DF's norske søsterparti brænder sig på regeringsmagt

I Danmark debatteres, hvornår Dansk Folkepartis fremgang i meningsmålingerne også betyder, at partiet vil gå efter regeringsansvaret. Imens har Fremskrittspartiet i Norge taget ansvaret på sig for første gang og har nu i godt et år siddet i regering med Høyre.

Og ikke overraskende har regeringsansvaret kostet vælgere. Men sjældent i så stort omfang som det er sket for Fremskrittspartiet. Siden partiet gik i regering i september 2013, er vælgerne nærmest fosset ud:

Det er klart, at partierne er nødt til at være mindre populistiske, men det er ikke givet, at deres indflydelse eller tilslutning bliver mindre. 

Anders Ravik Jupskås
Lektor ved institut for statsvitenskap, Oslo Universitet

Ved valget fik Fremskrittspartiet 16,6 procent af alle stemmer, og i enkelte målinger i december er partiet nu nede på 10 procent. Og siden 2008, da partiet var i opposition, er tilslutningen i meningsmålingerne skrumpet ind til en tredjedel.

Langt tilløb til regeringsparti
Ligesom det ligner at være tilfældet med Dansk Folkeparti, har tilløbet til at ville være regeringsparti været langt for Fremskrittspartiet. Det forklarer Anders Ravik Jupskås fra Oslo Universitet, der har skrevet en ph.d. om det norske Fremskrittspartis udvikling og som forsker i højrepopulistiske partier i Skandinavien. 

Omstillingsprocessen til regeringsparti har over et længere perspektiv handlet om at smide ukontrollerbare partimedlemmer ud af partiet, etablere kontakt til organisationer i civilsamfundet, herunder fagbevægelsen, og så vælge en mindre kontroversiel leder i Siv Jensen.

Anders Ravik Jupskås
Lektor ved institut for statsvitenskap, Oslo Universitet

”Ambitionerne om regeringsdeltagelse begyndte allerede i slutningen af 1990’erne, da Fremskrittspartiet for første gang blev større end Høyre ved Stortingsvalget i 1997. Den nuværende formand og finansminister Siv Jensen var dengang næstformand, og hun startede efter valget en turne rundt i baglandet for at forankre partiledelsens nye ambition,” siger Anders Ravik Jupskås.

Ambitionen blev fulgt op med ”den anden” udrensning af de mest kontroversielle parlamentsmedlemmer, der blev smidt ud af partiet. Den første skete i 1994, da daværende partiformand Carl I. Hagen fik smidt de mest profilerede liberalistiske stemmer i partiet ud.

Op gennem 00’erne blev ambitionerne konsolideret, blandt andet ved at partiet oprettede et internt udvalg kaldet ”Projekt regering”. I 2006 overtog Siv Jensen formandsposten fra Carl I. Hagen, der havde været formand i 28 år. Ved valget i 2009 var hun partiets egen statsministerkandidat, og partiet fik sit hidtil bedste valg til Stortinget.

”Omstillingsprocessen til regeringsparti har over et længere perspektiv handlet, om at smide ukontrollerbare partimedlemmer ud af partiet, etablere kontakt til organisationer i civilsamfundet - herunder fagbevægelsen - og så vælge en mindre kontroversiel leder i Siv Jensen. Idelogisk har partiet ikke ændret sig meget,” siger Anders Ravik Jupskås.

Ny alvor i norsk politik
Modsat Dansk Folkeparti holder det norske Fremskrittparti stadig fast i en del af den ideologiske arv fra Mogens Glistrups danske Fremskridtsparti. Det betyder, at udgangspunktet for partiet er antibureaukratisk, antistatsligt og antielitært.

Over tid er det også Fremskrittspartiet, der er blevet repræsentant for den skarpeste EU-modstand i Norge og den kritiske stemme over for indvandring. Men partiet har også varmet mere op over for tanken om at styrke velfærdssamfundet. Nemlig ved at bruge af de norske oliemilliarder til velfærd, infrastruktur og skattelettelser, selvom hele det etablerede Norge har indgået en pagt om, at der ikke bare skal bruges løs af olieformuen.

