Boguddrag: Europas nye underklasse

BOGUDDRAG: Efter aftale med forlaget "People's Press" bringer Altinget.dk her et uddrag af Morten Uhrskov Jensens bog "Indvandringens pris". Kapitlet beskriver indvandringens historiske forløb og konsekvenser i forskellige europæiske lande.
Man kan være tilhænger af indvandring fra den tredje verden af politiske, historiske eller humanistiske årsager. Men rent økonomisk er det en elendig forretning. Det er hovedbudskabet i bogen "Indvandringens pris" af Morten Uhrskov Jensen.
Man kan være tilhænger af indvandring fra den tredje verden af politiske, historiske eller humanistiske årsager. Men rent økonomisk er det en elendig forretning. Det er hovedbudskabet i bogen "Indvandringens pris" af Morten Uhrskov Jensen. Foto: Colourbox
Foto:

Af Morten Uhrskov Jensen 

Er man borger i Island eller i Finland, kan man i næsten alle tilfælde leve som netop islænding eller finne. Hverdagen er ikke blevet til et forhindringsløb, hvor man konstant skal overveje, hvor man skal gå hen for at være den, man er i kraft af sin afstamning og sin kultur.

Også almindelige mennesker, der ikke har del i de liljehvides privilegier, kan "være sig selv" uden konstant at blive mindet om, at tilværelsen kan have helt andre præmisser.

Er man derimod borger - og tilhører man den oprindelige befolkning i landet - i en stat som en af dem, jeg her vil skildre kort, så kan man være ilde stedt, hvis man ikke befinder sig tilstrækkelig højt oppe i indkomsthierarkiet. Så er risikoen for ubehageligheder forøget, rent gennemsnitligt naturligvis.

Man kan være heldig at bo i en opgang i et socialt boligbyggeri eller endda et nærområde uden problemer. Men sandsynligheden for, at man ikke kan være etnisk dansker, svensker, englænder osv., uden at det i sig selv er et problem, stiger ganske dramatisk, hvis man er så uheldig at tilhøre den gruppe, der ikke selv suverænt kan vælge bopæl og skole.

Med "The British Nationality Act 1948" åbnede den britiske Labour-regering i 1948 op for indvandring fra den tredje verden, dvs. de snart forhenværende britiske kolonier, i forbindelse med afviklingen af det britiske imperium. Den nye lovgivning var helt åbenlyst uforsigtig. Den gav i princippet 800 millioner mennesker fra kolonierne adgang til Storbritannien, til at bo og arbejde uden visum.

Resultatet var ikke til at tage fejl af.

Fra nogle få tusinde indvandrere i begyndelsen af 1950'erne steg antallet mellem 1956 og 1961 fra ca. 46.000 på et år til ca. 136.000 i året 1961. Masseindvandringen var en kendsgerning. Der blev strammet noget op i 1962, men situationen var i 1968 så alvorlig, at den konservative Enoch Powell i Birmingham mente, at tiden for ham var inde til at holde den i dag berømte "Rivers of Blood"-tale, som advarede mod yderligere indvandring.

Enoch Powell blev for en tid den mest populære mand i især den engelske del af Storbritannien, ikke mindst blandt den engelske arbejderklasse, men politisk var han stendød få dage efter talen. Enoch Powell havde begået den utilgivelige synd at tage sine landsmænd i forsvar. Man kan sige, at han diskriminerede til fordel for den oprindelige befolkning, briterne.

Hvad hans modstandere næppe skænkede en tanke, var, at de selv diskriminerede - til ulempe for Storbritanniens oprindelige befolkning. Indvandringen fra ikke-vestlige lande til Storbritannien fortsatte de næste årtier i et noget langsommere tempo og nåede et lavpunkt i begyndelsen af 1990'erne med lidt over 50.000 indvandrere om året.

I 1997 vandt partiet Labour under Tony Blair en jordskredssejr over de konservative, og efter Tony Blairs anden valgsejr i 2001 begyndte indvandringen igen at tage fart. Antallet af familiesammenføringer - som var blevet bremset væsentligt i 1983 - flygtninge, legale som illegale, og opholdstilladelser til studier og arbejde blev voldsomt forøget.

