Boligminister: Jeg er overrasket over, hvor meget symboler betyder, og hvor lidt milliarder betyder i politik

Denne artikel blev bragt første gang den 24. juni 2020.

Kaare Dybvads (S) mål var at sætte boligpolitiken tilbage på den politiske dagsorden.

Som den første boligminister i årtier har han med mantraet “byer med plads til alle” gjort boligpolitikken til et socialdemokratisk våben på den politiske slagmark.

Den amerikanske ejendomsinvestor Blackstone er blevet symbolet på de eksploderede boligpriser i byerne, løftet om billige boliger på Strandvejen skulle være et opgør med samfundets ulighed, og ikke mindst kan den betændte debat om ghettoerne ses som et symbol på de tiltagende opstramninger på udlændingeområdet, Socialdemokratiet har flirtet med i årevis.

Der er ikke nogen større modstander af velfærdsstatens etik end sådan noget som Blackstone. At tjene penge på at investere i at opføre sig urimeligt, det er antitesen til den etik, som velfærdsstaten bygger på.

Kaare Dybvad (S)
Boligminister

Spørger man ministeren, er han alligevel forundret over den debat, boligpolitikken har skabt:

“Jeg er blevet overrasket over, hvor meget symboler betyder, og hvor lidt milliarder betyder i politik,” siger Kaare Dybvad, da jeg spørger, hvad han vil tage med fra sit første år.

“Det skal man være klar over, hvis man gerne vil lave politisk forandring. Det er stadig det, der vækker følelser, der får debatten til at rykke sig. Der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem, hvad der objektivt er en stor diskussion, og hvad der ender med at være en stor diskussion ude i virkeligheden.”

Blackstone symboliserer vores manglende kontrol
“Boligpolitikken har været væk i mange år, og det, tror jeg, er et selvstændigt problem, i forhold til at vi har fået mere opdelte byer og oplevet en helt anden opdeling af vores samfund. Det, tror jeg, er en udfordring for vores samfund som helhed. Og det hænger jo også sammen med Blackstone-diskussionen,” siger ministeren og leder dermed hurtigt snakken over på indgrebet mod bolighajer.

Indgrebet skal forhindre udenlandske kapitalfonde i at tjene hurtige gevinster på det danske boligmarked på bekostning af, at huslejen i udlejningsejendommene stiger. Og den er ifølge ministeren en af de symbolske sager, der har fået overraskende meget eksponering. 

For selvom en aftale omkring de almene boliger omhandler langt flere milliarder og mennesker, har Blackstone-loven fyldt meget mere. Ikke bare i boligpolitikken, men også i den brede debat.

“Jeg oplevede noget mærkeligt, efter at vi lavede den aftale (om boligspekulanter, red.). Når jeg kom til eksempelvis Aalborg eller til provinsbyer som Holbæk, så sagde folk, at 'det var virkelig vigtigt, det, vi havde lavet med Blackstone'. Men Blackstone opkøber jo ikke ejendomme i Holbæk eller Aalborg. Jeg tror, der er noget principielt vigtigt for folk i den sag.”

Blackstone er ikke bare blevet et symbol på de stigende boligpriser, mener ministeren, men også på en markedsliggørelse af vores boliger – og på en følelse af ikke at have kontrol over vores egne boliger:

"Vi har i mange år har haft en forståelse af, at vi ikke kan bestemme over international kapital, ligesom vi ikke kan bestemme over flygtningestrømmen eller klimaforandringer. Spørgsmål, der er vigtige for folk. Og der tror jeg, det har været en markør og en vigtig principiel beslutning at sige, at vi tager styringen over vores byer tilbage fra de store internationale kapitalfonde. Tilbage i folkestyret."

Er det i kraft af Blackstone, boligpolitikken er kommet tilbage på dagsordenen?

“Det har gjort en stor del. Men der har i mange år før Blackstone været diskussioner omkring de stigende boligpriser i København og Aarhus, men der har manglet nogle redskaber til at angribe det.”

Boligmarkedet udfordrer velfærdssamfundets etik
Men problematikkerne på boligmarkedet stikker endnu dybere end Blackstone. For med et kapitaliseret boligmarked, som Dybvad ofte har kritiseret, kan man tjene enorme arbejdsfrie gevinster ved ejenomsinvestering. Det skaber ulighed og clasher med velfærdssamfundets ideal, mener ministeren.

“Det er klart, at hvis man får en større gevinst ved at eje noget frem for at arbejde, så rejser det en helt grundlæggende udfordring for velfærdssamfundet. For behøver man så at gå på arbejde? Men det handler også om at opbygge de værdier, der ligger i at være en del af fællesskabet.”

“Hvis det skal være helt ideologisk, så handler det jo om, hvad velfærdsstaten er bygget på. Den er bygget på en kulturelt nedarvet protestantisk arbejdsetik. Hvis vi skal forestille os at have en velfærdsstat, så må opgaven være at fastholde arbejdet som den centrale aktivitet. At folk har et arbejde, får identitet gennem deres arbejde og får fortjeneste ud af arbejde. Det er klart, at hvis vi i alle livets forhold gør arbejdet mindre værd – i den måde, vi lovgiver og får økonomisk gevinst – så vil det med tiden forvitre og ligesådan vil grundlaget for velfærdsstaten.”

