Ærgerrig spindoktor skal holde Løkke på ret kurs

PORTRÆT: V-formand Lars Løkke har fået ny spindoktor. Den 38-årige journalist Christian Hüttemeier har gjort sig bemærket som en særdeles ambitiøs og ærgerrig mand, der altid har været på jagt efter anerkendelse.
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
Jørgen Skadhede
Han er en jovial og festlig bulderbasse med store ambitioner. Det kunne næsten lyde som en karakteristik af V-formand Lars Løkke.

Men beskrivelsen er i stedet tilegnet Løkkes nye spindoktor, Christian Hüttemeier. En særdeles ærgerrig mand, der altid har higet efter anerkendelse.

Det er denne 38-årige journalist, der som Løkkes nærmeste rådgiver skal støbe kuglerne og være med til at sikre V-formanden en generobring af Statsministeriet.

Hård opgave
En opgave, der ikke nødvendigvis er så let, som meningsmålingerne antyder. Løkke er ofte blevet betegnet som en mand, der kan være særdeles hård at arbejde for. Og endnu sværere at rådgive, fordi han er sin egen værste fjende. Forholdet mellem Løkke og hans tidligere spindoktor Mikael Børsting var og er stadig godt, men det var ved at være tyndslidt til sidst.

For Venstre og Christian Hüttemeier bliver det afgørende at sørge for at holde Løkke på dydens smalle sti frem mod næste valg. Når det gælder bilagssager og lidt for offentlige drukture, så peger de fleste politiske iagttagere på, at Løkkes kvajekvote efterhånden er brugt op.

Fakta
Christian Hüttemeier

38 år, født 13. september 1975.

CV
2014- Ansat som Løkkes personlige rådgiver
2011-2014 Pressechef for Venstres folketingsgruppe
2010-2011 Journalist på Christiansborg for Jyllands-Posten
2007-2010 Journalist på Christiansborg for Politiken
2003-2007 Sportsjournalist på Politiken
2003 Sportsjournalist på Jyllands-Posten
2003 Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole
2001-2002 Journalistpraktikant på Politiken

Bonus-info
- Er glødende AGF-fan.

- Har to små børn med sin kone, Anna Rørbæk.

- Anna Rørbæk var kampagneleder for de Radikale ved valget i 2011.

- I dag er hun ansat ved kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese. Samme sted som Løkkes ex-spindoktor Mikael Børsting nu skal være ny public affairs direktør.

- Bor på Amager på samme vej som Bjarne Corydon.

- Udløste i 2009 en læserstorm hos Politiken, da han havde lavet et interview til avisens kultursektion med Pia Kjærsgaard, hvori hun hævdede, at hun kunne blive "en fremragende kulturminister".

- Er i familie med Kirsten Hüttemeier

- Venstre afholder afskeds- og velkomstreception for Mikael Børsting og Christian Hüttemeier fredag 28. februar kl. 15-17 i Venstres gruppelokale på Christiansborg.

Den store opgave for Hüttemeier bliver at tøjle Løkkes berygtede temperament og holde ham fri af dumme forsider. Kan han det, står han til at følge med Løkke ind i Statsministeriet som toprådgiver for landets næste statsminister.

At Hüttemeier skulle ende der, har aldrig stået skrevet i stjernerne. Han har ikke haft nogen master-plan for karrieren, der begyndte som sportsjournalist. Men at han var en mand, der ville frem i verden, har altid stået klart for hans omgivelser.

Talentfuld og uimponeret
Som journalist gjorde han sig hurtigt bemærket som talentfuld, uimponeret og overordenlig ambitiøs.

Det kom til udtryk allerede, da han første gang stiftede bekendtskab med Christiansborg, som ung journalistpraktikant på Politiken i sommeren 2001.

Han var helt ny i skolegården. Men Hüttemeier lod sig ikke holde tilbage af det interne hierarki blandt Borgens journalister. Det tilsiger ellers, at det er de politiske redaktører og erfarne reportere fra tv-stationerne og de store morgenaviser, som tager teten på pressemøder og får mest taletid.

Det gav Hüttemeier fanden i. Han havde ikke været på Christiansborg i mere end en uge, da daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) kom hjem fra sin ferie i sommerhuset på Endelave og skulle holde et pressemøde om en ganske betændt sag.

Israel havde udpeget en ny ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, der som tidligere sikkerhedschef havde anvendt mild tortur forstået som "moderat fysisk pres" mod palæstinensiske fanger. Den praksis havde Israel afskaffet. Men Gillon var varm fortaler for, at Israel genindførte disse metoder.

Det gav Lykketoft visse diplomatiske udfordringer. Og på pressemødet 6. august 2001 var Politikens nye praktikant en af dem, der mest insisterende udfordrede udenrigsministeren med kritiske spørgsmål.

Styrker og svagheder
I Hüttemeiers nye rolle som spindoktor er det en klar styrke for ham, at han har et stort netværk blandt både journalister og politikere på Christiansborg. Han kender stort set dem alle efter fire år på Politikens og Jyllands-Postens Christiansborg-redaktioner og siden to år som pressechef for Venstres folketingsgruppe.