Den seneste prognose lyder på, at indfødte englændere, skotter, walisere og nordirere kommer i mindretal i 2066.

Udviklingen i Storbritannien har for længst antaget et ideologisk skær med et præg, der endda antyder, at der er tale om en villet politik. I 2009 udtalte den tidligere rådgiver for Labour regeringen Andrew Neather, at han fik det indtryk efter møder med partiets top, at det var et direkte ønske at få så mange som muligt fra den ikke-vestlige verden til Storbritannien, i praksis især til England.

Højrefløjen skulle have sin "næse dyppet i mangfoldighed". Logikken var den, at kritik af masseindvandringen kunne afvises som racisme. Det var bestemt ikke forkert set, idet kritik af ikke-vestlig indvandring til England langt hurtigere end i Danmark fører til anklager om racisme.

Masseindvandringen fandt sted, og den fortsætter. I dag har næsten 15 procent af befolkningen i hele Storbritannien rødder i ikke-vestlige lande. Koalitionsregeringen mellem De Konservative og Liberaldemokraterne, der blev dannet efter det seneste valg i 2010, ser ikke ud til i det væsentlige at have gjort noget for at bremse indvandringen.

Det er interessant at undersøge, hvordan den ikkevestlige indvandring til England er forløbet. F.eks. set i forhold til væsentlige faktorer som økonomisk formåen og kulturelle særkrav. Hvad angår økonomien, er den gennemsnitlige indvandrer fra et ikke-vestligt land en dårlig forretning for det britiske samfund, hvor kinesere og indere dog udgør en undtagelse.

Den gennemsnitlige ikke-vestlige indvandrer har ikke arbejde og indkomst, der matcher den gennemsnitlige englænder. I denne henseende er tallenes tale lige så tydelig i Storbritannien, som tallene er det i Danmark. Ikke-vestlig indvandring gør samfundet som helhed fattigere, ligesom et relateret problem er, at større og større grupper, der klarer sig dårligt, vil kræve flere og flere særregler, som skal afbøde deres uformåen.

Sænkningen i levestandard rammer imidlertid først og fremmest de indfødte briter, som må betale prisen for en indvandring, der gør Storbritannien fattigere. Hvad angår kulturelle særkrav, er eksemplet helt særligt britisk. Ikke britisk i betydningen urokkelig eller konservativ som i at hævde lovens og sædvanens forrang frem for det abstrakt tænkte.

Det helt særligt britiske - eller måske netop engelske, da f.eks. skotter udmærket kan udtrykke en forståelig national stolthed - er i dag en bevidstløs given efter for ethvert tænkeligt særkrav fra enhver tænkelig etnisk minoritet. At politibetjente, der af etnicitet er sikher, har ret til at bruge turban, er kun et banalt og forholdsvis uskyldigt eksempel. At politibetjente generelt skal deltage i såkaldte sensitivitetskurser flere gange om året, er allerede mere end langt ude.

Og at muslimer i Londonforstaden Tower Hamlets advarer kvinder - alle kvinder - om, at de skal bære slør og ellers selv tage konsekvenserne, viser blot, hvor Storbritanniens multikulturelle model har ført hen. Til et tagselv-bord for enhver gruppe, der er selvbevidst nok til at fortælle, hvor skabet skal stå.

Storbritannien er om noget et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når man på én og samme gang tager imod en enorm ikke-vestlig indvandring og samtidig fornægter sit eget grundlag. Når de liljehvide eliter i England - og de er mere liljehvide end i Danmark på grund af større klasseskel - har besluttet sig for, at England skal omdannes til et indvandringseksperimentarium, så må der være nogle, der skal betale prisen. Og det er den engelske arbejderklasse.

Den seneste modstand mod den kulturelle overgivelse er repræsenteret af EDL, English Defence League, den engelske forsvarsliga. Det er uklart, om EDL er i stand til at holde sig fri af yderligtgående grupperinger. Men at EDL er opstået, bør ikke undre.

Jeg er muligvis fordomsfuld, men jeg har i mange år haft en opfattelse af, at den franske elite - den politiske som kulturelle - er i besiddelse af et helt særligt storhedsvanvid. I hvert fald har det franske svært oversættelige begreb laïcité - en streng sekularisme, der forbyder enhver sammenblanding af religion og politik - i årtier været styrende for den franske integrationspolitik.

