Debat

Clausen giver globaliseringen et ansigt

Koncentrat af lederen "Clausen giver globaliseringen et ansigt" i Børsen 30/3 2005.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Danmark har længe savnet en ambassadør for globaliseringen i Danmark. En person, der kan forklare, at Danmark kan vinde i en mere åben verdensøkonomi, hvis der satses på teknologi, innovation og menneskers kompetencer.

Derfor er det velvalgt, at regeringen har udpeget Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen til formand for Højteknologifonden. Selv om pengene i fonden er små, kan han sætte ansigt på globaliseringen, så det frem for skræmmebilleder og misvisende historier om jobtab kan blive en fortælling om Danmarks evne til igennem århundreder at omstille sig til den globale økonomis krav.

Den 57-årige adm. direktør for Danfoss har vist, at et familieejet selskab på Als i Sønderjylland, som de fleste vil kalde et yderområde i Danmark, kan klare sig i den globale konkurrence. Med netop fokus på forskning og innovation er det lykkedes at blive førende inden for termostater, ventiler og pumper med 17.500 medarbejdere i verden - heraf cirka 6000 i Danmark.

Jørgen Mads Clausen er klar over, at Højteknologifonden alene ikke løser problemet med for lidt forskning. En uddeling på 200 mio. kr. i år flytter kun lidt, og hans efterlysning af flere penge, som omtales i dagens avis, er helt på sin plads. Den pulje kan hjælpe nogle projekter fra forskningsstadiet til levedygtige produkter eller ideer. Men det er kun, hvis Højteknologifonden bliver en del af en samlet satsning på at forberede Danmark til globaliseringens stigende tempo, at det vil virke.

Derfor bør regeringen også satse aktivt og mærkbart på uddannelse og forskning i finanslovene. Det er ikke nok, at indtægterne fra salg af statslige aktiver placeres i en fond. Der bør omprioriteres på de offentlige udgifter, så der bruges færre penge på passiv forsørgelse og flere på at forbedre Danmarks konkurrenceevne gennem skattelettelser, forskning, uddannelse og investeringer i infrastruktur. (...)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Mads Clausen

Fhv. adm. direktør (1996-2008) og formand for Danfoss (2009-22), kammerherre
Ingeniør (DTU 1972), MBA (Wisconsin Uni. 1975), pilot (1978)

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00