Den kobling af mærkesager har gjort partiet populært, men ovenpå finanskrisen og Breiviks terrorangreb 22. juli 2011 er der kommet en ny alvor ind i norsk politik. Og her har det nye regeringsparti haft det vanskeligere med at manøvrere rundt.

”Før finanskrisen ville to tredjedele af vælgerne bruge af oliemilliarderne, der har været en af Fremskritsspartiets mærkesager; efter finanskrisen er andelen reduceret til en tredjedel. Fortolkningen af finanskrisen som et udslag af casino-kapitalisme skabte også problemer for Fremskrittsparti, der - i modsætning til DF og Kristian Thulesen Dahl - har manglet troværdighed i den økonomiske politik,” siger Anders Ravik Jupskås. 

Magtens åg
Efter Fremskrittspartiet er blevet regeringsparti er man så gået væk fra løftet om at bruge af oliemilliarderne. Argumenterne om at opspare til mere trænge tider og faren for overophedning af den norske økonomi har vist sig at tælle mere, efter man er blevet regeringsparti. 

Og da regeringen samtidig – og i stedet for at bruge flere penge på velfærd – lavede en stram finanslov med skattelettelser, er der opstået en større kløft mellem ledelsen af partiet, der ønsker at være et ansvarligt borgerlig-liberalt regeringsparti, og baglandet og vælgerne, der forventede noget andet.

Partiet har heller ikke formået at løfte sin kritik af indvandring efter terrorangrebet i Oslo og massakren på Utøya. Den tidligere partiformand Carl I. Hagen ramte helt skævt med nogle solo-meldinger, og Arbeiderpartiet er lykkedes med at formulere en ny og mere aktiv integrationspolitik. Samtidig vil regeringens støttepartier, Venstre og Kristeligt Folkeparti, ikke acceptere stramninger af udlændingepolitikken.

”På den måde har Fremskrittspartiet mistet meget af sit ejerskab over dagsordenen i indvandringsdebatten,” vurderer Anders Ravik Jupskås.

Ikke kun hug
Disse praktiske politiske besværligheder kommer ovenpå flere dårlige personsager i medierne: Et af partiets unge stjerneskud blev sigtet og senere dømt for seksuelt overgreb på et yngre partimedlem, og et af partiets medlemmer af Stortinget blev taget på fersk gerning af norsk TV2, mens han betalte for en prostitueret i Riga. Prostitution er ulovligt hjemme i Norge. 

Men selvom partiet er blevet straffet af vælgerne, så er der ikke kun hug til Fremskrittspartiet.

Til trods for en stor ideologisk afstand mellem støttepartierne Venstre og Kristeligt Folkeparti og så Fremskrittspartiet lykkedes det dem sammen med Høyre at være et troværdigt alternativ i valgkampen i 2013. Vurderingen fra eksperter, bureaukrater og journalister er også, at de nye ministre faktisk klarer sig fornuftigt, fortæller Anders Ravik Jubskås.

Og ifølge ham er det på ingen måde en naturlov, at et parti som Fremskrittspartiet eller Dansk Folkeparti skal løbe ind i vælgertæsk, bare fordi de går i regering. 

”Det er klart, at partierne er nødt til at være mindre populistiske, men det er ikke givet, at deres indflydelse eller tilslutning bliver mindre. Det vil være afhængig af, om de højrepopulistiske partier opretholder orden i egne rækker, bevarer en vis kontrol med dagsordenen, og finder nye fjender, som effektivt kan kritiseres for en uønsket samfundsudvikling,” siger Anders Ravik Jupskås og tilføjer:  

”Så vidt jeg kan bedømme, vil Dansk Folkeparti klare overgangen til regeringsparti, hvis partiet skulle bestemme sig for, at tiden er inde”.