De Radikale skifter hest i EU: Nu er solidarisk bedre end ansvarlig

Kriser kan bruges til mange ting – også til at indtage nye positioner.

Et af coronakrisens mest spektakulære skift er sket hos De Radikale, der i løbet af få uger har gennemgået en regulær europæisk forvandling.

Partiet er selvsagt stadig det mest EU-begejstrede i Folketinget, men hvor det førhen definerede sig selv som barske budgetbisser på linje med den tyske kansler Merkel, så er De Radikale pludselig blevet solidarisk med Sydeuropa og har meldt sig under fanerne hos den franske præsident Macron.

Netop Frankrig har meget højlydt stillet sig i spidsen for den kreds af lande, der kræver såkaldte corona-obligationer, hvor alle 27 EU-lande i fællesskab hæfter for ny gæld, der skal sparke gang i økonomien.

Og den ambition deler den radikale leder, Morten Østergaard. Søndag skrev han på Twitter:

”Hvad barnet skal hedde er ikke afgørende, men at solidariteten må gå fra dem, der kan låne billigt til dem der er tynget i knæ af corona er vejen ud af krisen.”

DERMED ERKLÆRER De Radikale sig nu parate til at støtte idéen om, at de rige lande i EU skal være med til at sikre billige lån til de fattigere lande i Unionen.

Og det sker vel at mærke med velsignelse fra partiets europæiske superstjerne, Margrethe Vestager, der ellers selv tidligere har haft mere travlt med at opfordre landene i syd til at føre ”en ordentlig og ansvarlig økonomisk politik”.

Men det er ikke tid til at stå fast på gamle positioner fra finanskrisen, som Vestager forleden sagde til Altinget. I stedet skal landene ”diskutere alle idéer om, hvordan vi finansierer genopretningen, på en måde, som er solidarisk, uden forudfattede meninger”.

FØR EU-TOPMØDET i marts foreslog ni lande med Frankrig i spidsen, at EU skal udstede såkaldte corona-obligationer, der forenklet sagt vil medføre, at de rigeste lande er med til at hæfte for de fattigere landes gæld.

På den måde kan prisen for ny gæld holdes nede, og det kan blive helt afgørende for, hvor hurtigt lande som Italien og Spanien kan rejse sig efter deres meget barske nedlukning under coronakrisen.

Det emne bliver det vigtigste, når EU-lederne på torsdag igen sætter sig foran skærmene og ringer hinanden op til et europæisk videotopmøde.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, gav i den forgangne uge et interview i Financial Times, hvor han kaldte spørgsmålet om solidaritet for ”et sandhedens øjeblik i EU”.

”Hvis vi ikke er i stand til at handle nu, kan jeg forsikre om, at populisterne vil vinde – i dag, i morgen og dagen efter i Italien, i Spanien, måske i Frankrig og andre steder”, sagde han.

Den franske finansminister, Bruno Le Maire, gik skridtet videre, da han i et interview med Jyllands-Posten og andre europæiske medier advarede om, at EU risikerer at bryde sammen, hvis ikke Frankrig får sin vilje.

”Enten holder vi sammen nu, og så vil vi gå stærkere ud af krisen, eller vi går hver for sig, og så bliver dette enden på den europæiske konstruktion,” sagde han.

DANMARKS POSITION er fortsat imod fælles gæld på EU-plan.

Lige som Tyskland og Holland står den danske regering fast på, at hjælpen til Sydeuropa skal ske ad andre kanaler, først og fremmest gennem eurolandenes krisefond, der går under navnet Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).

Men statsminister Mette Frederiksen vil komme under et dobbelt pres under denne uges EU-topmøde.

For ikke nok med, at ni lande med Frankrig i spidsen vil presse meget hårdt på for at få en aftale om at hæfte solidarisk for ny gæld, men der vil også være et stort pres for at skrue op for EU-budgettet for de kommende syv år, som endnu ikke er vedtaget.

EU-Kommissionen argumenterer – ikke så overraskende – for, at netop det generelle EU-budget vil være det rigtige sted at kanalisere flere penge hen for at løse krisen. Når pengene uddeles via budgettet, vil der være større kontrol med, at de anvendes og fordeles rigtigt, lyder argumentet blandt andet fra Margrethe Vestager.

At det så var Margrethe Vestager selv, der i 2012 var med til at sikre en særlig dansk rabat i EU, hører med til billedet af den radikale forvandling fra strammere til slappere, når det kommer til den økonomiske styring af EU.

MEN DET ER IKKE kun hos De Radikale, at EU-positionen er blevet justeret. Det samme er sket hos regeringspartiet Socialdemokratiet – blot i modsat retning.

Partiets EU-ordfører indtil valget sidste år, den nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, var under finanskrisen en af de hårdeste kritikere af den stramme finanspolitik, som især Tyskland dikterede.

”Rundtom i Europa er man så småt ved at få øjnene op for, at prisen for at forsøge at få budgetterne til at balancere på kort sigt kan blive, at en hel generation af unge vokser op uden udsigt til vækst mange år fremover. Den pris er alt, alt for høj”, skrev han i Politiken i 2013 – og tilføjede:

”Når valget står mellem at investere til en billig rente eller at opleve ti år med lav vækst og høj arbejdsløshed, har jeg ikke svært ved at vælge: Der skal gang i investeringerne nu.”

Det er en helt anden tone end den, statsminister Mette Frederiksen anlægger, når hun argumenterer for europæisk smalhals og kalder EU-Kommissionen for "gakgak", når de beder om flere penge. 

DET ER ÅBENLYST, at der er stor forskel på finanskrisen og coronakrisen.

I den første blev en stribe sydeuropæiske lande i høj grad ramt af og straffet for deres egen skødesløse økonomiske politik – og derfor også tvunget til at opfylde strenge krav, da de blev reddet fra afgrunden af de øvrige eurolande.

Denne gang er krisen global og uforskyldt. Og der er en enorm fælles interesse i, at alle lande klarer sig igennem krisen, så der også findes et marked at sælge til, når økonomien begynder at åbne sig igen. For ikke at tale om hensynet til, at ingen lande direkte kollapser. Hvis et eller flere lande følger i Storbritanniens fodspor og forlader EU, kan det meget vel betyde enden på Unionen.

Alligevel sidder Mette Frederiksen og de øvrige statsledere i et næsten uløseligt dilemma, når de samles virtuelt på torsdag:

Frankrig og dets allierede frygter, at opbakningen til EU kollapser, hvis ikke EU enes om at hæfte for ny gæld i fællesskab.

Tyskland og dets allierede – herunder Danmark – frygter, at opbakningen til EU kollapser, hvis EU skal til at hæfte for ny gæld i fællesskab.

Det bedste, man kan håbe på, er et klassisk, lunkent europæisk kompromis. Måske kan De Radikale hjælpe med at finde det – de har trods alt indtaget begge positioner inden for kort tid.