DF's tidligere pressechef: 3F-sagen udstiller politikeres latterlige ageren på sociale medier

Men politikernes ageren på Facebook, Twitter og Instagram er latterlig. Når man scanner platformene, skulle man tro, at hunde – jo mindre, jo bedre, synes at være trenden – er det mest saliggørende i politik.

Jo jo, jeg arbejdede i halvandet årti for et parti, der opfandt posten som dyrevelfærdsordfører, tog dyrevelfærd politisk alvorligt, og hvis formænd var endog meget hundeglade. Det var og er de oprigtigt, og at der så også er stemmer i dyrevelfærd, er jo rigtig godt.

Der er langt over en halv million hunde i Danmark, så det siger sig selv, at politikere med hund taler direkte til et velvoksent vælgerpublikum. Det frister, og det er der ikke noget galt i.

Men det har taget overhånd. Optagetheden af hundens liv, gøren og laden er blevet politisk underholdning på sociale medier i et grinagtigt omfang.

For en ordens skyld: Jeg har intet imod hunde, selv om jeg ikke selv har en. Jo større, jo bedre. Jeg er vokset op med parader af colliehunde i to årtier. Men altså; en hund er en hund. Politik er politik. Hvis Altinget har ret i, at "politik har aldrig været vigtigere", så er politikeres hunde åbenbart virkelig vigtige. Dét er latterligt.

Værre, meget værre, er imidlertid politikeres trang til lynhurtige meldinger på deres SoMe-platforme

Søren Søndergaard

Værre, meget værre, er imidlertid politikeres trang til lynhurtige meldinger på deres SoMe-platforme.

Jeg har i årevis – også længe før jeg forlod Christiansborg og igen kom ud i den virkelige verden – været virkelig træt af politikeres og journalisters gensidige klogeågeri på Twitter.

Stedet, hvor man bekræfter hinanden, og nok så meget sig selv, i, at man er vaks, hurtig i roen, kvik i replikken, er med, hvor det sner.

Og med vid, bid og indsigt i få ord lige kan spidde alt fra den amerikanske præsidents tweets, store kriser og statsministerens makrelmadder. Smart i en fart.

Også her opfører medier og politikere i uudtalt fælles forståelse en fjollet kædedans, der ikke tilfører værdi. Om en "demokratisk samtale" er der ikke tale. Det er ren visen sig frem. Kommentarerne i trådene er som oftest endnu mere fladpandede, selv om man i grunden ikke troede det muligt.

Helt galt gik det for flere politikere og andre meningsmagere, da de forleden – som vanligt – havde alt for travlt med at melde ud, komme "på", demonstrere overskud og empati.

De hurtigste, både ministre af rette partifarve og politikere, skyndte sig at omklamre 3F-formand Per Christensen, da han selv på Facebook lige ville bringe til torvs, at der i dagbladet B.T. kom en lidt træls historie fra privatsfæren.

Sympatien for endnu en person, der nu igen-igen var forfulgt af emsig presse for private forhold, slog sig straks sammen om fagforeningsbossen.

Det er ikke ekstremt mystisk, at befolkningens tillid til politikere ofte ikke er høj. Det er en skam

Søren Søndergaard

Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen fra Venstre – et parti, der ikke ellers nødvendigvis står hverken 3F eller Per Christensen nært – nåede endda at yde venlig juridisk rådgivning om at hyre advokater og sætte B.T. på plads.

Da han efterfølgende havde læst historien, skal det retfærdigvis siges, at han trak noget så eftertrykkeligt i land, at der ingen tvivl var om, at politikeren, nu oplyst, i dén grad mente det modsatte af tidligere.

Da historien i al sit mildest talt besynderlige omfang foldede sig ud i B.T. og siden i flere andre medier om utroskab, hemmelige kærester ved siden af kone og familie og et i det hele taget ekstremt dobbeltliv, følte jeg, at havde jeg læst det i en ferieroman, ville jeg have ment, at det var en pseudolitterær og fortænkt, træls omgang spildtidslæsning.

Da først alle fik læst hele den vilde historie, trak både politikere og andre mere eller mindre i land med støtten og sympatien. Som nævnt i enkelte tilfælde ledsaget af velrettede spark, hvor der før var ømhed og gode råd.

Det er ikke ekstremt mystisk, at befolkningens tillid til politikere ofte ikke er høj. Det er en skam. Jeg mener virkelig, at vi har velmenende, arbejdsomme og ukorrupte politikere, som mange lande kan misunde os.

Men trangen til at have foden på speederen både i lovgivningsprocessen, og når det handler om at komme først "på" – en barnlig "se mig, hør mig, jeg er handlekraftig"-tilbøjelighed – tager for ofte styringen.

Kære politikere. Stop jer selv.