Benny Damsgaard: Politikernes løn er en møgsag, som bare ikke vil gå væk

KOMMENTAR: Hver gang politikernes løn- og pensionsforhold er oppe, forarger det massivt. Nu har presset fået Socialdemokratiet og Venstre til at kigge på vederlagskommissionens kuldsejlede anbefalinger, som blev lækket i 2016, skriver Benny Damsgaard.

Der er få emner, som kan ophidse folkedybet lige så meget som politikernes løn- og pensionsforhold.

Hver gang emnet er oppe, skaber det massiv forargelse på de sociale medier, i formiddagspressen, og emnet er – når du måler på det – uden sammenligning et af de emner, som kan få vælgerne allermest op at køre.

Groft sagt mener et massivt flertal af danskerne, at deres politikere får alt for meget i løn for alt for lidt arbejde, at politikernes orlovsregler er alt for gunstige, og vælgerne kan slet ikke forstå de pensionsoptjeningsregler, som politikerne har. Eller rettere, som politikerne har bevilget til sig selv.

Hvor den almindelige lønmodtager skal forhandle sin løn og pension med en arbejdsgiver, som ofte trækker den anden vej, kan politikerne som bekendt selv beslutte deres.

Aflønnings- og pensionsforhold er derfor et emne, som de fleste politikere gerne vil holde sig langt, langt fra. Det er en vaskeægte møgsag, som det er umuligt at vinde noget på, medmindre man altså går ind for, at politikernes løn og arbejdsforhold skal forringes.

På trods af at ingen af de store partier ønsker at røre sagen, er emnet efter endnu en bølge af sager om orlovsregler, eftervederlag og pensionsoptjening nu oppe igen.

Denne gang er mediepresset blevet så stort og vedholdende, at Socialdemokratiet og Venstre har meddelt, at de nu igen vil kigge på anbefalingerne fra vederlagskommissionen fra 2016.

Anbefalinger, som en gang for alle skulle rydde op i politikernes "vederlæggelse", som det formelt kaldes, men som tilbage i januar 2016, da de blev offentligt kendt, blev hældt hårdt ned ad brættet af stort set alle partier.

Vederlagskommissionen blev nedsat i marts 2014, og alle de store partier i Folketinget havde samtidig givet hinanden håndslag på, at de ville gennemføre kommissionens anbefalinger, når de udkom i starten af 2016.

Et tidspunkt, der var timet til at være godt på den anden side af 2015-valget og tilpas lang tid inden næste valg i 2019, så folkedybet kunne nå at falde lidt til ro, inden man igen skulle møde vælgerne.

Tanken bag håndslaget var, at hvis en flok eksterne eksperter kom med en anbefaling, og alle de store partier på forhånd havde accepteret at følge den, så ville skadevirkningerne være så minimale som mulig.

En reform af politikernes aflønning bliver aldrig en vindersag, men med en bredt funderet løsning vil vælgerne ikke helt så nemt kunne være sure på specifikke politikere, men kun på politikere generelt.

Ud over at rydde op og skabe gennemsigtighed var et centralt element i kommissionens opgave at komme med anbefalinger, som kunne fremtidssikre aflønningssystemet, så man ikke igen foreløbigt blev tvunget til at forholde sig til møgsagen.

Vederlagskommissionen fik den tidligere departementschef, direktør for Det Kongelige Teater, formand for DR og meget, meget andet, Michael Christiansen, som formand.

Medlemmerne var derudover Louise Gade og Rikke Hvilshøj, som begge havde en baggrund i Venstre som henholdsvis borgmester og minister, den socialdemokratiske borgmester Tove Larsen, Lisbeth Lollike, der var tidligere direktør i Personalestyrelsen, og kommunaldirektøren og tidligere folketingsmedlem for SF Jes Lunde.

I mange medier er historien om skæbnen for anbefalingerne fra vederlagskommissionens i 2016 blevet til, at de kuldsejlede, fordi dele af anbefalingerne blev lækket til Politiken, før kommissionen var klar med deres samlede rapport.

De dele, der blev lækket, var den del, som indeholdt betydelige lønstigninger på op mod 15 procent. Den anden del af anbefalingerne, som indeholdt betydelige nedskæringer i pensionsordningen og afskaffelse af det skattefri omkostningstillæg, så det samlet set gik stort set i nul, kom til gengæld ikke med i lækket til Politiken. Et læk, som gruppeledelserne i Socialdemokratiet og Venstre efterfølgende er blevet beskyldt for.

