SF-byrådsmedlem: Hvor bliver de kvindelige hjemløse af?

Af Bente Borg Donkin (SF)
Byrådsmedlem, Helsingør Kommune

SFI afrapporterer hvert andet år udviklingen på hjemløseområdet. Antallet af hjemløse er støt stigende, og i kølvandet på rapporterne iværksættes mange gode, velmenende initiativer til at imødegå de store menneskelige konsekvenser af hjemløshed.

I Helsingør Kommune (62.000 borgere), hvor jeg kommer fra, havde vi i 2009 35 hjemløse, i 2011 43 hjemløse, i 2013 53 hjemløse, og i 2015-tællingen er vi oppe på 71. Vi har i samme periode nedsat et Udsatteråd under Socialudvalget for at give synlighed og dialog med aktører på udsatteområdet.

Er kurven knækket?
Der er oprettet et lokalt tilgængeligt herberg med 10 pladser, som i 2016 er udvidet med yderligere 4 pladser. Vi har et værested, ”Klubben”, som dagligt giver støtte til praktiske gøremål efter Servicelovens § 79. Der gives årligt tilskud til oprettelse af lokale varmestuer. Der er i sidste budgetaftale opnormeret med tilbud om socialrådgivning på herberget. Kommunen samarbejder med boligselskaberne og iværksætter opsøgende indsats for at forebygge boligudsættelser.

I 2014 igangsattes initiativet "Housing First" med tilbud om socialpædagogisk støtte til at beholde egen bolig. Kommunale gademedarbejdere opsøger hjemløse på gaden, og gennem kontakt og relationsopbygning forsøger man at hjælpe til kontakt med sagsbehandler. For at øge udbuddet af betalbare og brugbare boliger til hjemløse, er der igangsat etablering af 10 boliger med særligt fokus på ’skæve’ borgere, der har brug for luft omkring sig, så boligen bliver et hjem.

I kommunen samarbejdes med to private aktører; Kirkens Korshær med varmestue for 225 brugere og dagligt hjem for 11 mennesker og Frelsens Hær med natvarmestue fra kl. 21 til kl. 8 og ugentlige madtilbud.

De hjemløse kvinder er synlige i statistikkerne (hvor de udgør 22 pct. af alle hjemløse), men usynlige i gadebilledet og i vore tilbud.

Bente Borg Donkin (SF)
Byrådsmedlem, Helsingør Kommune

Men virker initiativerne? Tilsyneladende ikke overbevisende, hvis man kun kikker på de rå tal. Selvom vi har mange tilbud til dem, der allerede er hjemløse, så er det jo ikke lykkedes os at knække kurven. Antallet af hjemløse stiger år for år, og mønsteret er det samme i andre større provinsbyer.

Særligt hensyn til kvinder
Og når vi ser, hvem der benytter ovenstående tilbud, så er det påfaldende, at hjemløse mænd dominerer billedet, og at kvinderne er næsten fraværende. De hjemløse kvinder er synlige i statistikkerne (hvor de udgør 22 pct. af alle hjemløse), men usynlige i gadebilledet og i vore tilbud.

Vi kan kun gisne om, hvor de forsvinder hen. Der kommer kun få kvinder på vores herberg, og de finder åbenbart andre overnatningsmuligheder hos familie, venner eller andre steder, hvor de i værste fald kan være udsat for vold og overgreb. Måske trækker storbyen København, hvor det er muligt at gemme sig i vrimlen.

Den sociale skam kan føles større i en lille provinsby. I Helsingør har vi ikke (endnu) tilbud der kan målrettes særlige grupper, som f.eks København har succes med. Her kigges med misundelse på initiativer som Cafe Klare.

Her kan kvinder ud over akut ly og overnatning, få rådgivning og vejledning til at få igangsat en social handleplan tidligt i deres hjemløseliv. Der er brug for en ”fast track” tilgang til støtte i vores borgerservice, inden hjemløselivet sætter sine voldsomme spor. Vi skal have skabt et samarbejde hvor hjemløse kvinders særlige fysiske og sociale behov bliver anerkendt og imødegået.

Alle hjemløse fortjener at blive set som mennesker i nød. Men min påstand er, at kvinder er ekstra udsat. De har anderledes hygiejnebehov, rammes hårdere af kulde, påvirkes voldsommere af misbrug og kroniske sygdomme og psykiske lidelser, hvilket bekræftes i sundhedsstatistikker. Det skønnes at der årligt på landsplan kommer 13–15.000 nye hjemløse hvert år. Måske skal vi for at behandle hjemløse lige, gøre noget forskelligt for dem.