Analyse af 
Erik Holstein

Sverige er Mette Frederiksens dystopi

ANALYSE: Såvel åbningstalen som regeringens sikkerhedsudspil understreger, at en retspolitisk strammerlinje er central for socialdemokraternes strategi. Hensigten er både at holde på blå vælgere og forhindre tilstande som i de svenske storbyer.

En rystet direktør fra Skattestyrelsen og skatteminister Morten Bødskov (S) flankeret af en betjent på arbejde efter eksplosionen ved Skattestyrelsen 6. august.
En rystet direktør fra Skattestyrelsen og skatteminister Morten Bødskov (S) flankeret af en betjent på arbejde efter eksplosionen ved Skattestyrelsen 6. august.Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Det var ikke noget tilfælde, at justitsminister Nick Hækkerup (S) lagde vægt på svenske kriminelles indtog i Danmark, da han tidligere på måneden præsenterede regeringens sikkerhedspakke. For udviklingen i de svenske sossers ”folkehjem” er det skrækeksempel, de danske partikammerater for enhver pris vil undgå.

Koblingen til Sverige har både ideologiske og politifaglige årsager, efter de kriminelle miljøer på begge sider af Sundet er blevet mere sammenfiltrerede. 

Med et par måneders mellemrum blev to svenske bandemedlemmer likvideret i Herlev, mens andre svenske kriminelle er mistænkt for sprængningen af Skattestyrelsen. Sprængninger, der et stykke tid har været uhyggeligt almindelige i svenske storbyer, men som nu også har bredt sig til Danmark.

For sen reaktion
I løbet af de seneste år er bandekriminaliteten kommet ud af kontrol i flere svenske byer. Mens der sidste år skete fem skuddrab i Danmark, var tallet 44 i Sverige, flere end der nogensinde tidligere har været. Med få ugers mellemrum blev to kvinder brutalt likvideret på åben gade i Sverige.

I modsætning til banderne skabte rockerne ikke geografiske parallelsamfund, hvor staten har svært ved at sætte sig igennem.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Den svenske regering har lagt op til retspolitiske stramninger, men politiet fremstår magtesløst. Man kan ganske vist bure nogle bandemedlemmer inde, men ifølge det svenske politi står masser af nye rekrutter på spring ind i banderne i de belastede boligområder. Her består banderne helt overvejende af indvandrere fra muslimske lande eller Eksjugoslavien.

For de danske socialdemokrater er situationen i nabolandet en brutal illustration af følgerne af årtiers blåøjet udlændingepolitik. Uden at nævne Sverige ved navn var statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale en advarsel mod, at Danmark bevæger sig i den retning.

”Jeg kan mærke, at vi begynder at vænne os til det. Vanvidskørsel. Trusler. Knivstikkeri. Skyderier. Bandeopgør. Eksplosioner. At det bliver noget dagligdags i nyhedsstrømmen. At vi bare bladrer videre. Med et skuldertræk. Sådan må det ikke blive,” som et centralt afsnit af talen lød.

Færre bandemedlemmer
Talen blev meget omdiskuteret og beskyldt for at være alt for pessimistisk og tegne et for mørkt billede af kriminalitetsudviklingen.

Rigtigt er det, at antallet af rocker- og bandemedlemmer ifølge Rigspolitiet har været faldende, ligesom kriminaliteten set over et er for nedadgående. Og krige mellem bander er set før, for eksempel ”Den store Nordiske Rockerkrig” mellem Hells Angels og Bandidos i slutningen af 90’erne.

Men udviklingen er kompleks. For både almennyttige boligselskaber og politifolk kan berette om, at de tilbageværende bandekriminelle bliver endnu mere hårdkogte, senest demonstreret med bølgen af bombesprængninger og den store udbredelse af skydevåben.

Dertil kommer, at formanden for Dansk Politiforbind, Claus Oxfeldt, sidste år udtrykte stor tvivl om, hvorvidt faldet af anmeldte forbrydelser afspejler virkeligheden, fordi man "i rigtig mange sager oplever, at folk opgiver at anmelde forhold, fordi de ikke er sikre på, at politiet kommer."  

Forskel til rockerne
Sammenligner man den nye bandekriminalitet med rockerkrigenes tidsalder, ser man en afgørende forskel: Rockerne skabte ikke geografiske parallelsamfund. De styrede sjældent et bestemt boligområde, men boede spredt blandt almindelige borgere.

Karakteristisk nok kaldte Bandidos sig selv for ”One Percenters”, altså den ene procent af befolkningen, der havde helt andre normer end resten.

Indvandrerbanderne derimod dominerer typisk et bestemt ghettoområde – og hvad de anser for deres ”hood”. I de områder er banderne ikke ”One Percenters”.

Selvom størstedelen af indbyggerne i de belastede områder tager afstand fra kriminalitet, er indvandrerbanderne ikke nær så isolerede som rockerne. Som i Sverige har en del af områdets unge drenge og mænd uden ordentlig uddannelse bandemedlemmerne som rollemodeller.

