Bittersødt DF-jubilæum: Politikken vandt, partiet tabte

ANALYSE: Åben strid blandt partiets frontfigurer og en pinagtig sag med kortvarig optagelse af en højreekstremist er rammen om 25-års jubilæet for det mest succesfulde parti i nyere tid.

Nogle gange bliver et partis succes bedst highlightet af dets argeste modstandere. Som da lederen af Frie Grønne Sikandar Siddique i sidste uge holdt tale ved en demonstration, der vendte sig mod de begrænsninger af retten til familiesammenføring, der blev indført i 2002:

”Tænk lige over det: Det er Dansk Folkepartis politik, der føres af den socialdemokratiske regering. Den politik, alle tidligere var enige om, var umenneskelig,” lød det fra Siddique til det beskedne antal deltagere i demonstrationen for ”grænseløs kærlighed”.

Siddiques pointe indrammer glimrende, hvor meget holdningerne i udlændingedebatten har ændret sig siden Dansk Folkeparti blev dannet af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner tilbage i oktober 1995. Tirsdag er det præcis 25 år siden.

Dengang havde kritikerne af masseindvandringen intet mæle i den socialdemokratiske folketingsgruppe, ikke engang Karen Jespersen skulle have klinket noget på det tidspunkt.

I partier som Radikale, SF og Enhedslisten blev kritik af indvandringen affejet som racisme eller højrepopulisme, De Konservative holdt igen efter tamilsagen, og i Venstre afviste Uffe Ellemann-Jensen at gøre udlændingepolitikken til et emne i valgkampen.

Her blev dannelsen af Dansk Folkeparti en katalysator for debatten.

Trussel mod S
Det blev snart klart, at DF havde potentiale til at erobre mange af de arbejdervælgere, der hidtil havde stemt socialdemokratisk, men som mærkede de negative konsekvenser af indvandringen i deres dagligdag.

Så kort før folketingsvalget i 1998 udskiftede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) indenrigsminister Birte Weiss (S) med Århus-borgmesteren Thorkild Simonsen (S), der var kendt som en hardliner i udlændingepolitikken. Det dæmmede midlertidigt op for tabet til DF, der alligevel scorede 7,4 procent ved partiets første folketingsvalg i marts 98.

Siden gik det slag i slag: Da Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen overtog styringen af Venstre, forsvandt enhver håndskyhed for at tale om udlændingepolitik, det samme blev resultatet, da trioen Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen tog styringen hos Konservative.

Enorm betydning
Efter det socialdemokratiske katastrofevalg i 2001 var vejen banet til et stabilt VKO-samarbejde frem til 2011 – med stramningen af udlændingeloven i 2002 som det vigtigste resultat.

Stramninger som socialdemokraterne siden tilsluttede sig og som i dag ligefrem er et ideologisk kendetegn for Mette Frederiksens (S) regering.

Dansk Folkepartis indflydelse på udlændingepolitikken har været så stor, at den kan sammenlignes med den socialdemokratiske indflydelse på velfærdspolitikken gennem det 20. århundrede.

Uden DF var Danmark efter alt at dømme fortsat med at føre samme udlændingepolitik som Sverige – og stået i samme situation som Sverige i dag. Gør man det politiske regnebræt op, har Dansk Folkeparti masser at fejre ved jubilæet.

Intern strid uden fortilfælde
Når festen alligevel bliver en fuser, skyldes det naturligvis partiets helt aktuelle situation, hvor DF efter det chokerende valgnederlag sidste år, har fortsat derouten.

Der er interne magtkampe mellem flere fraktioner, hvor DF-formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup (DF) står urokkeligt sammen på den ene side.

Heroverfor er etableret et vist samarbejde mellem den tidligere formand Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt, der higer efter at blive ny formand – mens partiets europaparlamentariker Peter Kofod og forgængeren Anders Vistisen sammen med nogle af partiets yngre kræfter udgør en helt tredje gruppe.