Laïcité, bilder eliten sig ind, vil bevare den franske republik urørt af en hvilken som helst massiv ikke-vestlig indvandring. Laïcité er i Frankrig et trylleord, som politikere dulmer sig med, hver gang nye optøjer i de franske forstæder finder sted. Det er også laïcité, der trækkes op af hatten, når den franske verdslige stat udfordres åbenlyst, som når f.eks. muslimske grupperinger afholder offentlig bøn på gader og stræder, selv om denne slags religiøse manifestationer udtrykkeligt er forbudt for alle grupper i Frankrig.

Frankrigs nyere indvandringshistorie er ikke ulig Storbritanniens, selv om Frankrig ikke vedtog en lov, der gav samtlige borgere i de tidligere franske kolonier ret til at indvandre til Frankrig. En kombination af arbejdskraftmangel i 1950'erne og det meget specielle forhold til Algeriet igangsatte indvandringen til Frankrig. I 1950'erne og 1960'erne var der stadig brug for lavt uddannet arbejdskraft i ret stort antal.

Så mens den franske økonomi var god, frem til oliekrisen i 1973, var det formentlig en fornuftig økonomisk forretning at hente indvandrere til landet. Det er det holdt op med at være for længe siden, og også for Frankrig er ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere nu en møllesten om den franske økonomi.

Et forsigtigt skøn, der nok snarere er for lavt end for højt, siger, at ca. 14 procent af Frankrigs 64 millioner indbyggere er af ikke-vestlig herkomst. En nylig udkommet regeringsrapport antyder, at tallet kan være så højt som 19 procent. Noget sikkert tal kan man ikke finde, så længe den franske politiske elite opretholder næsten total tavshed om, hvor hurtigt befolkningsudskiftningen finder sted i Frankrig.

Det er svært at finde præcise statistiske oplysninger om, hvordan ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig i PISA-undersøgelserne. Det kan skyldes min uformåen, men det kan også skyldes, at den særlige franske selvforståelse forbyder at lave statistik efter etnisk oprindelse, det være sig i forhold til uddannelse eller kriminalitet.

Den særlige franske ånd, udtænkt af de liljehvide eliter, finder det ikke relevant at undersøge, om der er etniske grupper, der klarer sig markant bedre eller ringere end andre, idet det forudsættes, at alle er franskmænd, og at alle er loyale over for den franske republik og dens sekulære værdigrundlag.

Hvad vi ved om ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere i Frankrigs uddannelsessystem, beror derfor på det anekdotiske - altså historier, der ikke kan sættes samlede tal på, og som derfor kun pr. eksempel kan antyde, hvordan det ville se ud i en statistik. Men derfra ved vi, at dele af det franske skolesystem for længst har fortabt sin ret til at kalde sig noget med skole.

Der er i heldigste fald tale om opbevaring af "elever", som ikke lærer noget af værdi for et videnssamfund, men som i det mindste ikke - for temmelig manges vedkommende - begår kriminalitet, mens de er inden for "skolens" mure. I mindre heldige tilfælde er der tale om grove overgreb mod lærere og de elever - ofte af etnisk fransk oprindelse - der ikke er heldige nok til at være i en eller anden form for bandetilhørsforhold.

Voldtægter inden for skolens område finder sted. Under de omstændigheder - og da der foreligger nogenlunde troværdige sammenlignelige tal for en række andre lande - er der ingen grund til at tro andet end, at den gennemsnitlige ikke-vestlige indvandrer og efterkommer klarer sig betydeligt under middel i det franske skolesystem.

Med den sammenhæng, der er mellem uddannelsesgrad og indkomst i andre vestlige lande, er der også gode argumenter for at drage den konklusion, at det også for Frankrig er en dårlig forretning at have tilladt så stor indvandring fra ikke-vestlige lande. Der gives naturligvis undtagelser.

