Christian Friis Bach: Inspirerende og dyster bog om demokratiets krise har næsten for mange ideer

Han var stensikker på, at Trump ikke kunne vinde. Men det gjorde han. Derfor satte Larry Diamond, professor på Stanford University og en af verdens førende demokratiforskere, sig ned og skrev en bog om demokratiets krise for at forstå hvorfor. Det er blevet til en meget inspirerende og læseværdig bog. Derfor er denne anmeldelse også blevet lang.

Demokraterne er i defensiven
Udviklingen gør Diamond bange. Han er mere bange for demokratiets fremtid end nogensinde i de 40 år, hvor han har studeret det. Og han beskriver og frygter et demokratiets dommedagsscenarie, hvor det hele kollapser, som det skete i 1930'ernes Europa.

Han er særligt bange for Trump og USA. Men krisen er global, skriver han og beskriver udviklingen fra Kina, Rusland og Venezuela til Tyrkiet, Ungarn og Filippinerne. Vi befinder os i en demokratisk recession. I alle verdensdele er der autoritære ledere på vej frem, og de bliver mere undertrykkende hjemme og aggressive ude. Demokraterne er i defensiven. Andelen af verdens lande, der kan betegnes som demokratier, er faldet de sidste ti år, og friheden i verden har været på retur tolv år i træk, skriver han med reference til en række analyser.

Dansk Folkeparti er også en trussel
Samtidig bliver demokratierne mere polariserede, intolerante og dysfunktionelle. Populistiske ledere angriber de institutioner, der skal forsvare demokratiet, begrænser ytringsfriheden og forsamlingsfriheden for bestemte grupper og minoriteter og dæmoniserer udlændinge og migranter. Intet demokrati kan føle sig sikkert, skriver han og nævner endda Dansk Folkepartis fremdrift i det ”stolte tolerante Danmark” som en populistisk trussel mod det liberale demokrati.

Demokratier får ikke et hjerteslag og dør, skriver han. Det er nærmere som kræft. Snigende, skjulte tilbageskridt, der ender i autokratiet. Det starter med korruption, magtmisbrug, manglende fremskridt for befolkningen og favorisering af familie eller venner. Det er her, han ser faresignalerne.

Demokratier får ikke et hjerteslag og dør, skriver han. Det er nærmere som kræft. Snigende, skjulte tilbageskridt, der ender i autokratiet. 

Christian Friis Bach

De største trusler mod demokratiet er, som bogtitlen antyder, den russiske vrede, de kinesiske ambitioner og amerikansk passivitet.

Den russiske vrede og kleptokratiet
Den russiske trussel kommer fra det, Diamond betegner som et stadigt mere repressivt kleptokrati og fra Putin, som han beskriver som en tyv, der tjekker, om døren til vores demokrati er åben. Han angriber de russiske (hacker)angreb på det amerikanske præsidentvalg og SoMe-kampagnerne mod Hilary Clinton. Uden dem havde Clinton vundet, konkluderer han.

Og det var ikke en enlig svale. Rusland har forsøgt at påvirke og underminere valghandlingerne i 24 demokratier siden 2004, skriver han med henvisning til German Marshall Fund og peger på Brexit som en af de mest ødelæggende resultater.

Kinesiske ambitioner og stigende indflydelse
Truslen fra Kina er endnu mere eksistentiel, mener han. Vi står over for en stille, tålmodig kinesisk invasion, netop som USA trækker sig tilbage. Han beskriver Kinas stigende indflydelse gennem penge, gigantiske lån, donationer, virksomheder, skoler, universiteter, medier, propaganda, havne, netværk og de 60 millioner kinesiske studerende og arbejdere, der bor i udlandet.

Kinas økonomi vil snart være verdens største, og deres militærbudget er femdoblet over de sidste ti år og er allerede dobbelt så stort som Ruslands. Også teknologisk går Kina efter den absolutte førertrøje inden for alt fra kunstig intelligens, supercomputere, droner, blockchain, gensplejsning og andre teknologier.