En intern uro, der var helt uhørt i 24 ud af DF’s 25 år, men som ser ud til at fortsætte en rum tid endnu.

Kritikere ud i strakt arm
Senest har Kristian Thulesen Dahl - med sin nedlæggelse af partiets magtfulde koordinationsudvalg - sat Pia Kjærsgaard uden for de ledende organer.

Selvom nedlæggelsen af koordinationsudvalget har været på tale et stykke tid, er timingen en del af den verserende magtkamp, hvor forholdet mellem Kjærsgaard og Thulesen er blevet stadig dårligere gennem det sidste halvandet år.

Det er næppe heller noget tilfælde, at Thulesen samtidig har trukket sig fra det udvalg, der skulle forberede kommunalvalget. Her sad han sammen med kritikeren Anders Vistisen, men med Thulesens farvel til udvalget, har det reelt mistet enhver betydning.

Internt i DF er tolkningen, at formanden holder kritikerne ud i strakt arm og graver sig ned for at kæmpe for sin post.

Morten Messerschmidt kan ikke rykke yderligere frem, så længe sagen om mulig EU-svindel (Meld/Feld) ikke er afgjort af bagmandspolitiet. Noget tyder dog på, at sagen bliver afsluttet inden for den næste måned, og forventningen er, at Messerschmidt overlever.

Selv i det tilfælde, er det langt fra sikkert, at Thulesen vil kunne væltes. Efter alt at dømme har formanden stadig pæn støtte rundt omkring i landet.

Stram Kurs-næstformand tur-retur
Midt i det interne kaos skulle Dansk Folkeparti håndtere indmeldelsen af den tidligere næstformand i Stram Kurs, Martin Christensen. I DF-netavisen Dit Overblik kunne man d. 22. september læse, hvordan det tidligere DF-folketingsmedlem Martin Henriksen glædede sig over, at Martin Christensen nu var kommet med i Dansk Folkeparti.

Den forhenværende næstkommanderende i Stram Kurs sagde, at han ikke selv havde afbrændt koraner, men tilføjede: ”Jeg vil da gerne understrege, at jeg ikke har ændret holdning til udlændingepolitik overhovedet.”

Taget for pålydende må det betyde, at Martin Christensen fortsat går ind for den masseudvisning af muslimer, som er Stram Kurs’ politik.

Optagelsen af en person fra den ekstreme højrefløj førte til en vis opstandelse i dele af DF’s hovedbestyrelse, der ville have sagen på dagsordenen ved HB-mødet sidste søndag.

Men umiddelbart før HB-mødet valgte Martin Christensen selv at forlade DF, fordi han følte sig ”som offer for en smædekampagne”. Han håber dog senere at kunne vende tilbage til DF.

Sagen illustrerer, hvor lidt der er styr på tingene i Dansk Folkeparti for tiden. Igen i grel modsætning til partiets engang så effektive topstyring.

Kort proces
Dansk Folkeparti har ellers med stor konsekvens ekskluderet højreekstremister de sidste tyve år. Det var en afgørende forudsætning for, at DF – i modsætning til Sverigedemokraterne – hurtigt blev stuerene og kunne fungere som en stabil samarbejdspartner for de borgerlige regeringer.

Under normale omstændigheder ville en tidligere Stram Kurs-næstformand aldrig være kommet i nærheden af DF. Men i dag er den velsmurte maskine ved at falde fra hinanden.

Dansk Folkepartis udlændingepolitik har aldrig været så stadfæstet på Christiansborg som nu, men internt har DF aldrig været i en større krise.
Det bliver en meget mærkelig rund fødselsdag.

Forrige artikel Konservative tilbage fra dødsriget Konservative tilbage fra dødsriget Næste artikel Radikal våbenhvile løser ikke partiets grundproblem Radikal våbenhvile løser ikke partiets grundproblem
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.