Hønge til Knuth: Træk dig som udvalgsformand

OPFORDRING: Karsten Hønge (SF) opfordrede på Folketingets talerstol Marcus Knuth (V) til at trække sig som formand for Grønlandsudvalget. Utilstedeligt og besynderligt, lød det fra salen. Marcus Knuth selv kan kun grine af det.

Henrik Axel Lynge BuchterToke Gade Crone Kristiansen

Karsten Hønge (SF) ser ingen anden udvej, end at Marcus Knuth (V) trækker sig som formand for Grønlandsudvalget. Ifølge Hønge har Venstre-manden ikke arbejdet nok for at samle alle partierne i Folketinget bag en samlet vedtagelse.

"Med en vågen udvalgsformand kunne flere partier have stået bag forslag til vedtagelse. Sagt med al den venlighed jeg nu er i stand til at mobilisere, så vil jeg opfordre Marcus Knuth til at trække sig som formand for Grønlandsudvalget," lød det fra Hønge i Folketingssalen fredag.

I forlængelse af statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet var der efterfølgende forespørgselsdebat, hvor alle partierne bidrog med holdninger om rigsfællesskabets tilstand og fremtid.

Da Karsten Hønge var på talerstolen fortalte han, at medlemmerne af udvalget havde forhandlet om en tekst til vedtagelse over mail indtil klokken tolv torsdag aften. 

Der opstod nogle sætninger og formuleringer, som ikke var på bordet for få dage siden, sagde Karsten Hønge, og derfor endte SF med ikke at være en del af teksten til vedtagelse.

"Man kunne have gjort det for en uge siden, eller for to uger siden," sagde Hønge.

Knuth kan kun grine
Flere andre partier udtrykte støtte til Marcus Knuth som formand. Dansk Folkeparti undrede sig over, at Karsten Hønge refererede fra forhandlinger i et udvalg.

Marcus Knuth selv var ikke til stede i salen, eftersom han er på borgmesterbesøg på Lolland.

Venstre-manden tager dog udmeldingerne fra Hønge med ro.

"Jeg kan kun grine af Karsten Hønges kommentarer om dårlig forberedelse, eftersom der er et meget bredere flertal end sidste år. Tre ud af fire nordatlantiske mandater står bag. Det er kun Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, der ikke er med," lyder det fra Marcus Knuth til Altinget.

"Vi er lagt ned af forespørgselsdebatter for tiden, så den procedure med, at forhandlingerne først tager fart i dagene op til, er helt normal procedure," tilføjede Knuth.

Det var meget lidt, der skilte de to vedtagelsestekster fra hinanden.

I den tekst, som størstedelen af partierne i Folketinget kan tilslutte sig, er der indskudt en sætning om, at regeringen aktivt skal bidrage til at fremme investeringer i alle dele af rigsfællesskabet på kommercielle vilkår.

I den tekst, som Karsten Hønge og Christian Juhl fra Enhedslisten står som afsendere af, står der næsten det samme - dog ikke at investeringerne skal være på kommercielle vilkår.

Se et sammendrag af debatten fra Folketinget i klippet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00