Debat

S vil sikre tryghed på andelsboligmarkedet

DEBAT: Andelsboligmarkedet skal være for alle, så vi får trygge andelskøbere og mangfoldige boligområder frem for prisstigninger og opdelte byer. Sådan skriver folketingsmedlem og boligordfører for Socialdemokraterne, Jan Johansen, og langer ud efter Venstre.

 

Kvarterer med blandede boligformer, gennemsigtighed i køb og salg af andelsboliger og overkommelige priser, der giver plads til alle på boligmarkedet, er vejen frem, hvis man spørger boligordfører for Socialdemokraterne, Jan Johansen.
Kvarterer med blandede boligformer, gennemsigtighed i køb og salg af andelsboliger og overkommelige priser, der giver plads til alle på boligmarkedet, er vejen frem, hvis man spørger boligordfører for Socialdemokraterne, Jan Johansen.Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Johansen
Folketingsmedlem og boligordfører for Socialdemokraterne

De første andelsboliger så dagens lys for omkring 100 år siden. Andelsboligen har lige siden været et billigt alternativ til ejerboligen, men får Venstre og de øvrige borgerlige partier magt, som de har agt, så kan andelsboligens historie snart være slut.

I Venstres boligpolitiske udspil fra september 2014 lægger Venstre nemlig op til at fjerne maksimalprisen for andelsboliger. Står det til Venstre skal andelsboliger fremover sælges til markedsprisen. Et forslag, som hurtigt fik opbakning af Liberal Alliance og Konservative, mens Dansk Folkeparti tilsyneladende ikke har taget endelig stilling til forslaget endnu. 

Andelsboligen skal være for alle
Det har vi til gengæld hos Socialdemokraterne. Venstres forslag er et voldsomt opgør med hele vores andelsboligtanke. Andelsboligerne er - og står det til Socialdemokraterne, bør de fortsat være - et billigt alternativ til ejerboligerne, netop fordi prisstigningerne er reguleret. 

For Socialdemokraterne er det vigtigt, at vi sikrer tryghed omkring vores andelsboligmarked. Vi skærper derfor kravene ved stiftelse af nye andelsboligforeninger, ligesom vi siger nej til Venstres liberalistiske boligeksperimenter på andelsboligmarkedet.

Jan Johansen
Boligordfører for Socialdemokraterne

Med Venstres forslag vil priserne på andelsboliger stryge markant i vejret. I Altingets debatrække om andelsboliger har Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, og direktør for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Jan Hansen, ligeledes fremhævet, at en fjernelse af maksimalprisbestemmelsen vil betyde dyrere andelsboliger og færre boliger til fornuftige priser i byerne.

Socialdemokraterne ønsker i modsætning til Venstre, at vi beholder maksimalprisen, der er den øvre grænse en andelsbolig må sælges for, så familier med en almindelig indkomst også i fremtiden kan have råd til at købe en andelsbolig i byen. 

Som jeg skrev i min sidste klumme, så skal vi bevare andelsboligen, så storbyen ikke kun bliver for de mest velhavende. 

Flere, bedre og billige boliger
”Fremtidens Danmark” hed Socialdemokraternes partiprogram i 1945. Her var målet, at vi skulle have flere boliger, bedre boliger og billige boliger. 

De mål har vi fortsat. Alle danskere skal have mulighed for at få en ordentlig, tidssvarende og sund bolig, hvor man kan bo trygt, og som er i overensstemmelse med ens økonomiske muligheder.

Socialdemokraterne har derfor gjort det billigere for kommunerne at bygge almene familie-, ungdoms-, og ældreboliger ved at nedsætte den kommunale grundskyld. Og vi har øget Landsbyggefondens investeringsramme fra 2011-16 til 29 mia. kr. til renovering af almene boliger.

Vi holder også fast i målet om billige boliger. Derfor står vi vagt om huslejereguleringen, når det gælder de private udlejningsboliger - i modsætning til Venstres Søren Pind, der vil sætte huslejen fri. Og derfor holder vi fast i en maksimalpris på andelsboliger i modsætning til Venstre, der vil slippe markedet frit.  

Alle skal med
Ud over flere, bedre og billige boliger er vi fra socialdemokratisk side også meget optaget af at skabe blandede boligområder. Socialdemokraterne har på sin netop afholdte kongres vedtaget arbejdsprogrammet ”Alle skal med”, der er et opgør med den negative sociale arv. Et af vores mål er at gå op mod opsplitningen af vores byer med rige og fattige kvarterer. Vi skal i stedet skabe blandede boligformer, så vi ikke skaber parallelsamfund. Alle skal have lige muligheder, lige meget hvor de bor. 

Derfor er et af de konkrete initiativer, som vi vil arbejde videre med, at man ved grundsalg til nye boligområder kan kræve, at en vis andel af boligmassen skal være almennyttig, så kommunerne netop får mulighed for at skabe blandede boligområder. 

Hvis Venstre får held med at liberalisere andelsboligmarkedet, så er jeg meget bange for, at det vil betyde en større opsplitning af vores byer, hvor langt de fleste andelsboliger er beliggende. 

Hvor direktøren, funktionæren, den ufaglærte og den arbejdsløse i dag kan bo dør om dør i andelsboligforeningen, så risikerer vi med Venstres liberalistiske boligeksperiment, at andelsboligen i byen kun bliver for de velbjergede. Det vil også have den konsekvens, at direktørens og den arbejdsløses børn heller ikke mødes i den lokale folkeskole. De, der har mindst, vil blive presset ud af byerne. 

Derfor er Venstres forslag om at sælge andelsboliger til markedsprisen en farlig vej at betræde.

Vi skal skabe tryghed om vores andelsboliger
Socialdemokraterne er store tilhængere af andelsboligtanken, som vi skal værne om. Vi har derfor også øget gennemsigtigheden i forbindelse med køb og salg af andelsboliger, så vi sikrer et velfungerende andelsboligmarked med tryghed for kommende købere.

Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så har vi indført en risikomærkning af lån, krav om fremlæggelse af nøgletal om foreningens økonomi ved andelsbolighandler og en to-årig karensperiode for værdiansættelse af foreningens ejendom. 

Dertil kommer, at vi i den kommende folketingssamling lægger op til yderligere ændringer i andelsboligloven. Målet med det kommende lovforslag, der netop har været i høring, er at tage nye tiltag til at sikre tilliden til andelsboligmarkedet. Med forslaget vil vi sikre, at andelsboligforeninger fremover stiftes på et solidt økonomisk fundament, så vi undgår, at nye andelsboligforeninger løber ind i økonomiske problemer, som det er set i nogle andelsboligforeninger de senere år. 

Større krav til nye andelsboligforeninger
Vi lægger konkret op til, at der stilles skærpede krav til stiftelse af andelsboligforeninger med krav om retvisende og sammenlignelige budgetter, der skal indeholde udgifter til vedligeholdelse af andelsboligforeningens ejendom. Ligesom budgetterne heller ikke må indeholde indtægter for fremtidige salg af ledige lejelejligheder, da det giver et usikkert billede af økonomien. Og så udvides kravet, om at penge- og realkreditinstitutter skal udlevere finansielle nøgleoplysninger om foreningen, til også at omfatte andre långivere. 

For Socialdemokraterne er det vigtigt, at vi sikrer tryghed omkring vores andelsboligmarked. Vi skærper derfor kravene ved stiftelse af nye andelsboligforeninger, ligesom vi siger nej til Venstres liberalistiske boligeksperimenter på andelsboligmarkedet. Det skaber tryghed på andelsboligmarkedet og fastholder andelsboligen som et billigt alternativ til ejerboligen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00