Radikale: Familiedynastier skal ikke have forrang til andelsboliger

Radikale Venstres boligpolitik er konsekvent båret af ønsket om at fremme blandede beboelsesformer, så der ved fremtidig lokal- og regional planlægning skal sikres, at leje-, eje-, almennyttige og andelsboliger blandes, så vi undgår reservater.

Med en sådan blandet beboelse kan vi modvirke, at vi alene bosætter os med andre med identiske livsvilkår, og dermed øges forhåbentlig sammenhængskraften og solidariteten i samfundet, når vi som samboende i et område lærer hinanden at kende.

Den sociale arv kan blive brudt i børnehaveklassen. Vel at mærke, hvis der er kammerater, som kommer fra forskellige socialklasser. Undersøgelser viser, at det allerede er for sent i første klasse.

Det er et problem, hvis billige boliger beholdes indenfor familiedynastier på grund af forkøbsret til familiemedlemmer.  

Susan Kronborg (R)
Boligordfører

Ikke flere penge under bordet

Et vigtigt element i denne sammenhæng er andelsboligen, der særligt i de større byer har vist sig som et egnet alternativ til særligt ejerlejligheden, men som også – primært via valuarvurderinger – har været præget af store prisstigninger særligt i de større byer.

I forlængelse heraf ser vi frem til boligminister Christian Rabjerg Madsens forslag til det, ministeren kalder "spekulationsfrie" andelsboligforeninger.

Men allerede nu kan vi konstatere, at der er nogle strukturelle problemer ved en sådan model.

Hidtil har lovgivningen på området ikke tvunget en andelsboligforening til at benytte valuarvurderinger, og når det alligevel er sket i udstrakt grad, skyldes det formentlig udsigten til økonomisk gevinst for de enkelte andelshavere.

En spekulationsfri model må derfor formentlig medføre, at andelsboligforeningen afskæres fra at overgå til valuarvurderinger og markedstilpasning, ligesom omfang og sammensætning af belåning formentlig skal reguleres – og det kan rejse andre problemstillinger. Det er kun foreningen, som hjemtager lån, og her er det farligt, hvis man ikke er opmærksom på for eksempel swap-lån.

Der vil således kunne opstå et stort gab mellem de spekulationsfrie andelsboligforeninger og de øvrige andelsboliger. Dermed øges risikoen for "penge under bordet" ved overgang. Mange købere vil være interesseret i den billige andelsbolig, hvis bygningen overfor og ved siden af er tre gange så dyr. Det er en allerede kendt problemstilling inden for andelsboliger.

Det må også overvejes, om der skal stilles strenge krav i forhold til transparens vedrørende ventelister til boligerne, herunder lovgivningsmæssige krav til foreningens vedtægter, så der i videst mulige omfang sikres lige adgang til boligerne.

Det er et problem, hvis billige boliger beholdes indenfor familiedynastier på grund af forkøbsret til familiemedlemmer.

Svært at spå om konsekvenser

En ordning vil også skulle tage højde for prisfald, markedstilpasning og nedsættelse af andelskronen. Og disse faktorer er også afgørende for, at andelsboligen overhovedet kan sælges. Alternativet ville kunne være et stort antal insolvente foreninger.

Dernæst må det naturligvis overvejes, hvilke konsekvenser det har på det øvrige boligmarked, hvis en større del af boligmassen permanent undtages fra de markedsmekanismer, som det øvrige marked er underlagt, altså udbud og efterspørgsel.

Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at vurdere sådanne konsekvenser. Vil det for eksempel medføre yderligere prisstigninger for ejerlejligheder og spekulationsdrevne andelsboligforeninger, fordi nogle vil fravælge spekulationsfrie andelsboligforeninger?

Det vil jeg lægge vægt på at få afklaret i det videre arbejde, når ministeren indkalder til forhandlinger.

Radikale er positive overfor tiltag, der kan skabe nye, blandede beboelsesformer, herunder nye modeller for andelsboliger.

Susan Kronborg (R)
Boligordfører

Er spekulationsfri andelsboliger realistiske?

Som anført er vi i Radikale Venstre som udgangspunkt positive overfor tiltag, der kan skabe nye, blandede beboelsesformer, herunder nye modeller for andelsboliger. Her er vores foreløbige vurdering, at den socialdemokratiske pil nok nærmere peger mod flere almennyttige boliger, frem for flere andelsboliger, når målet er, at "alle" skal have råd til en bolig i landets større byer.

Det egentlige slag for flere spekulationsfrie andelsboligforeninger og almennyttige boligforeninger udkæmpes i øvrigt ovre i planloven eller lovgivning afledt deraf, da allokering af arealer til særlige beboelsesformer er helt afgørende for, hvad lodsejere kan sælge til og for.

Og medmindre loven tvinger, er der næppe særlige holdepunkter at lægge til grund for, at lodsejere generelt er så idealistiske, at de vil foretrække at sælge en byggegrund til en spekulationsfri andelsboligforening for en lav salgssum fremfor til en ejerlejlighedsinvestor til en høj salgssum.

På tilsvarende vis skal vi muligvis også se på reglerne om tilbudspligt i lejelovgivningen og se, om der er realistiske muligheder for yderligere at understøtte etableringen af spekulationsfri andelsboliger. En ejendomsejer skal give lejerne forkøbsret med henblik på at stifte en andelsforening.

Ministerens overvejelser er interessante, men som det forhåbentligt fremgår, er området særdeles komplekst og kræver en nøje gennemgang og overvejelse. Vi ser i Radikale frem til ministerens nærmere præsentation af sine tanker.