Asylkrisen blev ingen vindersag for DF

ANALYSE: Selvom udlændingepolitik har været altdominerende siden valget, er Dansk Folkeparti ikke vokset yderligere. Tværtimod.
Mens DF har opbakning fra et flertal af vælgerne i andre dele af udlændingepolitikken, taler partiet kun til sin egen menighed i asylkrisen.

Strømmen mod Europa er ude af kontrol, EU er handlingslammet, den svenske model er brudt sammen – og partiets favorittema banker alle andre politiske emner af banen. En klassisk opskrift på fremgang til Dansk Folkeparti – og så ligger partiet konsekvent lidt under valgresultatet. Unægtelig en udvikling, der har overrasket mange i Christiansborg-miljøet.

Den atypiske politiske situation bryder med de politiske erfaringer fra valget i 2001, hvor udlændingepolitikken var afgørende, og hvor DF fik sit egentlige gennembrud. Og den bryder med Muhammed-krisen, hvor DF også toppede meningsmålingerne.

Men kigger man nærmere på omstændighederne, er udviklingen måske ikke så overraskende.

Succesens bagside
Dansk Folkepartis egen analyse af de middelmådige meningsmålinger centrerer sig om to hovedårsager:

Dels den indlysende grund, at DF scorede langt over forventning ved folketingsvalget i juni – og at man allerede dengang fik en del stemmer på ”forventet efterbevilling”. På den baggrund er man i DF ikke utilfreds med, at partiet kan holde en opbakning på knap 20 procent, selvom det fik marginalt mere ved valget.

Dels er der Socialdemokraternes meget målrettede kursskifte, hvor det er blevet en absolut topprioritet for S at begrænse asylstrømmen og den ikke-vestlige indvandring. I modsætning til tidligere vil der være meget få S-vælgere, der synes, at deres parti optræder som blåøjede slappere – og i protest vælger DF i stedet. Det indtil videre ret beskedne socialdemokratiske tab går denne gang ikke til DF, men til Radikale og venstrefløjen.

Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkepartis egne fikspunkter kan forklare en del. Og det har ikke gjort det bedre for DF, at finansloven blev noget rod på grund af balladen om boligydelsen – og at partiet siden sommer ikke har opnået særlig mange resultater i rollen som støtteparti.

Mere komplekst problem
Men der er mere i det endnu. For meget tyder på, at flygtningekrisen ligger dårligere til DF end andre dele af udlændingepolitikken.

Meningsmålinger viser, at DF's udlændingepolitik under ét er populær, og på flere områder har partiet et massivt flertal af befolkningen bag sig:

Når det gælder kronisk kriminelle som narkohandlere, voldspsykopater, voldtægtsforbrydere og bandemedlemmer, bakker et kæmpe flertal op om en strammere udvisningspraksis.

DF kan også regne med massiv folkelig støtte, når partiet går i clinch med formørkede imamer, der opfører sig som om, at de er kommet stormende direkte ud af det ottende århundrede.

Men med asylansøgere er det noget andet. For langt de fleste danskere er det en betydelig mere kompliceret sag.

Empati
Selvom man deler analysen af, at det er helt nødvendigt at begrænse tilstrømningen til Danmark, kan man jo godt have ondt af de flygtninge, der krydser Middelhavet og vandrer igennem Europa. Ja, selv de migranter, der ikke har antydning af ret til at få ophold, kommer ofte fra usle liv i mislykkede stater.

Skal man ramme bredere i den debat, skal man altså kunne kombinere en fast kurs med en vis empati. Og den balance er slet ikke lykkedes for DF.

Det er således ikke lige "hjertevarm medfølelse" for de mellemøstlige flygtninge, der stråler ud af DF's udlændingeordfører Martin Henriksen. Han er normalt stærk i argumentationen, men Henriksen har en fremtræden som en dommedagsprædikant og kan til tider efterlade det indtryk, at enhver opstramning fryder ham. Martin Henriksen appellerer til DF's trofaste menighed, men han når ikke meget ud over de allerede frelste.

