Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Den politiske trone går ikke altid i arv, når bykongen abdicerer

Når en bykonge stopper, er der ingen garanti for, at borgmesterkæden automatisk går i arv til partiets efterfølger. Ofte er bykongen nemlig en stemmesluger i sig selv.

Gentoftes Hans Toft, der ikke er at finde på stemmesedlen ved det kommende kommunalvalg.
Gentoftes Hans Toft, der ikke er at finde på stemmesedlen ved det kommende kommunalvalg.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I hele 21 kommuner er borgmesteren fra det seneste kommunalvalg ikke på listen. I ti af kommunerne er borgmesteren stoppet før tid. Nogle på grund af karriereskifte, andre på grund af skandaler, men flere for at skabe så godt et grundlag for efterfølgeren. I resten sidder borgmesteren lige til årsskiftet.

Blandt disse 21 afgående borgmestre er flere af de såkaldte bykonger. Altså en borgmester med absolut flertal, hvoraf en ikke ubetydelig del er personlige stemmer på borgmesteren selv. Og det kan selvfølgelig give udfordringer, når bykongen abdicerer. For kan efterfølgeren holde fast i flertallet og ultimativt i magten og de gyldne kæder?

Om skribenten

Simon Emil Ammitzbøll-Bille ( f. 1977) var økonomi- og indenrigsminister og medlem af koordinationsudvalget i VLAK-regeringen fra november 2016 til juni 2019. Han har været medlem af Folketinget fra 2005 til 2008 for Radikale, fra 2008 til 2009 som løsgænger og formand for Borgerligt Centrum, fra 2009 til 2019 for Liberal Alliance og nu igen som løsgænger. Stiftede sammen med Christina Egelund i november 2019 partiet Fremad, som blev nedlagt i oktober 2020.
Bor i København med sin kone Kristine Rishøj Ammitzbøll-Bille og parrets to børn, Lili og Thit. Fra 2005-2016 gift med Henning Olsen, som døde af kræft.

I seks kommuner går man til valg uden bykongen: Gentofte, Rødovre, Roskilde, Fredericia, Herning og Kolding. Sidstnævnte har jeg behandlet i en tidligere klumme. Her går venstreborgmester Jørn Pedersen af efter tre perioder. Han har selv gjort sit parti stort i kommunen, og spørgsmålet er, om den tilflyttende eksminister Eva Kjær Hansen (V) kan gøre ham kunsten efter. Hun er især udfordret af SF’s Mister Kolding aka tidligere partiformand, udenrigsminister og mangeårigt byrådsmedlem Villy Søvndal.

I den nærliggende Fredericia Kommune har medierne og især Ekstra Bladet oprullet en række skandaløse forhold, som har kostet den tidligere kommunale socialdemokratiske stjerne, Jacob Bjerregaard, borgmesterposten. Den tidligere DSU-formand og folketingsmand har overladt førertrøjen til Steen Wrist, der blev valgt med blot 314 stemmer ved det seneste kommunalvalg. Langt fra bykonge Bjerregaards 9.574 stemmer og overgået af ikke mindre end fire andre socialdemokratiske byrådsmedlemmer. Om han kan bevare borgmesterposten, skal jeg være usagt, men det socialdemokratiske stemmetal må forventes at rasle ned.

Venstres Peder Tind må forventes at være den største konkurrent. Også selvom DF’s spidskandidat og tidligere folketingsmedlem, Susanne Eilersen, har forsøgt at køre sig selv i stilling. Rygterne vil vide, at konservative drømmer om, at en borgmesterpost skal falde i hænderne på dem, hvis kaos opstår efter valget. Det vil dog være lidt at en præstation for partiet, der ikke engang er repræsenteret i byrådet i dag.

