Bertel Haarder: Ny bog viser, at Folketinget lader embedsmænd bestemme

Af Bertel Haarder (V)
Folketingsmedlem, tidligere medlem af Folketingets Præsidium og blandt andet tidligere undervisningsminister

Folketingets rolle som regulator af den danske velfærdsstat er trængt i defensiven.

10-20 procent af lovgivningen er konsekvenser af EU-lovgivning (især miljø og indre marked). Kommunerne har overtaget en større del af magten over velfærdsstaten. Og den tilbageværende magt siver lige så stille fra folketingssalen og udvalgene til ministrenes mødelokaler, hvor de deltagende forligspartier ikke blot godkender loven, men også det stigende antal bemyndigelser, som loven indeholder. Uden deltagelse af de øvrige partier.

Efter næsten 40 år i Folketinget vil jeg ikke påstå, der er noget overraskende i bogen, men den sætter tal og forklaringer på en udvikling, som mange finder bekymrende, og den kommer også med nogle løsningsforslag.

Bertel Haarder

Det er gået stærkt de senere år. Det gælder eksempelvis folkeskoleloven, der de seneste 25 år er blevet ændret 78 gange! Antallet af lovparagraffer er i samme periode næsten fordoblet, mens antallet af bemyndigelser er mere end tredoblet. Kun overgået af miljøområdet.

Det skal ses i forhold til, at skiftende politiske flertal gang på gang har sat gang i regelsanering og afbureaukratisering. To skridt frem og tre tilbage.

Også i mine 15 år som undervisningsminister kom der flere regler, end der blev afskaffet, selv om jeg iværksatte en meget synlig 'Operation Regelstorm', opkaldt efter 'Operation Ørkenstorm' under den første Irak-krig. Regeleksplosionen tog især fart under Thorning- og Løkke-regeringerne, som insisterede på at bekæmpe parallelsamfundene i ghettoområderne og stille mere præcise, kærlige krav til forældre og børn med tilhørende sanktioner.

Det kan man alt sammen læse om i den imponerende udgivelse 'Når embedsmænd lovgiver' af Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen og Helene Helboe Pedersen på Djøfs forlag. De besvarer en opgave stillet af Folketingets Præsidium, der ønskede en undersøgelse af, ”hvorvidt der kan opstilles et sæt generelle principper for arbejdsfordelingen mellem lovgivningsmagten og forvaltningen”.

Forligsparlamentarismen 
Efter næsten 40 år i Folketinget vil jeg ikke påstå, der er noget overraskende i bogen, men den sætter tal og forklaringer på en udvikling, som mange finder bekymrende, og den kommer også med nogle løsningsforslag, hvis Folketinget i højere grad vil være herre i eget hus og leve op til Grundlovens forventninger.

I min egen 'Op imod strømmen' har jeg beskrevet det, som bogen kalder ”forligsparlamentarismen”, hvor magten siver fra folketingssalen og udvalgene til ministrenes mødelokaler. Magten ligger der, hvor repræsentanter for et flertal i Folketinget indgår forlig og nikker til de utallige udmøntninger af de mange lovparagraffer.

Sådan var det ikke, da jeg startede i Folketinget. Jeg husker en episode under den svage Anker Jørgensen-regering, der fægtede sig frem over for et borgerligt flertal i årene 1975-1977. Vi brugte vores flertal til at kontrollere den ofte provokerende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S). Men da jeg stolt berettede om det i Venstres folketingsgruppe, blev jeg irettesat af formanden, tidligere statsminister Poul Hartling, der advarede imod, at oppositionspartier fedtede sig ind i administrationen. For så var der jo ingen til at kritisere, når tingene gik skævt og børnene lærte for lidt! Tænk også på de katastrofale beslutninger på trafik- og skatteområdet, hvor ingen har ansvaret, fordi alle har ansvaret!

Hvordan vinder Folketinget magten tilbage?
Det er den indvending, man kan anføre over for nogle af bogens forslag til, hvordan Folketinget kan tage magten tilbage. For eksempel forslagene om at oversende udkast til bekendtgørelser til det stående folketingsudvalg og forslaget om en ”implementeringsplan” for udmøntningen af bemyndigelser. Det sidste er jo netop, hvad oppositionen krævede under coronakrisen. Forståeligt nok, men det kan ende i alt for mange papirer og mails, som ender med at gøre politikerne til administratorer. Populært kaldes det ”champignon-metoden”, hvor politikerne ”holdes i mørke og begraves i lort”.

Bedre er forslagene om et ”bekendtgørelsesudvalg” eller en ”rapportør” ligesom i Europa-Parlamentet, der ”skriver og forelægger en kritisk gennemgang af implementeringsplanen”. Men allerbedst er forslaget om ”færre regler” og ”lovgivning uden huller”, det vil sige uden så mange bemyndigelser, der overlader lovgivningen til embedsmænd.

Hvorfor bliver det så ikke til noget? Fordi alle taler om færre regler og færre bemyndigelser, bare ikke, når det gælder deres egen lille Hassan. Organisationer elsker regler. De lever af regler, og de hader forenklinger, som svækker deres kontrol med tingene. Partierne er ikke meget bedre.

Min departementschef udformede faktisk et skolelovforslag med langt færre regler, større ledelsesrum og flere muligheder for at koncentrere skolens kræfter om kerneopgaven. Men det døde i en tsunami af særinteresser og politiske kæpheste! Folketinget ligger, som det har redt!

For informationsværdien skal bogen have seks A’er. For underholdningsværdien får den kun to. Den samlede karakter ender derfor på fire A’er.

Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen og  Helene Helboe Pedersen: Når embedsmænd lovgiver. 239 sider, Djøfs forlag