Rami Zouzou: Det halter stadig med den sociale og kulturelle integration

Af Rami Panduro Zouzou
Cand.mag. i historie, konsulent

Sammenhængskraften i samfundet vil på den lange bane komme under pres, fordi man i den vedvarende integrationsdebat har alt for entydig fokus på uddannelse og job som indikatorer for, hvordan det står til med integrationen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Man har simpelthen endnu ikke for alvor taget hul på debatten om, hvordan man håndterer den sociale integration.

Og det er desværre de piger, der er ofre for social kontrol, der bliver taberne.   

I alt for mange år har vi stirret os blinde på økonomiske nøgletal, når vi har talt om integrationen. Og siden Hjarn Von Zernichow i 2019 udkom med sin bog 'Integration – her går det godt', har en lang række meningsdannere og politikere ikke kunnet få armene ned over, hvor godt det går med integrationen af ikkevestlige indvandrere i Danmark.

Bogen konkluderer blandt andet, at 78 procent af de unge nydanskere er under beskæftigelse eller uddannelse. Der refereres derfor lystigt til konklusionerne, når integrationskonsulenter, brobyggere og dialogkaffedrikkere skal udtale sig om integrationens rette tilstand.  

Kan ikke vælge Viggo
Det er jo fint, at det går fremad med den økonomiske integration. Det, vi desværre ikke kan læse i de økonomiske nøgletal, er, hvordan det går med den sociale integration.

Uanset hvor mange nydanskere, der er kommet i arbejde de seneste år, er det stadig et ubestrideligt faktum, at personer, primært af muslimsk herkomst, foretrækker at finde en partner, der deler samme religion som dem selv.

Rami Panduro Zouzou
Cand.mag. i historie og konsulent

Hvordan står det til med motivationen og lysten til at blive en del af det sociale og kulturelle fællesskab, som er det, der konstituerer tilliden mellem forskellige befolkningsgrupper, og som historisk set har haft allerstørst betydning for sammenhængskraften i den moderne nationalstat? Her halter det desværre en smule

For uanset hvor mange nydanskere, der er kommet i arbejde de seneste år, er det stadig et ubestrideligt faktum, at personer, primært af muslimsk herkomst, foretrækker at finde en partner, der deler samme religion som dem selv.

Uanset hvor fine eksamenspapirer mange piger født af forældre med rødder i Libanon, Syrien eller Somalia end kan fremvise, er det de færreste af de piger, der har friheden til at have en kæreste, der lyder navnet Viggo endsige vælge en ægtemand, der har fejret konfirmation.

Brug for opgør med diskurs
Derfor kan vi i disse dage stadig læse om parallelsamfund, social kontrol og piger på flugt fra tvangsægteskaber. Men det hører man sjældent om, når integrationens rette tilstand skal vurderes. Det er ikke det, der dominerer den politiske diskurs, når vi snakker integrationslovgivning og integrationsprojekter.

Her forsøger man stadig at undgå den svære dialog om social kontrol ved at konstant at henvise til statistikker fra folk som Hjarn Von Zernichow i stedet for at tage opgøret med dem, der forhindrer veluddannede piger, der er født og opvokset i Danmark, i at leve et liv, hvor de frit kan vælge kæreste og ægtemand.

For det opgør løses jo ikke af de mange integrationsprojekter rundtomkring i landet med overvejende fokus på uddannelse og job, som det offentlige til stadighed overfinansierer. Projekter, der, hvis vi lægger tallene fra Hjarn Von Zernichow til grund, jo bliver mere og mere overflødige.

Der er derfor brug for et opgør med den integrationspolitiske diskurs. Behov for at en drøftelse om, hvordan vi kan følge den økonomiske integration op med social integration.

Derfor bør alle, politikere, dialogkaffedrikkere, brobyggere og integrationskonsulenter stå fast på et ufravigeligt krav om, at i Danmark har alle piger, uanset etniske eller kulturel baggrund, lige meget frihed.

Frihed til at gå i svømmehallen eller på diskotek, med hvem de vil. Frihed til at have kærester og indgå ægteskaber med drenge, der har rødder i Aalborg, Aarhus eller København. I hvert fald hvis vi vil gøre op med parallelsamfund, styrke den sociale sammenhængskraft på den lange bane og hjælper pigerne ud af den sociale kontrols fængsel.