Dybvad fremhæver, at Socialdemokratiet allerede har fjernet de skattefordele, der tidligere var ved forældrekøb, og så selvfølgelig, at de har gjort det mindre attraktivt at investere i udlejningsejendomme:

“Der er ikke nogen større modstander af velfærdsstatens etik end sådan noget som Blackstone. At tjene penge på at investere i at opføre sig urimeligt, det er antitesen til den etik, som velfærdsstaten bygger på.”

Hvor synes du, det danske boligmarked står i dag?

“Vi står stadig et sted, hvor det at gå på arbejde og beskæftige dig selv betyder, at du i langt de fleste tilfælde kan have et normalt, godt liv med hus og bil. Men der er nogle udfordringer – også nogle politiske udfordringer – i de skævheder, der er ved gevinster på boligmarkedet. Bor man i Odsherred, og folk har købt et parcelhus for 20 år siden til 1,2 millioner kroner, så koster det stadig 1,2 millioner i dag. Men hvis man for 20 år siden købte det samme parcelhus på Amager, så koster det måske 8 millioner i dag. Det synes folk er urimeligt, og det skaber frustrationer.”

Hvordan løser man det her problem?

“Den store udfordring ligger i at få bygget nok til, at priserne på ejerboliger falder. Den andel af middelklassen, som kan købe en bolig i København, er fuldstændig afhængig af, hvor meget der bliver bygget. Men det er klart, at hvis du er buschauffør og gift med en, der sidder ved kassen i Netto, så kan du aldrig købe en bolig i København. Men det er jo der, vi bygger 25 procent almene boliger, så de også har mulighed for at få en bolig der, hvor de arbejder.”

Andelsboligerne har mistet deres uskyld
Et modsvar til markedsvilkårene er andelsboligerne. De er dog også steget en del i pris, og det er i dag svært at få fingrene i en betalelig andelsbolig, da de fleste bliver solgt gennem private skuffesalg.

Men det ser ministeren, der selv bor i andelsbolig, ikke som et problem.

“Hvis du vokser op i en andelsboligforening på Amager, og du får et job som buschauffør, håndværker eller pædagog, hvor man ikke kan gå ud at købe en lejlighed, så synes jeg da, det er fantastisk, at du har mulighed for at få et sted at bo gennem den forening.”

Så det er okay med lidt nepotisme?

“Ja. Man kan kalde det nepotisme, men man kan også sige, at det er en måde at fastholde noget lokalsamfund. Jeg synes, det er vigtigt, man har en del af boligmassen, som ikke bare fungerer på markedsbetingelser, men hvor det, at man er en del af et fællesskab, har en betydning.”

Men er det ikke et problem for den sociale mobilitet?

“Jeg har bemærket den liberale kritik af, at det er meget vigtigt, at folk kan flytte hele tiden. Men det er vigtigt, at du har et boligkvarter med en identitet og en følelse af tilhørsforhold. Nogle af de bydele i København, hvor der er størst udfordringer med sammenhængskraften, er de bydele, hvor folk flytter ind og ud hele tiden. Så får du ikke den samme bekymring om, hvad sker der i kvarteret, om der er pænt og trygt og ordentlige daginstitutioner. Det bliver bygget op, når du hører til i et kvarter, og så bliver det rammen om fællesskabet i stedet for Rotaryklubben eller det etniske minoritetssamfund.”

Det lyder meget idyllisk, men når man ser på, hvor meget andelsboliger er steget i pris – som du også selv påpeger – så er det jo ikke den samme boligmulighed for mange, som det var engang. Har andelsboligerne som idé mistet sin slagkraft?

“Noget af uskyldigheden er røget på grund af den liberalisering, som var i 2005. Men grundessensen i andelsboligerne er en demokratisering af ens boligform, og den er der stadig. For det er en almen dannelse i det at forstå, hvordan man driver og vedligeholder en ejendom, hvilke processer der er, hvad det koster. Og når jeg ser på min opgang, så er der flere med en almindelig middelklassebaggrund, end der er i en tilsvarende opgang med ejerboliger på Christianshavn, hvor boligerne koster langt mere.”

En hypotetisk ny ghettopakke
Et andet emne, der har fyldt meget i den brede debat, er parallelsamfundspakken. Eller ghettopakken, som den kaldes i folkemunde. 

Også her er ministeren overrasket over debattens facetter og påpeger, at “en stævning fra Mjølnerparken giver mere omtale end 30 milliarder til renoveringer af de almene boliger”, med henvisning til at en gruppe beboere fra Mjølnerparken i slutningen af maj stævnede ministeren, fordi de føler sig diskriminerede over at skulle flytte ud af deres boliger.