Hvis man taler med personer, som dengang sad i toppen af Socialdemokratiet og Venstre, er historien om anbefalingernes kranke skæbne dog en lidt anden, og den blev grundlagt lang tid før lækket til Politiken.

I Socialdemokratiet og Venstre skyldes anbefalingernes skæbne det, som man opfattede som en arrogant og bedrevidende kommissionsformand uden politisk fingerspidsfornemmelse, som ikke undervejs sørgede for at klappe sine anbefalinger ordentligt af med dem, som til sidst skulle gennemføre og stå på mål for dem i praksis. Og man afviser for øvrigt, at lækket kom derfra.

Da lækket kom, var først SF og derefter Dansk Folkeparti ude og tage afstand. Og da gruppeledelserne i Socialdemokratiet og Venstre stort set ikke var blevet hørt undervejs, følte de ikke den store trang til at forsvare anbefalingerne og redde kommissionens arbejde.

Det upopulære forsvar for anbefalingerne måtte kommissionsformanden derfor selv ligge og rode med, hvad Michael Christiansen da også til overmål gjorde.

Derudover var gruppeledelserne i Socialdemokratiet og Venstre heller ikke indholdsmæssigt enig i kommissionens anbefalinger. Man var tilfreds med, at kommissionen lagde op til et mere gennemsigtigt aflønningssystem, men man følte samtidig ikke, at man blev tilstrækkeligt kompenseret for at stå på mål for de tæsk, som man med sikkerhed ville få for reformen – tværtimod.

Reelt så betød anbefalingerne fra kommissionen nemlig, at den samlede aflønning af politikerne ville gå en anelse ned. Nogle grupper ville stige en anelse – andre falde ganske betydeligt.

For eksempel ville statsministeren falde 31.000 kroner i løn og pension, finans- og udenrigsministrene ville falde 115.000 kroner, og de øvrige ministre ville falde hele 287.000 kroner, hvis anbefalingerne blev gennemført.

En løn- og pensionsnedgang, som ville gøre efterslæbet til ministrenes departementschefer, som formelt er ministrenes underordnede, endnu større. Endelig så ville folketingsmedlemmerne ende med en mindre stigning på 26.000 kroner.

Den pakke, synes Socialdemokratiet og Venstres gruppeledelser ikke, var super attraktiv, når man så på, hvor mange tæsk man ville få for at gennemføre den, og da den reelt ville låse området de næste mange år frem.

Lykkes det så denne gang at finde en fremtidssikret løsning på politikernes "vederlæggelse"? Jeg tror, at det bliver svært.

Socialdemokratiet og Venstre vil godt kunne blive enige om et resultat i omegnen af vederlagskommissionens anbefalinger. Sagen skal bare væk, og kommissionens arbejde er på lange stræk ganske solidt.

Selvom Socialdemokratiet og Venstre i princippet kan køre sagen igennem selv, så er de næsten tvunget til at have flere partier med i så giftig en sag, for at dele balladen lidt ud, og det er her det for alvor bliver svært – medmindre resultatet altså bliver lønnedgang hele vejen rundt.

Når man kigger på resten af partierne, så skal Radikale Venstre og Konservative nok komme med ombord, men så er det også ved at være det.

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance på højre side og SF, Alternativet og Enhedslisten på venstre side har enten allerede sagt, at de ikke er med, eller også har de ganske enkelt for meget ud af at stå udenfor og skyde hårdt på aftalen.

Og her er nok den største forskel fra 2016 og til i dag. Dengang vidste man også, at fløjpartierne ville stå udenfor. Forskellen er bare, at der i dag er langt flere af dem, og at de sociale mediers magt er langt større. Straffen bliver derfor langt større for de fire gamle partier, hvis de tager en for holdet i denne møgsag.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.

Forrige artikel Christian Egander Skov: Dette er vejen frem for de parlamentarisk irrelevante Nye Borgerlige Christian Egander Skov: Dette er vejen frem for de parlamentarisk irrelevante Nye Borgerlige Næste artikel Benny Damsgaard: Brian Mikkelsens klimastunt var lige lovlig smart Benny Damsgaard: Brian Mikkelsens klimastunt var lige lovlig smart
DF er Dybvads bedste chance for et indgreb mod Blackstone

DF er Dybvads bedste chance for et indgreb mod Blackstone

ANALYSE: Problemerne med at finde flertal for indgreb mod huslejespekulanter illustrerer den dramatiske ændring af boligmarkedet de sidste 20 år. DF er tættere på boligministerens position, end det fremgår af medierne.