Christian Egander Skov: Dette er vejen frem for de parlamentarisk irrelevante Nye Borgerlige

KOMMENTAR: Formår partiet at kombinere den uforskammede frækhed med en politisk seriøsitet, der kan afsløre den magt, vanetækningen kan have for de etablerede partier, er der en vej frem for Nye Borgerlige, skriver Christian Egander Skov.

Det er sæson for landsmøder i de politiske partier, og blandt de mange sammenkomster for de særligt troende finder vi landsmødet hos Nye Borgerlige, der blev afholdt for nylig. Landsmødet er interessant, fordi det er første gang, at partiet afholder et sådant efter at være blevet valgt i Folketinget.

Man er altså rykket fra en ekstremt oppositionel rolle, hvor man groft sagt ikke har haft andre kommunikationskanaler end partiformand Pernille Vermunds Facebook-profil og ikke andre midler end dem, man kunne skrabe sammen gennem medlemskontingent, til nu at være repræsenteret i folkestyrets hellige haller med alt, hvad dertil hører af opmærksomhed og økonomi.

Nye Borgerlige har altså noget at fejre, og det forlyder da også, at landsmødet skulle have været præget af en positiv stemning. Det er forventeligt.

Men det står også klart, at den nye position ikke betyder, at man blot kan sole sig i glansen fra en ny status. Partiet er udfordret. Ikke mindst, hvis vi ser på bundlinjen: meningsmålingerne. Her ligger partiet i bedste fald stabilt med resultater i de vægtede gennemsnit, der veksler mellem at ligge lige over eller lige under valgresultatet. I skrivende stund ligger målingerne endog noget under såvel valgresultatet som – mere bekymrende – spærregrænsen.

Situationen er så meget desto mere utilfredsstillende, hvis man husker, at partiet op til valget længe havde et realistisk håb om næsten 4 procent af stemmerne. Dengang spåede jeg her på Altinget partiet et godt valg. Men det fik de ikke. Årsagen var naturligvis Stram Kurs, som slog en dyb kile ned i Nye Borgerlige og stjal et kontingent af dets mere outrerede vælgere.

Problemet er, at selv nu, hvor Stram Kurs spiller en uhyre begrænset rolle, har man ikke nået fordums styrke. Det er et vidnesbyrd om en ting: hvor vanskeligt det er at være et lille og parlamentarisk helt irrelevant parti. Nye Borgerliges store problem er, at de altid står i fare for simpelthen at forsvinde fra radaren i det daglige medietrummerum.

Partiets politiske og kommunikationsmæssige spillerum er slet og ret blevet begrænset efter valget.

Hvorfor? Ja, dels fordi det som udgangspunkt ikke er særligt relevant, hvad Nye Borgerlige mener om noget som helst.

Men langt værre er det nok, at der er blevet mere trangt i det ideologiske felt mellem hårdkogt liberalisme og mindst lige så hårdkogt konservatisme, hvor partiet er placeret. Dette skyldes først og fremmest Dansk Folkeparti, som efter sit sviende valgnederlag forstod, at man var blevet for pæne, pseudo-socialdemokratiske og intetsigende. Derfor er partiet igang med en proces, hvor man forsøger at stive partiets nationalkonservative profil af. Der er ingen grund til at tro, at vi har set eller hørt det sidste fra Dansk Folkeparti i den forbindelse. 

Også Liberal Alliance er i bevægelse – som man måske har bemærket. Her er der ikke tale om at støve en nationalkonservativ profil af, men snarere om at hævde den ideologiske forbindelse mellem en liberal deregulerings- og frihedsdagsorden og så en konservativ ordenstænkning. Hvis det lyder som noget, man kender, er det, fordi samme vare også ligger på hylden hos Nye Borgerlige.

Dertil kommer Venstre og Konservative. Her er der naturligvis ikke tale om, at man forsøger at rykke ind på Nye Borgerliges jagtmarker. Men også her gælder det, at de ideologiske profiler støves af efter et valgnederlag. Og som et led heri har man valgt – mest udpræget i Venstre – at forsøge at dække sig af i forhold til det indvandringskritiske højre.

Spillerummet bliver altså mindre for Nye Borgerlige. Det betyder ikke, at partiet er uden chance for at bide sig fast, men det betyder, at man skal løbe dobbelt så stærkt efter promillerne i vælgerhavet.

Den nemme vej er med jævne mellemrum at sige mærkværdige og vanvittige ting. Som for eksempel, at en homoseksuel sygeplejerske med indvandrerbaggrund i virkeligheden ønsker at islamisere Danmark.

Det giver omtale, og der er sikkert et vælgersegment, der er ligeglad med substansen, men blot nyder at varme sig ved den hårde tone. Og ja, der er et potentiale i at dirigere folks afmagt ind i politiske vredesytringer. Til gengæld slider den slags katarsiske politik på troværdigheden, hvis den står uden relation til virkeligheden.

Derfor må den under alle omstændigheder suppleres af seriøs politikudvikling. At partiet ikke er umiddelbart parlamentarisk relevant betyder ikke, at man ikke kan sige noget politisk eller samfundsmæssigt relevant. Det betyder derimod, at de politiske udmeldinger skal have en egen værdi, vægt, betydning eller perspektiv, som midterpartiernes ikke behøver.

Partiets nylige udspil om skattefradrag for pasning af egne børn er et eksempel på en sådan konstruktiv og seriøs politik, der kan udtrykke et ideologisk grundlag en substantiel programpolitisk form. Hermed kan partiet hævde sin ret til sit ideologiske felt.

Formår partiet at kombinere den uforskammede frækhed med en politisk seriøsitet, der kan afsløre den magt, vanetækningen kan have for de etablerede partier, er der en vej frem for Nye Borgerlige.

-----

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende Næste artikel Benny Damsgaard: Politikernes løn er en møgsag, som bare ikke vil gå væk Benny Damsgaard: Politikernes løn er en møgsag, som bare ikke vil gå væk
Ellemann manglede slagkraft i den første duel

Ellemann manglede slagkraft i den første duel

ANALYSE: Mette Frederiksen (S) gik langt i sin kritik af de internationale konventioner under statsministerens spørgetime. Alex Vanopslagh var endnu en gang skarp, mens Jakob Ellemann-Jensen var overraskende tam.