Vi står over for, hvad Diamond kalder en global kampagne for en kinesisk autoritær, statsdirigeret global kapitalistisk model, hvor al kritik af Kina forsøges undertrykt og censureret.

Meget amerikansk perspektiv
Men den måske største trussel af dem alle, er præsident Trump, mener Diamond. For hvis USA ikke genindtager sin rolle som demokratiets forkæmper, vil Putin og Xi Jingping og deres beundrere gøre autokratiet til den drivende kraft i dette århundrede. Diamond mener, noget egocentrisk, at demokratiet i verden er forankret i og afhængigt af demokratiet i USA.

Han er stærk i troen på, at demokratiet ikke var kommet til en stribe lande, hvis ikke USA havde blandet sig. Og han er stærk i troen på, at talrige demokratier i verden, ja, endda EU, vil kollapse uden støtte fra USA. ”Skæbnen for det globale demokrati ligger på de amerikanske skuldre.”

Det er her, bogen bliver meget amerikansk. Der er uomtvisteligt noget om, at USA har spillet en afgørende rolle i udbredelsen af frihed og demokrati i verden, om end Diamond også erkender, at der er eksempler, hvor USA, med støtte til vestligt sindede diktatorer, prioriterede stabilitet over demokrati. Men det afgørende spørgsmål er, om demokratiet breder sig, fordi USA stiller sig i spidsen. Eller fordi borgerne i et land selv gør det og ønsker det. Her tror jeg (også) på det sidste.

Måske er demokratiet stærkere, end Diamond tror
Diamond beskriver heldigvis, at globale målinger stadig viser overvældende støtte til demokratiet som styreform. Demokrati er ikke en amerikansk, men en universel værdi. I hver eneste region i verden siger store (eller endda meget store) flertal i befolkningen, at demokratiet er den bedste styreform. Det gælder fra Afrika til Asien og selv i de arabiske lande trods skuffelserne fra det arabiske forår.

Det demokratiske fundament er måske stærkere, end Diamond tror – selv uden USA i en førertrøje. Måske vil befolkningerne rejse sig, hvis demokratiet kommer yderligere under pres, som det lige nu sker i Hong Kong.

Og måske skal vi vænne os til ikke kun at se mod USA for at få inspiration til demokratiet, men også se mod lande som Indien og Indonesien – verdens største og tredjestørste demokrati. Eller mod Etiopien og Malaysia, hvor der har været solide demokratiske fremskridt i de seneste år.

Der er dog ingen tvivl om, at demokratiet er under pres. Og det er bekymrende, som Diamond også skriver, at mange vælgere er blevet mere kyniske og kritiske over for demokratiet og de demokratisk valgte ledere. Det gælder i særlig grad i USA og især blandt dem, som stemte på præsident Trump, og som stemmer på de højrenationale populistiske partier i Europa.

Et land har de borgere, de har
Derfor skal vi styrke kampen for demokratiet. Det starter med os selv. Det er i vores hænder, skriver han. Det, der kan redde demokratiet, er ”frie, informerede og principfaste borgere, som ikke vil tolerere misbrug af deres demokrati eller deres rettigheder”.

Her hopper kæden dog lidt af, når han skriver, at truslen mod demokratiet derfor ikke kommer fra folket, men fra de (ofte demokratisk) valgte ledere. Diamond glemmer, at et land har de borgere, de har. Og at de stemmer, som de gør − herunder på Trump i USA, Orbán i Ungarn, Erdogan i Tyrkiet og Brexit i Storbritannien. Og mange af de vælgere har ikke fortrudt.

Her kan man blive lidt i tvivl om, hvorvidt Diamond er utilfreds med demokratiet eller med den politik, de demokratisk valgte ledere fører. En stor gruppe amerikanske vælgere føler sig godt repræsenteret af Trump.

Provokationens politik
Mere overbevisende er det, når han ser på de underliggende grunde til, at demokratierne er under pres. Den økonomiske ulighed og den stigende politiske polarisering, der ses ikke mindst i USA, hvor en stor gruppe føler sig truet og trampet på af den politiske og kulturelle elite.

