Dansk liberalisme er i krise

En krise går igennem dansk politik. 

Den kendes på sit oprørte kølvand af omflakkende politikere, samspilsramte folketingsgrupper og havarerede partier.

Ny Alliance, Liberal Alliance, Borgerligt Centrum, Fremad, Alternativet, Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Uffe Elbæk, Christina Egelund, Merete Riisager - og senest Jens Rohde, Ida Auken og mest bemærkelsesværdigt Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, der har indledt 2021 med at rive deres medlemskort til Venstre over i fuld offentlighed.  

Det er blevet set som separate forløb, men fællesnævneren er, at det er partier og politikere, der alle har hæftet begrebet liberal på sig selv – de fleste af politikerne med en fortid i V eller Radikale. Eller begge.

De seneste 20 års kriser – terror-, finans-, flygtninge-, corona- og klimakrise – har ikke kun vist, at samfundet havde brug for både staten og (dele af) traditionen. De har også flyttet borgernes politiske længsel væk fra fremtiden og over på at bevare og beskytte det samfund, de kender.

Set under ét udpeger det en tendens: Det liberale projekt i Danmark er i dyb krise.  

Det liberale sammenbrud
Vi skulle ellers leve midt i en liberal epoke; en globaliseret tid præget af en stærk retsstat og fri bevægelighed af mennesker, kapital og services. 

Og selvom de stod på hver sin side af skellet mellem rød og blå, blev både R og V markante eksponenter for den tankegang i tiden efter Murens Fald. Måske slog V i 1990erne mere på økonomien, men i samme periode halverede R sammen med Socialdemokratiet dagpengeperioden og satte tryk på den aktive arbejdsmarkedspolitik. 

Ligesom forestillingen om Europa og EU som fremtidens politiske svar stod lige stærkt hos begge partier.  

Men fra 2001 begyndte det liberale sammenbrud. Paradoksalt nok foranlediget indefra. 

Anders Fogh Rasmussen lagde som Venstre-formand den økonomiske del af den liberale kritik af staten i graven, og på retspolitikken forskød han balancen mellem stat og borger betydeligt – i statens favør. 

Alliancen med DF tillod V den opstramning af dansk udlændingepolitik, der i dag er konsensus om, og skaffede partiet en historisk lang periode med regeringsmagten.  

Glad for at slippe af med R
Dengang var man fælt glade for at være sluppet af med de Radikale, der på sin side reagerede voldsomt på at være sat uden for indflydelse. 

Udlændingepolitikken blev et banesår, partiet endnu ikke er kommet overens med, og som i dag også har umuliggjort regeringssamarbejdet med S. 

Men i dag er det umuligt at hævde, at det kun er R, der er ramt af, at udlændingepolitik blev et afgørende politisk emne. Magtkampen mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen udstiller, at splittelsen i V handler om udlændingepolitik. Og om hvor langt et liberalt parti kan gå ad strammervejen og stadig kalde sig liberalt.  

Sådan er de to parlamentariske udtryk for liberalisme i Danmark i dag kriseramte og langt fra magten. Og de partier, der de seneste 15 år er blevet dannet for på den ene eller den anden måde at revitalisere liberalismen – fra Borgerligt Centrum over Ny og Liberal Alliance til Fremad – er brudt sammen. 

Ikke nyt midterparti, der mangler
At blive fri ligger i liberalismens navn. V ville groft sagt frigøre samfundet fra staten, mens R ville frigøre samfundet fra traditionen. 

Begge har dyrket rationalisme, videnskab, marked og teknologi. Begge troede frigørelsen ville føre til en bedre fremtid. 

De seneste 20 års kriser – terror-, finans-, flygtninge-, corona- og klimakrise – har ikke kun vist, at samfundet havde brug for både staten og (dele af) traditionen. De har også flyttet borgernes politiske længsel væk fra fremtiden og over på at bevare og beskytte det samfund, de kender.  

Set i det lys er det ikke endnu et nyt forsøg med et pragmatisk midterparti, der mangler.  Det går dybere. Danske liberale må gentænke deres projekt med udgangspunkt i, at vores er en krisernes tid.