet er måske i realiteten en nødvendig konsekvens. Men dette skal kombineres med en stærkere guidning af, hvor der fortsat skal være bebyggelse, og hvor der skal fjernes overflødige ejendomme.

Det skal overvejes, om der kan etableres en økonomisk sandwich, hvor man omgår de problemer, der er på realkreditområdet, ved at aflaste denne finansielle og billige ”hovedåre”, så økonomien også kan flyde på en anden måde. Realkreditten kan være basis i kombination med banklån, gerne delvist med garantier og mikrosamfunds-pantebreve. Men det skal samtidig være accepteret, at den løsning kræver, at man også selv som ejendomsejer tager en pæn risiko, men at man til gengæld i en eller anden form får en garanti for, at man kan få ejendommen realiseret til en minimumspris. I dag sidder familien som gidsel for hele ejendommens belånte og selvfinansierede ”friværdi”, og derfor er der for få, der tør satse på at købe. Men vidste en køber, at der var en delvis begrænsning af tabsrisikoen, kom der sikkert nye købere på banen.

Bankerne skal i spil, og det kan de måske komme, hvis der åbnes for mixbanklån med en vis statslig og/eller forsikringsbaseret puljegaranti, men hvor kreditvurderingen sker hos den långivende bank, der har det lokale kendskab til egnen og familien. Men løbetiden skal ikke være for lang, og der skal afdrages hurtigere end efter det annuitetsprincippet, der gælder i realkreditten, hvor der næsten ikke er afdrag de første mange år. Mikro-diversitet kan ikke ses med makrobriller. Så ned og forstør og find lokalt tilpasselige løsninger med en overordnet garanti og andre kreative tiltag, måske med afsæt i andelstanken.

Usælgelige huse giver livstidsgæld
Tænk på de ulykkelige familier, der har deres formue og gæld i et hus, der ikke kan sælges. Skulle de være så heldige efter at have sat huset ned i pris at finde en anden, der vil overtage dette hus, så har de det selv bedre, men tør de mon, eller kan de senere købe et andet hus igen? Sikkert ikke!  Så den tabsrisiko skal ændres til, at det er muligt at komme af med husene til en vis minimumspris. Havde det været et aktieselskab eller et ApS, kunne man bare lukke selskabet, men det kan en familie ikke - de hæfter med alt, også fremtidig indtægt.

Mange lønninger, for eksempel lærerlønnen, er næsten de samme i hele landet, men de, der bor som lærere i metropolerne, skal ikke ukritisk over personskatter, ejendomsskatter og realkreditbidrag m.v., betale til dem, der for markant lavere udgift kan bo i store huse. Indregn samtidig, at der i ”udkanten” er fordele ved lavere skatter og mindre boligudgifter. Ja, man har usikkerheden, men der er så absolut også mange fordele, hvilket skal samtænkes og accepteres som reducerende for ulemperne ved lavere belåningsgrad og højere rente. Omfordeling ikke et emne, men det er lånesikkerheden – og så vil priserne også stige, når der er tryghed.

PL ser i øvrigt også et andet problem, som vi frygter. Der er allerede nu mange situationer, hvor realkreditten endog slet ikke byder en krone ind i deres pant - de vil simpelthen ikke have en svært sælgelig og omkostningstung ejendom liggende. Og det sker, uanset hvad man som ejer mener, at ejendommen er værd. Det ser vi som et stort problem, idet det jo så er den stakkels familie, der sidder med hele lånets restbeløb, som de så i princippet kan forfølges for i resten af deres liv. Her kan man måske få gældssanering - det skal så skattefinansieres, men hvorfor ikke gøre en indsats, før det går galt!