Debat

Socialdemokrat: Stop jyden og den evindelige københavner-bashing

DEBAT: Der er skabt en metafortælling om den rige hovedstad versus den udsultede provins, den kreative elite versus produktionsdanmark, som kan retfærdiggøre næsten et hvilket som helst symbolpolitisk tiltag for et ”Danmark i bedre balance”. Det må snart høre op, mener folketingskandidat Niels E. Bjerrum.

Københavner-bashing er blevet en politisk trend på Christiansborg, mener Niels E. Bjerrum (S).
Københavner-bashing er blevet en politisk trend på Christiansborg, mener Niels E. Bjerrum (S).Foto: Heine Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels E. Bjerrum (S)
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat

Hovedstaden mangler en stærkere stemme i Folketinget.

Vi har en dejlig by med et væld af muligheder, og med en bedre og mindre rigid lovgivning kunne hovedstaden blive fredeligere, forbedre sin skæve boligpolitik og skrue gevaldigt ned for luftforureningen.

Men Folketinget spænder ben igen og igen. Ofte er det svært at se andre argumenter, end at nu skal de københavnere ikke komme for godt i gang.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I mine år i Københavns Borgerrepræsentation har jeg gang på gang set, hvordan national lovgivning forhindrer København og området som helhed i at udleve sit fulde potentiale som verdens bedste by. Det vil jeg i Folketinget og lave om på.

Fri hash og renere luft
Hvis Borgerrepræsentationen kunne få lov af Christiansborg, ville København for eksempel kunne skærpe kravene til biltrafikkens dødelige forurening, indføre bopælspligt i alle lejligheder fra dag et, så dyre lejligheder ikke står tomme det meste af året, og vi kunne legalisere hash og på den måde stoppepengestrømmen til  de bander, der hærger byens gader.

For mig er det helt afgørende valgtema at bekæmpe den hovedstadsfjendske og skævvridende politik, der føres i det nuværende folketing.

Niels E. Bjerrum (S)
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat

Jeg har svært ved at se, at nogle af de ting vil være til ulempe for resten af Danmark − tværtimod. Og listen af begrænsninger, som Folketinget påfører hovedstadens ellers positive udvikling, er desværre alenlang.

For mig er det helt afgørende valgtema derfor at bekæmpe den hovedstadsfjendske og skævvridende politik, der føres i det nuværende folketing. Der er behov for en klar og tydelig københavnerstemme på Christiansborg – én, som vil sige fra og slås for hovedstadens interesser. Den stemme vil jeg være.

Stop dumme og dyre udflytninger
Jeg vil sætte en stopper for flere udflytninger af statslige arbejdspladser, der ganske enkelt er symbolpolitisk spild af fællesskabets penge. Det er åbenlyst en alt for dum, dyr og kortsigtet måde at skabe vækst rundt omkring i landet på, og i mine øjne er det selve symbolet på den københavner-bashing, der desværre er den politiske trend for tiden.

Det samme gælder, når det handler om urimelige udligningsordninger, der trækker penge ud af trængte kommunekasser i hovedstadsområdet, for at der for eksempel kan bygges svømmehaller og idrætsfaciliteter i landets tyndest befolkede områder.

Alt dette sker, uden at Folketinget forholder sig til de langt større drifts- og leveomkostninger, man har som kommune og borger i hovedstadsområdet. Og så har jeg slet ikke nævnt de langt flere og langt mere udgiftstunge sociale udfordringer, der samler sig i landets største by.

Omvendt Robin Hood
Sammenligner man københavneres gennemsnitlige rådighedsbeløb efter fradrag af leveomkostninger og faste udgifter med den økonomiske situation for borgere i mange af de kommuner, hovedstaden betaler penge til, ja, så er der tale om en omvendt Robin Hood.

Borgerne i provinsens modtagerkommuner har nemlig et langt større rådighedsbeløb. Det er ganske enkelt ikke rimeligt – og det skal vi have lavet om.

Overskriften ”Stop jyden” er måske lidt bombastisk, men den er skrevet med et glimt i øjet – og for god ordens skyld vil jeg da gerne understrege, at jeg ikke har noget imod jyder – eller fynboer for den sags skyld. Ikke noget særligt, i hvert fald.

Min pointe er imidlertid alvorlig nok. Jyderne kører med klatten, når der skal hives penge hjem til infrastruktur og økonomisk udligning – ja, i snart sagt ethvert nationaløkonomisk anliggende.

Og der er skabt en metafortælling om den rige hovedstad versus den udsultede provins, den kreative elite versus produktionsdanmark, som kan retfærdiggøre næsten et hvilket som helst symbolpolitisk tiltag for et ”Danmark i bedre balance”.

Det må simpelt hen stoppe. Nu.

Hovedstaden skal ikke køres agterud i forhold til andre lokalområder. Vi skal ikke afgive arbejdspladser til andre byer, der klarer sig ganske glimrende i forvejen. Vi, der bor og lever i hovedstaden, har ret til at blive hørt og kæmpe for vores interesser på lige fod med alle andre borgere i det her land. Uden at skamme os over det.

Jeg er stolt af at være københavner, og jeg glæder mig til at kæmpe for hovedstaden sammen med dig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels E. Bjerrum

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune (suppleant)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008), cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2008)

0:000:00