DI's indvandreroffensiv er en genopførelse

I USA kan indvandring af selv uuddannet, illegal arbejdskraft være en fordel ud fra en isoleret økonomisk betragtning. Men det er helt anderledes i velfærdssamfund, hvor staten overtager forsørgelsen af den uuddannede arbejdskraft, den dag arbejdsgiverne ikke længere har brug for den.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

DI-direktøren var meget klar i mælet: Danmark har brug for at importere langt mere arbejdskraft for at fastholde velfærden. Det er simpelthen betingelsen for, at fru Jensen kan få sin folkepension. Det kan enhver se ud fra de demografiske prognoser, men desværre forfalder politikerne til plat nationalisme. Forfalder til at fodre svinehunden.

Nej, udtalelserne stammer ikke fra DI's nylige topmøde i Forum, hvor den administrerende direktør Karsten Dybvad gik i clinch med, hvad han ser som politikernes fodslæbende holdning til indvandring.

DI-offensiven for fru Jensens folkepension daterer sig tilbage fra starten af år 2000, hvor den daværende DI-topdirektør Hans Skov Christensen rettede et svidende angreb på Christiansborg-politikernes udlændingepolitik. På et tidspunkt hvor der blev varmet op til jordskredsvalget i 2001, fordi store vælgergrupper ønskede mindre indvandring, foreslog den daværende DI-direktør en lempe reglerne for indvandring.

Ud fra den betragtning skrev efterfølgeren Karsten Dybvad sig ind i en smuk tradition, da han med velvillig assistance fra et større dansk dagblad fik understreget, at vi skal ”være mere gæstfri over for udlændinge” og ”at det er et faktum, at udenlandske arbejdere først og fremmest er en gevinst fra Danmark”.
Men er det nu også et faktum?

Kortsigtet gevinst
Det er hævet over enhver tvivl, at det er en gevinst for DI og en række andre arbejdsgiverorganisationer at øge indvandringen af arbejdskraft. Des større arbejdsudbuddet bliver, des lettere er det at få den ønskede arbejdskraft – til den ønskede pris.

Men de politikere, skiftende DI-direktører har skoset, er nødt til at anlægge en bredere synsvinkel. Nødt til at overveje om en øget indvandring også er godt for det danske samfund som sådan. Og selv hvis man ser helt bort fra elementer som parallelsamfund og kultursammenstød, er de økonomiske konsekvenser langt fra så positive, som DI fremstiller dem.

Her kan et historisk tilbageblik være illustrativt:
Da ”gæstearbejderne” begyndte at ankomme i 60'erne, var det ligeledes efter ønske fra arbejdsgiverne, der havde brug for flere hænder i den brølende højkonjunktur. Indvandringen af arbejdskraft-immigranter fra lande som Tyrkiet, Marokko og Pakistan blev dengang en økonomisk gevinst for såvel arbejdsgivere som det danske samfund. I de første år.

For da den langvarige krise kom i 70'erne, mistede mange indvandrere deres job. Da familiesammenføringerne samtidig fortsatte år efter år trods et formelt indvandrerstop, svingede pendulet over med et negativt økonomisk facit til følge. Familiesammenføringerne var vel at mærke en direkte følge af den arbejdskraftindvandring, der isoleret gav et overskud i starten.

Bizar prognose
Beregningerne svinger alt efter, hvordan man gør dem op: Ifølge Rockwool-Fondens Forskningsenhed giver ikke-vestlige indvandrere et årligt underskud på omkring 16 mia., mens Nationalbanken for fem år siden beregnede ”manglende integration” til at koste omkring 22 mia. hvert år.

Underskuddet bliver mindre, når man fraregner flygtninge, hvad man med rimelighed kan gøre, for det er arbejdskraftindvandring, DI advokerer for. Men selv da bliver underskuddet massivt, fordi der er en markant lavere beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere end blandt etniske danskere. Imødekommelse af et midlertidigt behov for danske arbejdsgivere i 60'erne og 70'erne førte dermed til en langsigtet og vedvarende udgift for det danske samfund som sådan.

Da Hans Skov Christensen gik til angreb omkring årtusindskiftet, blev demografien brugt som hovedargument for kravet om at lempe indvandrerstoppet. Det bundede i seriøse analyser, hævdede den daværende DI-formand, og tog så udgangspunkt i en FN-beregning, der forudså, at Europa ville få brug ”en tilførsel af 135 millioner personer frem til 2025.”

Ingen flaskehalse
Prognosen var helt på månen. Der er gået 15 af 25 år siden da, og tilførslen af personer til Europa har ligget på et langt lavere niveau, end DI-chefen påstod var nødvendigt. Alligevel er det ikke ligefrem en skrigende mangel på arbejdskraft, der præger de europæiske lande. Tværtimod.