Frankrigs indvandrere af kinesisk afstamning synes at klare sig glimrende, måske endda bedre end etniske franskmænd. Det vil i så fald passe med erfaringerne fra USA, hvor nordøstasiater generelt, personer af kinesisk, japansk og koreansk afstamning, klarer sig gennemsnitligt bedre end amerikanere af europæisk afstamning. Men undtages kineserne i Frankrig og enkelte andre grupper, tegner mange historier et samlet billede af alvorlige politiske fejlbeslutninger.

Også Frankrig vil i de kommende år blive et relativt stadig fattigere land som følge af ikke-vestlig indvandring. Frankrig er landet med Europas største ghettoer, de såkaldte zones sensibles, følsomme områder, hvor myndigheder som politi, ambulancemandskab og brandvæsen kun nødig sætter deres ben.

Ifølge den føromtalte franske regeringsrapport er også postvæsenet tilbageholdende med at dele post ud. Den må beboere i følsomme områder selv hente på det nærmeste postkontor. Det er mere end ti år siden, at antallet af zones sensibles blev opgjort til mellem 700 og 800.

Det tal er ikke nødvendigvis vokset - der bygges ifølge regeringsrapporten ikke længere ret meget socialt boligbyggeri som følge af de kedelige erfaringer - men det er størrelsen af de enkelte zones sensibles til gengæld uden tvivl, givet Frankrigs manglende evne til at stoppe indvandringen.

En dansk delegation fra Folketinget fik for nogle år siden et førstehåndsindtryk, da medlemmerne af Integrationsudvalget ved selvsyn skulle se, hvordan et Gellerup (ghettoen ved Aarhus) gange ti så ud. Først forsøgte de danske politikere at besøge ghettoen medbringende nogle få politibetjente. Men det var helt utilstrækkelig opbakning.

Kasteskyts fra vinduerne regnede ned over de danske politikere fra de liljehvide eliter, der fik et indblik i følgerne af stor ikke-vestlig indvandring. Politikerne og de få franske politifolk fortrak skyndsomst, men besøget skulle gennemføres og blev det.

Senere vendte de danske politikere tilbage til området, denne gang flankeret talstærkt af fransk politi, der med tåregasgranater parat til affyring pegede op mod de vinduer, hvorfra husholdningsaffald kunne tænkes at blive smidt. Med de foranstaltninger lykkedes det de danske politikere at bese en af de zones sensibles.

Det er ikke længere usædvanligt, at der skydes med skarpt mod politiet i disse kæmpeghettoer. I den franske by Grenoble måtte ledelsen af den særlige politistyrke BAC, der bekæmper bandekriminalitet, i sommeren 2010 evakuere samtlige politifolk og deres familier, da banderne i byens ghettoer på internettet havde gjort det klart, at de anså politiet for en rivaliserende bande.

Politiet havde skudt og dræbt et bandemedlem, og banderne hævdede nu "retten" til at dræbe en politimand. Øje for øje. Som i andre europæiske lande med mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er det også muslimer, der i Frankrig stiller det største antal kulturelle særkrav.

Men da den franske elite forsøger at opretholde laïcité og derfor bl.a. har forsøgt sig med tørklædeforbud i landets skoler og med et generelt forbud mod at bære burka, den heldækkende muslimske kvindedragt, har den del af muslimerne, der ønsker muslimske normer som gældende lov i dele af Frankrig, sværere kår end i f.eks. Storbritannien.

Det stigende antal offentlige bønneafholdelser er således ulovlige, fordi de foregår i det fri, men de muslimske grupper, der forretter dem, markerer på den måde deres ønsker for det fremtidige franske samfund. I ghettoerne kan det diskuteres, om det er banderne eller imamerne, der sætter dagsordenen. Under alle omstændigheder bekræftede voldsomme optøjer i en række af ghettoerne i 2005, at det i næsten to uger ikke var de franske myndigheder, der kontrollerede begivenhedernes gang.

Takket være bogen Deutschland schafft sich ab fra 2010 (Tyskland afskaffer sig selv) af den socialdemokratiske politiker og tidligere bestyrelsesmedlem i Bundesbank Thilo Sarrazin ved vi i dag, hvor galt det står til i Tyskland. 

At det ikke længe før er kommet for en dag, hvor alvorlige problemerne er i Tyskland, kan dårligt skyldes andet end, at den tyske fortid fortsat slår en skygge ned over den offentlige debat i Tyskland. Nazismens rædsler har gjort det ekstra vanskeligt at tale om konsekvenserne af indvandring til Tyskland.

