Kommentar af 
Benny Damsgaard

Benny Damsgaard: Nedtælling til fløjkamp og blodbad

KOMMENTAR: Meget tyder på, at de interne magtkampe i flere partier bliver værre, end de plejer efter et valgnederlag. Særligt Venstre risikerer at gå en ubehagelig sommer i møde, skriver Benny Damsgaard.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Det taler til vælgernes fordel, at de denne gang har valgt os fra. Vi har fået en straf, fordi vi har en leder, som vælgerne hverken kan forstå, finder troværdig eller charmerende."

Denne ondskabsfuldhed af et anonymt citat stammer fra en intern kilde i Det Konservative Folkeparti og blev bragt i Berlingske 12. marts 1998, dagen efter folketingsvalget det år. Citatet er en "vurdering" af, hvorfor Det Konservative Folkeparti under Per Stig Møllers lederskab netop havde tabt 11 mandater.

1998-valget fandt sted et halvt år efter, at Hans Engells spirituskørsel og ulykke på Helsingørmotorvejen havde kostet ham lederskabet af partiet og startet en stadigt mere indædt og ondskabsfuld fløjkrig. En fløjkrig, som er beskrevet levende og meget troværdigt i Mikkel Faurholdts anbefalelsesværdige klassiker "Det Konservative Blodbad".

Det er tvivlsomt, om vi støder på citater som det fra Berlingske i den kommende torsdags aviser. Den konservative fløjkrig i sluthalvfemserne var selv for politiske slagsmål ekstraordinært brutal og ondskabsfuld. Der er dog meget, der tyder på, at de normale magtkampe, som altid kommer, når posterne i folketingsgrupperne skal fordeles efter et valg, denne gang på især højre side bliver værre, end de plejer.

Fakta
Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Der er lagt op til et potentielt formandsskifte i som minimum Venstre og måske også i Liberal Alliance og Alternativet, og hos Det Konservative Folkeparti har Pape ligefrem meddelt, at han trækker sig, hvis partiet går tilbage. Selvom ingen regner med, at det sker, så har den usædvanligt ligefremme kommentar genstartet arvefølgediskussionen i partiet.

Og bare for god orden skyld: Uanset hvad partierne selv siger, så er der fløje i dem alle – også de helt små. Det er der ikke noget usædvanligt eller forkert i. Der er ikke en klar manual, der definerer, hvad det vil sige at være socialdemokrat, liberal eller konservativ.

Interne magtkampe har en indbygget tendens til at accelerere, når de først er kommet i gang. Kamphanerne mister langsomt, men sikkert de grænser for anstændig, kollegial opførsel, som ellers normalt gælder i politik.

Benny Damsgaard

Partiprogrammerne er relativt brede rammer, som man tilslutter sig, og det er helt naturligt for medlemmerne at søge sammen internt med dem, som man har mest tilfælles med politisk. Især fordi al erfaring viser, at man får langt mere indflydelse ved at være med i en gruppe end ved at være alene.

Den konkrete udformning af fløjene varierer fra parti til parti, men det er som oftest den klassiske opdeling mellem strammere og slappere. Den rene vare og den mere mudrede. I Socialdemokratiet er man ligefrem gået så langt som at institutionalisere fløjene i de såkaldte kaffeklubber, som i mange år har været omdrejningspunktet for den interne magtdeling i partiet.

Med tiden har fløjtilhørsforhold en tendens til at blive meget personafhængige. Man er enten for eller som oftest imod den siddende ledelse.

I Venstre har man i mange år haft en relativt løs fløjdannelse kaldet "Klub 19" bestående især af midaldrende jyske mænd. Det primære samlingspunkt i denne gruppe er socialt samvær, kombineret med en fælles frustration over at føle sig overset af ledelsen.

Det kan være svært for især midaldrende mænd, der ofte er betydningsfulde i det lokalområde, de kommer fra, at komme til Christiansborg og opleve, at de skal starte forfra i konkurrence med unge, fremadstormende VU-typer med rundsave på albuerne og eminent forståelse for det politiske spil.

I langt de fleste partier er det folketingsgrupperne, der vælger partiets ledelse og fastlægger den politiske linje. Derfor kan selv mindre udskiftninger i folketingsgrupperne fundamentalt ændre magtbalancen og styrke eller erodere en siddende leders magtbase.

Det er alle aktører meget opmærksomme på, og derfor bliver der inden hvert valg brugt megen energi fra de forskellige fløje på at placere netop deres kandidater i de gode kredse. Og det er heller ikke usædvanligt, at de, der sidder på magten, bruger partiets ressourcer til økonomisk at tilgodese deres foretrukne kandidater. Det kan alle læsere af Det Konservative Blodbad finde rig dokumentation for.

Og hvordan kommer det så helt præcist til at gå i Venstre efter på onsdag? Jeg tilhører den gruppe af iagttagere, der tror, at Løkke vil forsøge at blive som formand, selvom den blå blok taber magten, hvad jeg for øvrigt også tror, den gør.

Og selvom modstanderne af statsministeren er mange internt i Venstre, så er det til hans fordel, at de er splittet. Og der skal rigtig meget til at vælte en siddende leder, som netop har sikret fremgang.

Om det er nok til, at Løkke kan holde sig ved magten, kan kun tiden vise. Når man ser på den stigende strøm af – mere eller mindre – ondskabsfulde anonyme citater i pressen tyder meget dog på, at det risikerer at blive en ganske ubehagelig sommer for Venstre.

Interne magtkampe har en indbygget tendens til at accelerere, når de først er kommet i gang. Kamphanerne mister langsomt, men sikkert de grænser for anstændig, kollegial opførsel, som ellers normalt gælder i politik. Pludselig er bagtalelser, anonyme citater og grusomme øgenavne normalen.

Alt andet end sejren er ligegyldig, også selvom det risikerer at banke partiet ned under gulvbrædderne. Det vil jo være værre for partiet, hvis de andre fik magten – overbeviser man sig selv om!

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00