Svenske, norske og danske kommuner og regioner: De nordiske transportplaner tager ikke klimaet alvorligt

Transport tegner sig for næsten 30 procent af EU's samlede CO2-emissioner. For at kunne fremme den grønne omstilling af transportsektoren, bidrage til FN’s klimamål og skabe bedre forudsætninger for samarbejde, vækst og eksport i Nordeuropa, må vi løfte blikket fra vores nationale landegrænser.

Infrastruktur stopper nemlig ikke ved grænserne – tværtimod – og derfor må planlægningen af den heller ikke gøre det. Dette har den politiske samarbejdsorganisation STRING fremhævet i et brev til de tre skandinaviske transportministre.

Vi skal løfte blikket og kigge ud over nationale grænser
I STRING-geografien, som strækker sig fra Oslo i nord til Hamborg i syd og langs den nordlige del af EU’s såkaldte TEN-T Scandinavian-Mediterranean-korridor, er vi verdens førende inden for udvikling og eksport af grønne teknologiske løsninger.

Dette understreges blandt andet af OECD i en kommende rapport, som lanceres i Malmø i juni 2021.

For hvis vi samarbejder på tværs af grænser, kan vi blive Nordeuropas modsvar til Silicon Valley for grønne teknologiske løsninger.

Men det kræver, at vi udnytter vores fælles styrker og etablerer os i en megaregion. Med andre ord handler det om at samle STRING-regionens 14 millioner borgere i en samlet region for at gøre investeringsområdet til en realitet.

Ifølge OECD kan ingen af de tre metropolområder, som ligger i STRING-geografien, fra Greater Copenhagen til Metropolregion Hamborg eller Göteborg-Oslo området, skabe den nødvendige økonomiske vækst alene.

Det er derfor nødvendigt, at vi kigger ud over vores nationale, regionale og lokale grænser.

Faste forbindelser over Øresund
Det første skridt i at skabe et fælles investeringsområde er, at vi fysisk nærmer os hinanden. Men her fejler de fremlagte transportplaner. Uden en sammenhængende, grænseoverskridende infrastrukturplanlægning – ingen megaregion. Og ingen reel vækst eller grøn omstilling af transportsektoren.

Vi mener således at Sverige og Danmark på kort sigt bør blive enige om at investere i landanlæg til Øresundsforbindelserne, foretage en lokaliseringsanalyse af en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg og lave en national strategisk analyse af en Øresundsmetro.

Axel Josefsson, Sophie Hæstorp Andersen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboks

STRING-samarbejdet har for nyligt fremlagt en analyse af flaskehalsene i Nordeuropa, der viser, at vi kan reducere rejsetiden med tog mellem Hamborg og Oslo med fire timer og 40 minutter, hvis vi investerer og planlægger sammen.

De vigtigste skandinaviske prioriteter bør således være at bygge et dobbeltspor mellem Oslo-Göteborg, etablere nye faste forbindelser over Øresund og undgå forsinkelser i konstruktionen af Femern Bælt-forbindelsen.

Det er her, de største tidsbesparelser ligger – hvorfor deres fravær i de tre transportplaner også er yderst iøjnefaldende.

Hvis ikke vi forholder os til disse tre konkrete projekter, kommer vi aldrig til at kunne realisere Nordeuropas store potentiale som en international grøn vækstregion til gavn for vores borgere, vores erhvervsliv og tiltrækning af investorer og talent.

C02-afgift kan blive dyr
Nordeuropa står over for en ny virkelighed, når Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029. Forbindelsen har alle muligheder for at være en konkret løftestang til at skabe eksportmuligheder mellem de nordiske lande og Tyskland – men det kommer ikke af sig selv.

Når forbindelsen åbner, kommer hele TEN-T netværket til at opleve en stigende belastning og Femern A/S estimerer, at 72 godstog vil passere gennem tunnelen hver dag. Dette betyder også, at godstransporten over Øresundsbroen vil stige markant.

Nye faste forbindelser er derfor nødvendige for at imødekomme de fremtidige kapacitetsproblemer – for at reducere CO2-emissioner, for at forkorte rejsetiderne og for at få transporten af varer flyttet fra vej til bane.

Vi mener således, at Sverige og Danmark på kort sigt bør blive enige om at investere i landanlæg til Øresundsforbindelserne, foretage en lokaliseringsanalyse af en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg og lave en national strategisk analyse af en Øresundsmetro.

Ligesom vi har behov for fælles løsninger i klimakrisen, har vi også et stigende behov for fælles løsninger i den grønne omstilling af transportsektoren. 

Axel Josefsson, Sophie Hæstorp Andersen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboks

Samtidig er fraværet af en dobbeltsporet jernbane mellem Oslo og Göteborg ufordelagtig for integrationen af regionen, arbejdsmarkedet, udvikling af grønne innovative løsninger og klimaet. På nuværende tidspunkt tager det næsten dobbelt så lang tid at komme fra Oslo til Göteborg med tog end via vej.

Det resulterer i, at 97 procent af al transport på strækningen sker via vejtransport. 93 procent af alt gods transporteres med lastbil, hvoraf cirka 70 procent af lastbilerne vender tomme tilbage.

Dette er langt fra optimalt for den grønne omstilling – og kan komme til at blive ufrivilligt dyrt for erhvervslivet, hvis Sverige og Norges forslag om indførelse af en CO2-afgift realiseres.

Vi har brug for en grænseoverskridende transportkommission
Vores klare politiske ambition er, at der i de kommende nationale infrastruktur-planer indtænkes et grænseoverskridende og europæisk perspektiv – om ikke andet så kommer Femernforbindelsen til at tvinge os til at gøre det.

Og det handler ikke bare om dialog med hinanden – vi må hele tiden tænke på, hvad infrastrukturen skal føre til. Nemlig vækst og konkurrenceevne.

Dobbeltsporet mellem Oslo og Göteborg og faste forbindelser over Øresund er forudsætninger for at realisere det store potentiale, der ligger i megaregionen mellem Oslo og Hamborg.

For at kunne realisere denne fremtidsvision opfordrer vi til, at der etableres en fælles transportkommission, som tænker alle fire STRING-lande, og en stor del af Scandinavian-Mediterranean TEN-T korridoren ind i dets arbejde.

Det vil sige et forum, hvor de skandinaviske og tyske transportministre mødes jævnligt for at finde reelle løsninger for den grænseoverskridende transport.

Ligesom vi har behov for fælles løsninger i klimakrisen, har vi også et stigende behov for fælles løsninger i den grønne omstilling af transportsektoren. Infrastruktur stopper nemlig ikke ved grænserne – derfor bør planlægning af den heller ikke gøre det.