Hüttemeier kender mekanismerne i medierne og ved, hvordan journalisterne tænker. Også de dygtigste af dem. For han var selv en af de mest sprudlende og idérige af slagsen.

Han er valgt som rådgiver på grund af sine kommunikative kompetencer, og ikke fordi han er partisoldat med et godt kendskab til ethvert hjørne af partiet. Han er ikke selv medlem af Venstre og har aldrig været medlem af et politisk parti eller en af deres ungdomsorganisationer.

Når det gælder hans svagheder, så peger flere på, at han analytisk og strategisk ikke er lige så stærk som sin forgænger, Mikael Børsting. Et udsagn som Hüttemeier uden tvivl vil gøre alt for at modbevise i de kommende år.

Higer efter anerkendelse
For hvis der er en ting, der går igen i beskrivelserne af Hüttemeier, så er det, at han er mere end almindeligt ærgerrig. Han har altid været på jagt efter anerkendelse og har et stort behov for bekræftelse.

Her bliver hans nye rolle en udfordring. For i hans nye job får man ikke ros. Man får kun at vide, hvis noget er gået dårligt.

Også derfor får Hüttemeier brug for al den energi og det stærke drive, som hidtil har kendetegnet hans karriere. Han har taget sin ærgerrighed og behovet for anerkendelse med sig hele vejen fra Hadsund, hvor han voksede op med sin mor.

Forældrene blev skilt, da han var lille, og faderen boede det meste af tiden på fjerne kontinenter som udsendt for diverse ulands-organisationer. Da Christian Hüttemeier var 12-13 år gammel boede han et næsten et år med sin far i Bolivia, inden han vendte tilbage til sin mor.

I Bolivia fik han grundlagt sine stærke spansk-kundskaber og en kærlighed til Sydamerika, der aldrig er rustet. Efter at han blev student, boede Hüttemeier således også et års tid i Argentina.

Stærk sportsjournalist
Der spanske sprogkundskab blev en værdifuld ballast for Hüttemeier som sportsjournalist. Da Tour De France blev ramt af en af sine største dopingskandaler i sommeren 2006 på grund af de spanske myndigheders beslaglæggelse af doping-lægen Eufemiano Fuentes kalender, kunne Hüttemeier kort efter levere sit måske største scoop som sportsjournalist.

Herigennem kunne Hüttemeier nemlig påvise, at Bjarne Riis' tidligere stjernerytter Tyler Hamilton var dopet under 2003-udgaven af det store franske cykelløb.

Som sportsjournalist skilte Hüttemeier sig ud som en af dem, der hævede sig langt over blot at skrive kampreferater og spørge atleterne, hvad de føler netop nu.

Uden at underkende sportsjournalistikken og dens udøvere, så var det åbenlyst for alle, at han havde så store kvaliteter som journalist, at talentet også skulle prøves af uden for denne genre. Og i 2007 rykkede han da også over på Politikens Christiansborg-redaktion.

Og her fik han hurtigt skabt sig selv et navn på Borgen. Sammen med Mikael Børsting udgjorde han en dynamisk duo for Politiken. Siden blev Børsting rådgiver i Venstre, og han trak Hüttemeier med over i partiet efter valget i 2011.

Begejstret for spin
Flere peger dog på, at Hüttemeier i rollen som pressechef for Venstres folketingsgruppe virkede lidt klemt og utilpas. Her var han i realiteten kun en mellemleder med begrænset indflydelse på de store strategiske beslutninger.

Det passer formentlig Hüttemeier langt bedre at være øverst i hierarkiet, som chefens højre hånd. De seneste bulletiner fra pressekorpset går i hvert fald på, at Hüttemeier nu hviler langt mere i sig selv.

Grundlæggende er han en glad dreng med stor selvtillid, som tingene preller af på. Han er god til at tale med høj som lav, og har stærke sociale kompetencer. Og han har en nærmest drenget begejstring for politik og spin.

Begejstringen for spin er måske endda lidt for stor. I hvert fald har mange journalister haft en oplevelse af, at han i for høj grad var et ekko af en propagandamaskine, da han var pressechef i V.

Den del skal han fralægge sig, hvis han skal have succes i sin nye rolle som Løkkes spindoktor. Ingen journalister på Borgen hopper på spin, der er alt for gennemskueligt. En spindoktor kan ikke optjene troværdighed blandt journalisterne, hvis de ikke er parat til også en gang imellem at anerkende deres eget partis svagheder eller sårbare flanker.

Hüttemeier og Løkke skal efter sigende have en fin personlig kemi. Men som personlig rådgiver skal Hüttemeier hele tiden være djævelens advokat. Han skal være i stand til også at sige Løkke imod. Selv når denne er i sit hidsige hjørne og overbevist om, at han har ret.

De fleste med kendskab til Hüttemeier mener dog, at han er godt rustet til denne del af opgaven. Han har før bevist, at han er en meget lidt autoritetstro type, der aldrig har gået af vejen for at sige sine chefer imod.

Christian Hüttemeier har ikke selv ønsket at lade sig interviewe til dette portræt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00