Der er en vis usikkerhed om det præcise årstal, men 1961 angives normalt som året, hvor de første tyrkiske gæstearbejdere kom til Tyskland som følge af mangel på ufaglært arbejdskraft. I de følgende år indvandrede et stort antal både tyrkere og kurdere fra Tyrkiet, ligesom andre grupper fra lande uden for den vestlige verden fandt vejen til Tyskland.

Historien er hørt før. Tyskland havde økonomisk fordel af denne arbejdskraft i godt ti år, frem til 1973. Derefter satte den økonomiske krise som følge af oliekrisen ind. I dag skønnes der at være i omegnen af 6,5 millioner indvandrere og efterkommere fra fremmede kulturer i Tyskland, deriblandt alene 4 millioner med tyrkiske rødder.

Der bor godt 80 millioner i hele Tyskland. 30 procent af alle nyfødte skønnes at have mindst én forælder med ikke-tyske rødder. Blandt disse vil der naturligvis være en del fra vestlige lande, men tallene tyder alligevel på, at den ikke-vestlige befolkningsandel vil stige i de kommende årtier.

Indvandrerne og efterkommerne er gennemsnitligt væsentlig yngre end de etniske tyskere, sådan som forholdet er i alle europæiske lande, der har modtaget en stor indvandring fra den ikke-vestlige verden.

Derfor vil indvandrerbefolkningen i mange år frem vokse væsentlig hurtigere end den oprindelige befolkning, alene af den grund at der relativt set er flere i den fødedygtige alder i den ikke-vestlige indvandrerbefolkning, end tilfældet er i den oprindelige befolkning.

Hvad angår fuldført gymnasieuddannelse, står det i Tyskland nærmest grotesk til, når man sammenligner udvalgte etniske grupper med etniske tyskere. Sætter man etniske tyskere til indeks 100, hvor vi altså måler de øvrige grupper ud fra tallet 100, ser det således ud for libanesere (i praksis oftest palæstinensere), marokkanere og tyrkere: 15, 24 og 29.

Det resultat har fået Thilo Sarrazin til at konkludere, at Tyskland "wird immer ärmer und dümmer", bliver stadigt fattigere og dummere. Især den lave andel blandt unge med tyrkiske rødder - også selv om andelen altså ligger højere end for libanesere og marokkanere - er dybt bekymrende, al den stund så stor en del, fire millioner, af Tysklands ikke-vestlige indvandrere og efterkommere stammer fra Tyrkiet.

Den tyske PISA-undersøgelse fra 2003 afslører problemet så tydeligt, at det ikke kan misforstås. Hvor etniske tyskere har en læsescore på 513, har unge med tyrkiske rødder en score på 417. Scoren på 417 er et gennemsnit for indvandrere og efterkommere.

Efterkommerne, der er født og opvokset i Tyskland, må antages at have en højere score end forholdsvis nyligt indvandrede tyrkere. Men som de danske resultater af PISA Etnisk indikerede, er forbedringen for efterkommerne på et så beskedent niveau, at der ikke hersker nogen tvivl om, at unge med tyrkiske rødder i Tyskland fremover vil klare sig væsentlig ringere end etniske tyskere.

Den tyske PISA-forsker Jürgen Baumert advarede i øvrigt i april 2011 om, at fremtidens indbyggere i Tyskland vil uddanne sig på et gennemsnitligt lavere niveau, især i tiden efter 2025, hvor f.eks. delstaten Baden-Württemberg vil have mere end 35 procent elever med indvandrerbaggrund.

En anekdotisk historie skal med her, fordi den siger noget om, hvordan politisk korrekte ofte vælger at tackle ubekvemme sandheder. Da dagbladet Politikens korrespondent i Tyskland Peter Wivel på tv blev bedt om at forholde sig til nogle af de problemer, Thilo Sarrazin pegede på i sin bog, svarede han ved at fortælle, at den kameramand, der netop stod og filmede ham, var af tyrkisk afstamning og havde klaret sig glimrende i det tyske samfund. 

