Benny Damsgaard: Venstre og den forgæves jagt på løftebruddet

KOMMENTAR: Venstre er faldet tilbage til løftebrudsstrategien fra 2011 og angrebsretorikken fra valgkampen. Ingen ny politik og ingen visioner. Det eneste, man reelt har opnået ved den linje, er at øge den i forvejen massive fokus på egne interne problemer.

Hvis man slår ordet ”rygmarvsreaktion” op i ordbogen, så kommer denne relativt brede definition frem: ”reaktion der skyldes indlæring, opdragelse eller fordomme, og som udløses uvilkårligt ved en bestemt påvirkning”.

Hvis man leder efter den politiske definition på ordet, så kan man i denne tid med fordel kigge på partiet Venstre.

På nuværende tidspunkt tyder alt på, at partiets interne stridigheder har reduceret strategien i opposition til en gentagelse af beskyldningerne om løftebrud fra starten af Thorning-regeringerne i 2011 og af de politiske angreb fra valgkampen. Ingen ny politik og intet nyt om, hvad Venstre selv vil politisk.

22 spørgsmål! Så mange §20-spørgsmål sendte venstremanden Erling Bonnesen til den nye miljøminister, Lea Wermelin, i hendes første uge som minister. Det giver Bonnesen en klar førsteplads som Folketingets nye spørgejørgen.

Alle spørgsmålene handlede om den nye ministers holdning til tidligere socialdemokratiske udmeldinger på miljøområdet. Mener Socialdemokratiet det samme i regering, som de gjorde, da de var i opposition?

Og det er ikke kun Bonnesen i Venstre, der har været i spørgehjørnet. Partiets mangeårige transportordfører Kristian Pihl Lorentzen sendte efter valget en god håndfuld lignende spørgsmål på transportområdet, og den nyvalgte Morten Dahlin et par stykker på udlændingeområdet.

Alle spørgsmål med fokus på at forsøge at blotlægge ændringer i Socialdemokratiets politik før og efter valget. Alt i alt har MF’er fra Venstre stillet 31 (!) af de 71 §20-spørgsmål, som er blevet stillet efter valget.

Sideløbende med bygen af §20-spørgsmål har Inger Støjberg brugt sommeren på at genopfriske retorikken fra valgkampen og beskylde den nye regering for løftebrud på udlændingeområdet.

Ved de mindste antydninger af, at regeringen lagde an til at gennemføre justeringer på udlændingepolitikken, var Støjberg på pletten med beskyldninger om løftebrud.

Og senest meldte Lars Løkke Rasmussen sig for ti dage siden på banen efter ferien med en livevideo på Facebook, som, ud over en annoncering af, at ”jeg og Venstre agter at tage nøglerne til Statsministeriet tilbage”, indeholdt en gentagelse af en række af de samme politiske angreb, som vi hørte under valgkampen.

En angrebslinje, som, sammen med præsentationen af tre røde linjer, som næsten giver sig selv, blev forsøgt gentaget på sommergruppemødet – de få gange, der var plads mellem alle spørgsmålene om magtkampe, knivstikkeri og mulige fremtidige regeringskonstellationer.

Samlet set er vi altså hen over sommeren blevet klogere på, at Venstre mener, at den nye regering ikke holder, hvad den lover, og at der venter ulykker, hvis regeringens parlamentariske grundlag får magt, som de har agt. Alt sammen noget, som vi blev fortalt til hudløshed under valgkampen.

Vi ved til gengæld ikke noget om, hvad Venstre vil fremadrettet. De har ikke præsenteret antydninger af et projekt eller en vision for det borgerlige Danmark – ud over de føromtalte røde linjer, og at det altoverskyggende mål for partiet er at få regeringsmagten tilbage.

Og over det hele svæver en magtkamp og en massiv ledelseskrise, som æder alt overskud og intellektuel båndbredde i partiet. Og netop her har vi nok også forklaringen på, hvorfor Venstre – ligesom Dansk Folkeparti – instinktivt er gået tilbage til en formel, som virkede i 2011, hvor både den daværende regering og Venstre dog var et helt andet sted.

Socialdemokratiets løfter inden valget i sommer var få og de fleste meget løst skitseret, og forståelsespapiret er reelt politisk elastik i metermål. Og det er nu engang svært effektivt at klandre en regering, som mener meget lidt konkret, for at bryde egne valgløfter!

Venstre er i dag, til forskel fra 2011, splittet og i vildrede. Partiet er på lange stræk ved at overtage nogle af de unoder, som martrede Det Konservative Folkeparti i sluthalvfemserne og kastede partiet ud i et årelangt blodbad, som reelt stoppede al politikudvikling.

Det kræver intern ro og intellektuelt overskud at udvikle politik og skabe opbakning og begejstring om den. Det har Venstre ikke i dag − tværtimod. Derfor gør de, som de plejer.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Forrige artikel Vedby: Folketingsvalget kan blive det største nybrud i dansk udenrigspolitik siden 1990'erne Vedby: Folketingsvalget kan blive det største nybrud i dansk udenrigspolitik siden 1990'erne
Løkke er fanget af sin egen retorik

Løkke er fanget af sin egen retorik

ANALYSE: SV-fantomet gav kortsigtede mandatgevinster til Venstre og styrkede Løkkes egen position. Men bivirkningerne er enorme, og Mette Frederiksen har det stærkeste udgangspunkt for en S-regering siden 1993.