De demokratiske kontrolmekanismer, der svigter, og valgsystemer, der kan misbruges og manipuleres. Polariseringen af medierne drevet af fragmenteringen i de sociale medier med algoritmer, trolde og robotter, der drives af sensation, misinformerer og manipulerer vælgernes følelser, skaber en ”provokationens politik” og når ud til stadigt flere mennesker.

Det underminerer den tillid, som demokratiske samfund bygger på, og er en trussel, som kun vil stige med de nye teknologiske muligheder, der kommer med kunstig intelligens og manipulation af billeder, lyd og video.

Stå fast, og invester i demokratiet
Vi kommer bag scenen og møder nogle af de stenrige og indflydelsesrige korrupte oligarker og ”kleptokrater” fra blandt andet Rusland, de tidligere Sovjetstater og fra Afrika, som med enorme summer af ”beskidte penge” trænger ind i vores samfund og udgør den største enkeltstående trussel mod demokratiet, fordi lovgivningen imod korruption og hvidvask er helt utilstrækkelig. Kleptokratierne er den kræft, som æder vores demokrati op, skriver han.

Vi må derfor udvikle en klar strategi for at imødegå truslerne mod demokratiet, fastslår Diamond. Vi må styrke vores egne demokratier og stå fast på vores demokratiske værdier.

Vi må investere mere i både militæret og diplomatiet.

Vi skal starte en ny global kampagne for frihed og menneskerettighederne, øge støtten til verdens demokrater og spirende demokratier og samtidig øge sanktionerne mod udemokratiske lande og særligt deres ledere.

Vi skal udvikle en mere inklusiv, multipolar verdensorden og investere i en massiv informationsindsats, uddannelsesindsats og i udvekslingsprogrammer. Retorikken giver mindelser om den kolde krig.

Næsten for mange ideer
Lige så vigtigt er det at reparere og styrke vores egne demokratier: styrke kampen mod kleptokrati, hvidvask og cyberangreb, styrke vores egen overvågning og efterretningstjeneste og forskningen i nye teknologier. Forbyde udenlandske politiske kampagnebidrag, overvåge organisationer, blokere fjendtlige forsøg på strategiske opkøb af virksomheder og modvirke forsøg på at påvirke vælgere og borgere. Der er brug for en massiv optrapning af vores indsat for at sikre troværdighed, tillid og frihed også på internettet.

Man bliver klogere på en stribe mulige og ønskelige valgreformer, der kunne styrke demokratiet i USA, herunder sammensætningen af valgdistrikter, lobbyregler, åbenhed omkring valgkampbidrag og brug af ”pointmetoden” ved personvalg − noget, jeg og andre i øvrigt brugte flere år på at diskutere og anbefale i min tid i det Radikale Venstre.

Diamond sprudler med ideer til at forsvare demokratiet. Der er næsten for mange.

Demokratier har bedre ideer
Det er en dyster bog. Det er et eksistentielt øjeblik for demokratiet. Men Diamond er også optimist. Der er optimisme, når han beskriver, hvordan det er lykkedes at forbedre valgsystemet i en stribe amerikanske delstater. Der er optimisme, når vi møder de sande helte, demokratiets modige forkæmpere – fra aktivisten Zin Mar i Myanmar og journalisten Rafael Marques de Morais i Angola til Anwar Ibrahim i Malaysia og Vladimir Kara-Murza i Rusland. De har alle, med livet og friheden som indsats, kæmpet for demokratiet.

Der er optimisme, når han konkluderer, at verdens diktaturer heller ikke ser for gode og stabile ud. I Kina og Vietnam bliver befolkningen langsomt, men sikkert bedre uddannet og oplyst. I Rusland tager de prodemokratiske demonstrationer til i styrke.

Og ikke mindst, så er han optimist, fordi demokratier har bedre ideer. Derfor vinder de. Og han kommer med det vigtigste råd af dem alle. Er du bange for demokratiets fremtid, så stem!

Det er, som han slutter, vores frihed, der er på spil.