Jamen, det havde han da, og det ville vel ingen benægte. Men at gøre en kameramand til symbol på indvandringen fra ikke-vestlige lande, fortæller mest af alt noget om de liljehvide eliters bekneb for argumenter. Om kriminalitet og kulturelle særkrav findes der alt for lidt information om tyske forhold.

Vi er som i tilfældet Frankrig overladt til de anekdotiske historier, hvor vi ikke kan sige noget sikkert og generelt, men dog får et fingerpeg om, hvordan det står til.

Fra Danmark, som udarbejder kriminalitetsregistre over begået kriminalitet ud fra etnisk tilhørsforhold, er det kendt, at der blandt personer med libanesiske (i praksis palæstinensiske), somaliske og marokkanske rødder er en kriminalitetshyppighed, når det gælder voldsforbrydelser, der er mellem tre en halv og fire gange så høj, som den er for etniske danskere, selv efter at der er korrigeret for både alder og såkaldt socioøkonomisk status.

Fra PISA Etnisk i Danmark og fra statistikker over karaktergennemsnit i folkeskolen ved vi, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere gennemsnitligt klarer sig så dårligt - og vil vedblive at gøre det, da vi kender en del af tallene for efterkommerne - at deres gennemsnitligt ringe skolekundskaber gør mange af dem stærkt disponerede for en kriminel løbebane.

De tyske myndigheder laver ikke statistikker over kriminalitet ud fra etnisk tilhørsforhold, men fra Tysklands næststørste by Hamborg fortæller en undersøgelse foretaget af dagbladet Welt om en markant overrepræsentation blandt udlændinge inden for voldskriminalitet.

Således forøvede personer med udenlandsk baggrund 28,1 procent af den registrerede kriminalitet, hvor samme gruppe udgjorde 14,2 procent af befolkningen. Sverige er et tragisk eksempel på, hvad en ukontrolleret indvandring fra ikke-vestlige lande fører med sig.

Kulturelt er Sverige faktisk så fjernt fra en dansk virkelighed på nogle områder, at man ikke helt forstår, at danskere og svenskere historisk er så tæt forbundet. Særligt ét forhold aftegner denne afstand. Den offentlige debat i Sverige er en uhyrlighed, som man næppe finder magen til i noget vestligt land, selv ikke i Storbritannien.

Offentlig debat i Sverige handler om, at eliten taler til eliten, i elektroniske såvel som i skrevne medier. Og eliten er her med overlæg skrevet i ental. I andre europæiske lande kan man i det mindste finde en antydning af en forskel på de socialdemokratiske partier og de borgerlige partier.

Borgerlige partier i andre europæiske lande vil dog ytre visse betænkeligheder ved masseindvandring. Måske vil de ikke gøre noget ved denne indvandring, men det hænder dog, at de taler om at reducere den.

Sådan er det ikke i Sverige. De svenske eliter er forenet om ikke under nogen omstændigheder at ytre sig negativt om masseindvandringen til Sverige. Der er ingen tvivl om, at der blandt den vestlige verdens politiske eliter hersker en form for ubevidst konsensus, der forbyder for alvor at sætte spørgsmålstegn ved de katastrofale konsekvenser af ikke-vestlig indvandring.

Men Sverige befinder sig i sin helt egen kategori, hvad det angår. Det er således utænkeligt, at en svensk politiker - fraregnet politikere fra Sverigedemokraterna, der kom i den svenske rigsdag ved valget i 2010 - kunne finde på at udtrykke tvivl om den førte svenske udlændingepolitik. Højst kan det diskuteres, om endnu større indvandring, f.eks. såkaldt arbejdskraftindvandring, vil gøre Sverige og svenskerne endnu lykkeligere.

Der finder visse begrænsninger sted administrativt - og på Wikileaks er det kommet frem, at bl.a. den nuværende udenrigsminister Carl Bildt i fortrolighed har givet udtryk for, at Sverige havde vanskeligheder med at håndtere flere irakiske flygtninge. Resten er næsten fuldstændig tavshed. Som det var tilfældet i Danmark, mente Sverige også i 1960'erne at have behov for arbejdskraftindvandring udefra. Og historien om konsekvenserne er den samme.

