Anmeldelse af 

0 A’er: Ny Corydon-bog er et karakter­mord fyldt med konspirationsteorier

ANMELDELSE: Det er næppe overraskende, at Bjarne Corydon ikke har en fanklub i Danmarks Lærerforening og hos gymnasielærerne. Men derfra til at lave et ensidigt kampskrift mod manden i en ny bog, som et anerkendt forlag lægger navn til, er der alligevel langt, skriver Lisbeth Knudsen, der giver nul A'er ud af seks mulige.

Mikael Buschs bog om Bjarne Corydon er ikke en politisk biografi. Det er et personligt kampskrift, skriver Lisbeth Knudsen.
Mikael Buschs bog om Bjarne Corydon er ikke en politisk biografi. Det er et personligt kampskrift, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Lisbeth KnudsenAf Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør, Altinget/Mandag Morgen

Hvis man forveksler den nye bog 'Bjarne Corydon og nødvendighedens politik' med en politisk biografi, med hvad sådan en normalt indeholder af plusser og minusser ved en kendt personlighed fra opvækst til karrieretop, så bliver man grundigt snydt.

Hvis man forveksler titlen med en dyb og alsidig analyse af Corydons tid i politik fra chef for Socialdemokratiets Analyse- og Informationsafdeling til folketingskandidat i Esbjerg og hans økonomiske politik som finansminister i Helle Thornings S-R-SF-regering, så bliver man også grundigt snydt.

Det er en bog, som på flere strækninger nærmest må karakteriseres som en personlig vendetta.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør Altinget/Mandag Morgen

Hvis man leder efter et kampskrift eller et karaktermord uden formildende omstændigheder med alt, hvad der hører til af udokumenterede konspirationsteorier om den mand, der i nogle få år bestred en af landets absolutte topposter og nu er Børsens administrerende direktør og chefredaktør, så er den hjemme. Så gælder det om at få fat i Mikael Buschs nye bog og blive bekræftet.

En personlig vendetta
Ingen tvivl om, at lektor, cand. mag. i tysk, fransk og mediefag og medlem af hovedbestyrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening Mikael Busch har gjort sig umage med at tale med mange kilder. Det fremgår i hvert fald af bogens sidste afdeling. Men han har desværre været temmelig ensidig i sit kildevalg, og listen er lang over dem, der ikke har villet medvirke – inklusive Bjarne Corydon selv. Det ser heller ikke ud til, at han har fundet nogen, der ville sige noget positivt om Corydon og hans tid i politik overhovedet.

Og forlaget People’s Press har accepteret at udgive en bog, der er et personligt kampskrift. Ja, det er en bog, som på flere strækninger nærmest må karakteriseres som en personlig vendetta. Skrevet af en mand, der nu er lektor på Bjarne Corydons gamle gymnasium – Kolding Gymnasium.

Bogens ildsprudlende centrum og hovedopgør er Thorning-regeringens lovindgreb i lærerkonflikten i 2013 og omlægningen også af gymnasielærernes arbejdstid. Den ramte gruppe, som forfatteren åbenbart selv tilhører. Alt det onde er orkestreret af ”Blå” Bjarne og Finansministeriet i et aftalt politisk spil for at ”normalisere” lærernes arbejdstid og finansiere folkeskolereformen. Og Corydons politiske ondskab fortsætter ifølge forfatteren med udsalget af Dong-aktier til Goldman Sachs.

Selvfølgelig kan der siges kritiske ting om lærerkonflikten og lovindgrebet, og der findes allerede grundige og meget kritiske afdækninger af det forløb. Og det samme gælder, om det nu var på et rigtigt grundlag, til den rette pris og med rette timing, at der blev solgt ud af aktier i Dong.