Asylpolitik er en af de situationer, hvor selve stilen betyder noget. Der er næppe tvivl om, at hvis de samme budskaber blev leveret af den mere vennesæle Peter Skaarup eller partiets nye retsordfører Peter Kofod Poulsen, vil de blive opfanget af et større segment.

Baglås
Men heller ikke indholdet af DF's asylpolitik rammer nær så bredt som andre dele af DF's udlændingepolitik.

Partiet insisterer på, at selv godkendte asylansøgere skal blive i flygtningelandsbyer indtil den dag, de kan sendes tilbage. Det er et fatamorgana.

Meget, meget få flygtninge bliver i dag sendt hjem, selvom der bliver fred i deres hjemlande, og så længe det er situationen, er der ikke andre perspektiver end at få dem integreret.

Det er indtil videre ikke lykkedes for DF at få effektueret hjemsendelser i højere omfang. Og det er kun lykkedes at få hævet grænsen for at få permanent ophold i Danmark fra fem til seks år, selvom man inden for konventionerne kan hæve den grænse til femten år. Så længe den slags forudsætninger ikke er på plads, er bestræbelserne på at få hjemsendt hovedparten af flygtninge helt urealistiske.

Når det gælder asylområdet, er DF vendt tilbage til positionen fra Nyrup-regeringernes tid, hvor partiet nægtede at tage ansvar for integrationen, ”før der var kommet styr på antallet af indvandrere og flygtninge.” En slags baglås, der ikke fører nogen vegne i den øjeblikkelige situation.

På plussiden tæller, at DF's gamle krav om grænsekontrol omsider blev gennemført efter jul. Men det skete som følge af svenskernes intensiverede kontrol og ikke som en indrømmelse til DF. Desuden er grænsekontrollen langt fra så systematisk, som DF ønsker det. Den er heller ikke permanent. 

Rigid stil
Det har ikke gjort sagen bedre, at Martin Henriksen forsøgte at fastholde den både malplacerede og ineffektive smykkelov i dens mest rigide form.
Dansk Folkeparti kunne med fordel have vist noget fleksibilitet her.

Til gengæld kunne DF have insisteret på en massiv opstramning af reglerne for permanent ophold, en øjeblikkelig indførsel af transportøransvar ved den tyske grænse samt en lynbehandling – og lynreturnering – af de asylansøgere, der kommer direkte fra Tyskland.

Alt sammen elementer DF går ind for, men partiet har hverken fået dem gennemført eller taget et højlydt opgør med regeringen om disse ting. 

Satirisk selvmål
Endelig har Pia Kjærsgaard (DF) suppleret med et stilrent selvmål, da hun opfordrede britiske medier til at undskyldte de satire-tegninger af Danmark og Lars Løkke Rasmussen (V), der blev produceret i protest mod smykkeloven. Ja, de engelske medier burde endda trække tegningerne tilbage, mente den tidligere DF-leder, der som bekendt er formand for Folketinget.

At den garvede DF-politiker ikke kunne se, at hun derved kom til at lyde som en parodi på de islamiske fundamentalister, der for præcis ti år siden krævede ”en tilbagetrækning og undskyldning” for Muhammed-tegningerne .... det er virkelig forbløffende.

En ting er, at flygtningekrisen af natur er politisk besværlig for Dansk Folkeparti. Selve håndteringen lader også noget tilbage at ønske.

Forrige artikel Holstein: Løkke i Merkels skygge Holstein: Løkke i Merkels skygge Næste artikel Løkke valgte den forkerte slagmark Løkke valgte den forkerte slagmark
Vermund er ved at bide sig fast

Vermund er ved at bide sig fast

ANALYSE: Nye Borgerlige har med en række vellykkede stunts formået at skaffe sig mængder af spalteplads, og Pernille Vermund har fået et overraskende godt forhold til Mette Frederiksen. Men partiet står og falder med Vermunds kampform.