Du har i mange sammenhænge diskuteret problematikken omkring parallelsamfundspakken ihærdigt, eksempelvis på Twitter. Hvad er det ved debatten omkring det, der provokerer dig?

“Det er klart, der er mange følelser i det. Det, der irriterer mig, er, når folk siger ting, der ikke er rigtige om parallelsamfundspakken. Det er der mange, der gør. Så kommer en tilfældig radiovært eller en, der skriver et læserbrev, med udsagn såsom 'hvis du kommer ind på den hårde ghettoliste skal du rive 60 procent af dine boliger ned', og det er jo ikke rigtigt. I Vollsmose, hvor der rives mest ned, er det 1.000 boliger, som er 30 procent,” siger han.

“Vi var jo med i aftalen, fordi vi tror på, den virker. Men måden, aftalen blev lanceret på, med at ‘nu skal der bares rives ned', det er den retorik, der stadig flyder, og den var aldrig vores. Vi gik med i aftalen, fordi vi tror på, at den gør en forskel, og at de børn, der vokser op i Tingbjerg om ti år, får bedre muligheder end dem, der voksede op for ti år siden. Fordi det bliver et blandet boligkvarter.”

Kritikken handler ikke kun om nedrivning, men anfægter blandt andet ideen om at sætte tal på mennesker på den her måde, fordi det rammer skævt. Kan du se kritikken?

"Ja, det kan jeg godt. Jeg kommer selv i områder, hvor det går godt. Men hvis man tager gennemsnittet af Tingbjerg, Vollsmose, Gellerupparken, Bispehaven og Mjølnerparken, så finder du ikke 15 områder, der er i nærheden af at have så store udfordringer med kriminalitet, parallelsamfund og arbejdsløshed. Det væsentlige er, at den virker for 90 procent af dem, den skal virke for. Første gang man diskuterede ghettoer i Danmark er 1993, og siden har diskussionen bølget op. Kritikken er vendt fra 'hvorfor gør i ikke noget?' til 'der er noget galt med det, I gør'. Men det er jo politikkens natur."

Hvis I kunne lave en ny parallelsamfundspakke, hvordan ville du så udforme den?

“Hovedsporet i lovgivningen er rigtigt, og jeg ville have haft mange af de samme elementer med: arbejdsløshed, kriminalitet og etnisk sammensætning. Men man kan diskutere om uddannelseskriterierne giver mening. Er det bedre at være faglært end ufaglært? Det, synes jeg, er en relevant diskussion at tage.”

“Nogle steder kan jeg godt se, at det bliver lidt firkantet. Jeg ville lave større mulighed for at dispensere i nogle sager, så man havde haft bedre mulighed for at tage hensyn til lokale forhold.”

Billige boliger på Strandvejen
“Da jeg kom til, havde jeg tre ting på programmet, som jeg skulle nå i det første år: Blackstone, Landsbyggefonden og den frivillige bæredygtighedsklasse. De tre ting er nået i mål – to af dem lige her til sidst,” siger boligministeren, da jeg spørger ham, hvad han har nået i år.

Ser man på Socialdemokratiets boligudspil fra sidste sommer, er der dog nok at tage fat på endnu.

De vil blandt andet introducere en ny slags “medejerbolig” som et trin på stigen mellem en lejebolig og de efterhånden dyre andelsboliger. De vil skabe flere ældre- og studieboliger, og derudover vil de bygge 110.000 nye boliger i de fire største byer.

Hvad bliver det næste skridt for dig?

“Det næste skridt bliver at bygge billige boliger i de store byer. Nye billige almene boliger. For mig er det altafgørende, at vi kan få en model, der giver mulighed for, at folk på overførselsindkomst også kan bo i det kvarter, hvor de har deres netværk og lever deres liv."

Hvad vil fylde resten af valgperioden?

“Det med de billige boliger kommer til at fylde rigtig meget. Hele den grønne dagsorden, markante krav på CO2-reduktion og bæredygtighed i vores byggerier kommer også til at fylde en del de næste sæsoner. Det er et område, hvor vi har høje ambitioner.”

Hvad er dine grønne ambitioner?

“Nu har vi gennem mange år blevet bedre til at drifte bygningers på en fornuftig måde i forhold til CO2-udslip, men det helt store udstående er jo byggematerialernes aftryk, som stadig er markant. Vi har for nylig udsendt en frivillig bæredygtighedsklasse som første skridt på vej mod at gøre det mere overskueligt.” 

Flere aktører kritiserede bæredygtighedklassen, blandt andet for at den mangler et mere konkret reduktionsmål?

“Der er et CO2-reduktionsmål, det er bare meget løst. Loftet er lavet så højt til at starte med, så alle kan leve op til det. Men så har man værktøjet til at skrue på det med tiden.”

Der er dog særligt ét meget symbolsk valgløfte, den socialdemokratiske boligminister stædigt holder fast i:

“Og så skal jeg have bygget nogle almene boliger på Strandvejen. Det valgløfte mangler jeg stadig at indfri. Jeg har et par steder, det godt kan lade sig gøre, hvis tingene flasker sig.”