Længere oppe i Jylland har en af de helt store bykonger, Venstres Lars Krarup, givet borgmesterkæden videre til partifællen Dorte West. Herning er nærmest synonym med Venstre, og West har gode chancer. En nylig måling viste godt nok venstretilbagegang på otte procentpoint, men det er stadig nok til at bevare det absolutte flertal. Skulle det ikke række, er V i valgforbund med en af de andre mange borgmesterkandidater, nemlig Radikale og kulturudvalgsformand Johs. Poulsen. Ifølge en anden måling er han i øvrigt den næstmest foretrukne borgmesterkandidat efter Dorte West. Så mon ikke V-R-alliancen også holder på den anden side af valget.

Herning har i øvrigt tidligere folketingsmedlem fra Konservative og Kristendemokraterne Per Ørum Jørgensen som spidskandidat. Det bliver spændende at se, hvordan det påvirker stemmefordelingen.

I Roskilde forlod byens populære borgmester, Joy Mogensen, for et par år siden posten for at blive kultur- og kirkeminister i Mette Frederiksens socialdemokratiske regering. Det skulle hun ikke have gjort. For mens hun var lokal stolthed og stemmemagnet som borgmester, udviklede hun sig hurtigt til at være dumpekandidat på regeringsholdet. Oppositionen på Christiansborg lugtede blod og kastede sig over hende i både retfærdige og uretfærdige sager.

Hjemme i Roskilde blev Mogensen afløst af Thomas Bredam. Han blev valgt med kun 306 stemmer ved kommunalvalget i 2017. Snart får vi at se, hvad han har formået at få ud af de seneste to år. Han skal nok satse på at vinde ved hjælp af den generelle socialdemokratiske fremgang samt fremgang til de mindre partier i rød blok. Den primære modkandidat er Venstres Jette Tjørnelund, men hun er udfordret på flere fronter: Partiets generelle tilbagegang og af den næstmest vælgerpopulære V-kandidat fra det seneste valg, Lars Christian Brask, der har skiftet til Liberal Alliance.

I Rødovre og Gentofte må det i udgangspunktet forventes at være ekspeditionssager at få de indsatte afløsere genvalgt. Rødovre mistede den tidligere KL-formand Erik Nielsen i kølvandet på skriverier om hans brug af borgmesterbilen. Afløseren Brit Jensen må forventes at kunne kæmpe den hjem i det socialdemokratiske kerneland på den københavnske vestegn. S har klaret overgangen flot i Rødovre i modsætning til en anden socialdemokratisk vestegnskommune, Ishøj. Her har bykongen, Ole Bjørstorp, som tidligere beskrevet, forladt partiet i vrede over at blive vraget af medlemmer til fordel for Merete Amdisen. Den nok mest sandsynlige borgmester efter valget.

Det må også være udgangspunktet for Hans Tofts afløser i Gentofte. Den tidligere håndbold-landsholdsspiller Michael Fenger kommer næppe til at gentage de 58,1 procent af stemmerne, som den konservative liste modtog for fire år siden med Toft i spidsen.

Det gode spørgsmål er, hvem der overtager dem. De øvrige blå partier har ikke tradition for at være stærke i Gentofte, på trods af at både V og DF har prøvet med kendte navne. Men læg mærke til Radikale. Ved det seneste valg var partiets spidskandidat Kristine Kryger den tredjestørste stemmesluger i kommunen. Og nu har hun fået selskab på listen af Marie Brixtofte, datter af Farums først feterede og senere skandaliserede venstreborgmester Peter Brixtofte. Datteren har netop medvirket i en dokumentarserie på DR om den afdøde borgmester. Og hun fører en endog myreflittig valgkamp.

I virkeligheden viser gennemgangen af de seks kommuner, at man ved god forberedelse godt kan give magten videre. Således ville jeg klart lægge min penge på, at de hidtidige bykongepartier i Gentofte, Herning og Rødovre kommer godt gennem valgkampen og beholder borgmesterposten. I Fredericia, Kolding og Roskilde er det et mere åbent spørgsmål.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00