Så længe Sverige endnu var et klassisk industrisamfund, der befandt sig i en lang højkonjunktur, gav indvandringen uden tvivl et vist overskud. Men også i Sveriges tilfælde var der tale om indvandrere med gennemsnitligt ringe kvalifikationer, markant under det gennemsnitlige svenske niveau.

Da krisen ramte i 1973, burde det derfor også i Sverige have stået klart, at indvandring fra ikke-vestlige lande til Sverige i økonomisk forstand var en dårlig idé. Men indvandringen fortsatte gennem kædevandringerne. Især efter 1980 blev der åbnet for en stadig større tilstrømning af flygtninge, en udvikling, der er fortsat til i dag, og som indtil videre har udsigt til at fortsætte ufortrødent.

Af en befolkning på ca. 9,3 millioner vurderes der at være ca. 450.000 muslimer i Sverige, og ikke-etniske svenskere skønnes at udgøre tæt ved 20 procent af befolkningen. Det er uklart, hvor stor en del af disse knap 20 procent, der udgøres af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, men at tallet er stort og hastigt voksende, er uden for diskussion.

Södertälje, en by lidt sydvest for Stockholm, har allerede færre end 50 procent etniske svenskere. Malmø vil få et ikkesvensk flertal om få år, og det samme vil en lang række store svenske byer inden 2050, blandt dem de to største, Stockholm og Göteborg.

2050 kan også gå hen og blive året, hvor hele Sverige vil få en ikke-svensk majoritet, hvor altså etniske svenskere vil udgøre under halvdelen af befolkningen i Sverige. De økonomiske konsekvenser af indvandringen fra ikke-vestlige lande til Sverige har været af en astronomisk størrelsesorden.

Det er uklart, præcis hvor stor regningen er, men den i Sverige bosatte amerikanske forsker Jonathan Friedman har anslået, at det svenske eksperiment årligt løber op i mindst 100 milliarder svenske 2002-kroner. At Sverige desuden har udsigt til at blive et fattigere samfund som en konsekvens af indvandringen, afslører de svenske PISA-resultater.

48 procent af de ikke-vestlige indvandrere og 30 procent af efterkommerne er ikke i stand til at påbegynde en ungdomsuddannelse. For etniske svenskere er andelen ca. 14 procent. Ca. 40 procent af fremtidens arbejdsstyrke af ikke-vestlige skønnes at have kvalifikationer, der er så ringe, at de enten er funktionelle analfabeter eller kun har uddannelse på grundskoleniveau.
De svenske ghettoer er markant større end de tilsvarende danske. De fleste har hørt om Rosengården uden for Malmø, men der findes også Tensta og Rinkeby uden for Stockholm og mange flere. En del af disse ghettoer er betydelig større end tilsvarende danske og også mere ude af kontrol.

Som i andre europæiske lande, der har modtaget en stor ikke-vestlig indvandring, er også de svenske myndigheder sat helt eller delvis ud af spillet i ghettoerne. Ghettoerne i Sverige er samtidig mere koncentrerede end i Danmark. Tager man således ud fra Stockholm med metroen i en bestemt retning, forandres alt efter ganske få stationer: fra en overvejende etnisk svensk befolkning til en næsten fuldstændig etnisk ikke-svensk, det vil i praksis sige en ikke-vestlig.

Man kunne fortsætte sådan med statistik og eksempler fra Holland, Belgien, Østrig, Norge, Schweiz og også sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og Grækenland. Alle vesteuropæiske lande har de seneste årtier - med større eller mindre forsinkelse - taget imod et stort og stadig stigende antal ikke-vestlige indvandrere, og for alle disse lande gælder, at indvandrere og deres efterkommere set som en samlet gruppe ikke er til gavn for deres nye hjemlande.

Der er selvfølgelig undtagelseseksempler og kortvarige perioder med økonomiske gevinster, men ellers er billedet trist. Alligevel hentes flere ikke-vestlige indvandrere til Europa, blandt andet fordi EU-kommissionen er af den overbevisning, at indvandrere kan afhjælpe Europas ældrebyrde.

Morten Uhrskov Jensens bog "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" er udkommet på forlaget People's Press. Bogen er 150 sider og koster 150 kr.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00