Det er slet ikke det, jeg sætter spørgsmålstegn ved. Begge forløb plager stadig socialdemokraterne internt og vil for altid være definerende for Corydons tid som finansminister. Men når fortællingerne om disse begivenheder med en temmelig ensidig kildeanvendelse og uden Corydons eller andres medvirken, som befandt sig på den anden side af bordet, så bliver det et massivt og ensidigt partsindlæg. I øvrigt et partsindlæg uden dybere indsigt eller interesse i S-R-SF-regeringens øvrige politiske initiativer eller interne kontroverser.

Fyldt med konspirationsteorier
Det forekommer virkelig mærkeligt, at en redaktør hos People’s Press ikke udfordrer en forfatter noget mere på dokumentationen for blot nogle af de rygter, der kolporteres videre i bogen. Som for eksempel at den manglende sikkerhedsgodkendelse hos PET af Socialdemokratiets dengang stærke mand, Henrik Sass Larsen, var et aftalt spil, der skulle bane vejen for en anden finansministerkandidat, Bjarne Corydon.

Det antydes lige skråt ud i luften, at hele Dong-sagen og salget til Goldman Sachs skulle bunde i ”ren og skær benovelse over at handle med de store drenge fra New York”. Og går den teori ikke hjem, så kunne det jo bare være, fordi Corydon gerne ville have et internationalt job. Hvad han så siden fik hos konsulentfirmaet McKinsey, som Finansministeriet selv købte konsulentopgaver hos. Og så er den ged jo barberet, for det var selvfølgelig lige derfor, han fik jobbet.

Læg dertil andre påstande om, at DR bøjede sig og fjernede en kritisk journalist fra opgaven med at kulegrave lærerindgrebet, tilsyneladende efter pres fra Corydon og hans folk, og at en arbejdsmarkedsforsker på den konto skulle være blevet udelukket for tid og evighed fra at optræde som ekspert på DR’s sendeflader. Normal dokumentation for påstande forudsætter ligesom, at man hører begge parter i en sag, inden man smider sagen på disken.

Helle Thorning personligt bliver gjort til slet og ret politisk staffage og andenviolin. I praksis er det den radikale leder Margrethe Vestager og Corydon, der kører showet ifølge Busch. ”Jeg er et realistisk og illusionsløst menneske,” citerer Mikael Busch Corydon for at skulle have sagt i et interview. Et rendyrket eksemplar af racen ”homo economicus” – det økonomiske menneske, tilføjer Busch. Og det er ikke særlig venligt ment.

Er Corydon overhovedet god ved børn og dyr?
Han har ikke engang sans for kunst og kultur, skriver Busch, men mere for konkurrencestaten. Om han overhovedet er god ved børn og dyr, står efterhånden hen i det uvisse, når man er færdig med bogen og sidder med fornemmelsen af en skabsborgerlig teknokrat og et magtmenneske, der har vovet sig ind i det socialdemokratiske klædeskab og har forvoldt ubodelig skade mod Anders Bondo Christensen, lærernes formand, i særdeleshed og mange andre i almindelighed. Sikkert også den tidligere Dong-administrerende direktør Anders Eldrup, som Busch konsekvent i bogen kalder Lars Eldrup. Endnu en redaktør-svipser.

Jeg er sikker på, at der kunne skrives en interessant historie om Corydon og hans tid i dansk politik. Jeg er også sikker på, at der kunne skrives en både kritisk og alsidig analyse af et menneske, der har haft den magtposition, og af hans prioriteringer, beslutninger, succeser og det modsatte. Og en analyse af hans personlige evner som leder, hans forhold til partikolleger og embedsmænd.

Næppe mange finansministre ender i kategorien for bløde mænd med følsomme indsatser og store fanklubber. Det er posten, hvor man starter med at sige nej også over for kolleger og statsministre, og hvor beslutningerne er brutale, og pengene skal passe. Det er bare ikke sådan en bog, Mikael Busch har skrevet. Det er et personligt kampskrift.

Mikael Busch: 'Bjarne Corydon og nødvendighedens politik', 217 sider, People’s Press. Udkommer 14. februar 2020.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Corydon

Adm. direktør, chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister og MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2000)

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00