Klanstrukturer
Dermed opstår egentlige parallelsamfund; områder, hvor den danske (eller svenske) stat har svært ved at sætte sig igennem og endnu sværere ved at finde vidner til forbrydelser. Derfor vil mørketallet – den ikke-registrerede kriminalitet – også typisk være højere i de boligområder.

Dertil kommer, at nogle af indvandrerbanderne også har elementer af klanstrukturer, som man for eksempel så det på Blågårds Plads, hvor banden på et tidspunkt blev domineret af to brødre.

Lidt i samme stil som Mafiaen, der som bekendt har udviklet sig til en de mest effektive, brutale og svært nedbrydelige kriminelle organisationer, fordi den er centreret om familier. Det er ikke noget tilfælde, at den tidligere Blågårds Plads-gruppe fik navnet ”Loyal to Familia”.

Regeringens sikkerhedsudspil ligger derfor i bevidst forlængelse af åbningstalen, der igen er udtryk for topsocialdemokraternes analyse af udviklingen i det danske samfund. En analyse, hvor en stram udlændingepolitik ikke kun ses som en vælgermæssig nødvendighed, men også som en nødvendighed for at fastholde kerneværdierne i det nordiske velfærdssamfund.

Retspolitisk frirum
S-regeringen lempede elementer af udlændingepolitikken, da man lavede ”forståelsespapiret” med Radikale, SF og Enhedslisten. Men karakteristisk nok står der ikke et ord om retspolitik i papiret. Det er nu blevet S-regeringens kattelem til at stramme andre udlændingepolitiske elementer.

Den retspolitiske strammerlinje er velegnet til at fastholde nogle af de blå vælgere, ikke mindst fra DF, som socialdemokraterne erobrede ved valget. Men den linje − og tonen i åbningstalen − har kun begrænset appel til vælgere fra regeringens parlamentariske grundlag.

Interessant nok er den yderst forskellige opfattelse af Danmark 2019 ikke kun et resultat af, at vælgerne fra de forskellige partier tilhører forskellige sociallag og oplever en meget forskellig dagligdag i deres boligområde. Det er en del af forklaringen, men ikke kun.

Eksempelvis er Indre Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København steder, hvor partier som Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet scorer enorme mængder af stemmer. Men det er samtidig områder, hvor bandekrigene oftest går amok.   

Vigende sammenhængskraft
Den udvikling har overrasket socialdemokraterne, der havde ventet, at vælgere uanset partifarve ville reagere på bandekriminalitet i deres nærområde:  

”De kreative synes jo heller ikke, det er sjovt, hvis de ikke længere kan sidde på Café Sebastopol på Nørrebro, fordi indvandrerbanderne jager hinanden ned ad Guldbergsgade,” som Morten Bødskov udtrykte det helt tilbage i 2005.

Men realiteten er, at mange vælgere fra radikale og venstrefløjen drager andre konklusioner af kriminalitet og parallelsamfund. Mens ”samfundets sammenhængskraft” er nøgleordet for den klassiske socialdemokratiske samfundsmodel, er det tvivlsomt, hvor meget det begreb appellerer til yngre storbyvælgere, der stemmer på partier som Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten.

Ser man bandeaktivitet i nærområdet som et problem, man som borger skal forholde sig til, fordi det er en forråelse af samfundet?
Eller kan man se gennem fingre med det og koncentrere sig om kvarterets kvaliteter, så længe kriminaliteten ikke direkte berører en selv?
Det er en meget forskellig attitude, der kan definere de politiske svar.

Flugtmulighed
En anden forskel i indgangsvinklen til kriminalitet og utryghed i nærområdet kan findes i muligheden for at komme væk.

En ting er at være kontanthjælpsmodtager i Ishøj uden mulighed for at flytte fra et belastet boligområde. Noget helt andet er bo på Nørrebro efter eget valg – og at have muligheden for at flytte i det øjeblik, man ikke orker kriminaliteten mere.

Det var en sådan situation, en − efter eget udsagn − radikal humanist" fortalte om i en tankevækkende kronik i Berlingske 28.9. https://www.berlingske.dk/kronikker/sidste-soendag-blev-der-saa-farligt-hjemme-hos-christian-at-han-ikke

Han havde netop oplevet, at en gruppe indvandrerdrenge trak kniv på åben gade foran hans børn. Det blev toppet følelsen af magtesløshed, fordi politiet ikke reagerede.
Han besluttede at flytte fra Nørrebro så hurtigt som muligt.

Slagkraftigt argument
Såvel åbningstalen som sikkerhedsudspillet illustrerer S-regeringens dybtliggende strategi, der grundlæggende er uændret trods det overraskende valgresultat med sejr til Radikale og bøllebank til Dansk Folkeparti.

En konsekvent begrænsning af migrationen og en målrettet bekæmpelse af bander og parallelsamfund er stadig hjørnesten i S-ledelsens politik − selv i en situation, hvor der forhandles finanslov med støttepartier med helt andre prioriteter.

Udviklingen på den anden side af Sundet kan vise sig at blive Mette Frederiksens bedste argument for at stå fast på strategien. Selv i blødeste del af det værdipolitiske segment er det efterhånden sjældent at høre Sverige fremhævet som et forbillede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

0:000:00