Skybrudsregning vokser til 6 milliarder

16. august 2012 kl. 18:40
FORSIKRING: Ny opgørelse fra Forsikring & Pension viser, at den endelige regning for sidste års skybrud lander på 6 milliarder kroner.
| Flere

Der er tilsyneladende ingen ende på regningen fra sidste års skybrud 2. juli over København og Frederiksberg.

Først anslog forsikringsselskaberne, at der var anrettet skade for 3 milliarder kroner. Efterfølgende er dette beløb hævet igen og igen - i takt med, at man møjsommeligt arbejdede sig mod bunden af den enorme bunke på i alt 90.644 skadesanmeldelser.

I april meldte brancheorganisation Forsikring & Pension så ud, at nu var boet gjort op: 4,9 milliarder kroner lød regningen på, hvoraf de 20.564 erhvervsskader tegnede sig for 3,2 milliarder kroner i erstatninger.

Men nu, forklarer underdirektør i Forsikring & Pension, Torben Weiss Garne, skulle det altså være ganske vist - de endelige tal.

"En fornyet opgørelse over skaderne fra 2. juli viser, at det samlede beløb snarere ender på 6 milliarder kroner, og ikke de 4,9 milliarder, som vores sidste bud lød på," fortæller han til Altinget | Teknik.

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK