En stærk fortælling og ydmyghed: Det kan Ellemann og Frederiksen lære af Finlands brede regeringer

Tankesættet bag den ydmyge regeringsførelse stammer fra den amerikanske professor Charles Sabel, der har sin daglige gang på Colombia University i New York.

Den grundlæggende idé går kort fortalt ud på, at politikerne fokuserer på at opbygge konsensus omkring et eller flere store problemer, man gerne vil løse.

Ifølge Juha Leppänen giver den ydmyge regeringsførelse især god mening i en regering med partier, der kommer fra forskellige udgangspunkter. Det er derfor, at Ellemann og Frederiksen med fordel kan lade sig inspirere af de finske tilstande.

"Det handler grundlæggende om at kvalificere den strategi, regeringen har, når det kommer til at tackle de største problemer, vores samfund står overfor," siger Juha Leppänen og fortsætter:

"Det vigtigste er, at man ikke lægger sig for hårdt fast på løsningerne til at starte med. Det handler om at skabe konsensus omkring problemet, som man kan arbejde ud fra."

Der er brug for rigtig meget forhandlingskapacitet internt i regeringen. Derfor har vi også set, at rådgiverne har fået stærke forhandlingsmandater på vegne af ministrene, inden sagerne kom op til det politiske lag.

Juha Leppänen
Direktør for Demos Helsinki

Man kan ikke planlægge sig ud problemerne

Om Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen vil udforme regeringsgrundlaget som en liste over en række mål, de skal nå, eller som et klassisk reformkatalog, ved vi endnu ikke.

Ifølge Børsens oplysninger er der ikke et færdigt regeringsgrundlag i cirkulation. Til gengæld flyder det efter sigende "med notater med kompromiser på afgørende politikområder".

Under alle omstændigheder er der hos Mette Frederiksen tilsyneladende en erkendelse af, at regeringen skal fungere og arbejde på en anden måde, end det hidtil har været tilfældet.

I slutningen af november sagde hun, at "én ting er, hvad vi kan blive enige om at skrive i et regeringsgrundlag":

"Noget andet er at blive enige om, hvordan samarbejdet skal foregå i hverdagen."

I en årrække har statsministeren fået på puklen for at køre en magtfuldkommen stil, hvor al politikudvikling drives fra Statsministeriets førerbunker.

I november understregede hun, at en ny regering skal være manøvredygtig, og at "den skal være holdbar og løse danskernes problemer". 

Juha Leppänen, har du et godt råd til Jakob Ellemann og Mette Frederiksen, der netop nu sidder og forsøger at finde hinanden og lave et regeringsgrundlag?

"Det er en politiske realitet, at man er nødt til at vise en høj grad af enighed, inden man går i regering sammen. Men de er også nødt til at huske, at man ikke kan planlægge sig ud af de næste fire år. Samfund er komplekse, og de rigtige politiske svar kan hurtigt ændre sig. Man er nødt til at være i stand til at reagere, tilpasse sig og omlægge kursen, når det er nødvendigt. For man kommer ikke udenom om, at der i løbet af regeringsperioden kommer en masse sager, man skal finde fælles svar på, som man ikke har siddet og forhandlet inden."

Følger man tanken bag den ydmyge regeringsførelse, skal man forsøge at overlade ansvaret for at finde de konkrete løsninger til interessenter, aktører og eksperter, når først man har udpeget de områder, hvor der skal sættes ind.

Herefter er det resultaterne, der sætter retningen for det videre arbejde. Det skal i sidste ende – det er det, der er målet – skabe en endnu stærkere konsensus omkring både målene og vejen derhen.

En positiv gevinst kan desuden være, at de enkelte ministre arbejder ud fra nogle konkrete problemer, der i forvejen er defineret. Det kan i sidste ende være med til at sænke konfliktniveauet mellem ressortområderne og partiformændenes ministerier.

På den høje klinge er målet med den ydmyge regeringsførelse at genindføre evnen til at løse problemer i tider med polarisering og usikkerhed.

Fortællingen er vigtig

I Danmark har især politologen Sigge Winther Nielsen argumenteret for lignende tanker og idéer. I debatbogen "Entreprenørstaten" viser han, hvordan det politiske system har mistet evnen til at løse "de vilde problemer".

I et indlæg i Politiken har han for nyligt berettet om, hvordan han, i tiden efter bogen udkom, blev bedt om at præsentere sine tanker for kredsen af ministre og departementschefer på en kursusejendom i Helsinge.

Som et eksempel på, hvordan entreprenørpolitikken fungerer i Finland, fremhæver Juha Leppänen, at den nuværende finske regering fra starten af valgperioden satte sig et mål om at blive et CO2-neutralt velfærdssamfund i 2035.

"Partierne har forskellige holdninger til klimapolitikken, det er tydeligt. Men på baggrund af målet har regeringen faktisk vist sig at være i stand til at fremlægge en række road maps for mange af samfundets vigtigste sektorer, hvor man har forsøgt at ramme de rette sociale, bæredygtige, økonomiske og økologiske balancer."

"Alt det er jo noget, der kører meget længere end selve regeringsperioden. På den måde har strategien været med til at institutionalisere en progressiv klimapolitik, der sætter rammerne for det næste årti i Finland. Det har fungeret," fortsætter han. 

I skrivende stund har Finland en regering med hele fem partier. Den rækker fra den yderste venstrefløj hen over det socialdemokratiske premierministerparti til det liberale Centerparti. For tiden er det gamle borgerlige parti – Samlingspartiet – i opposition. Men kigger man på en liste over Finlands regeringer, ser man, at de tre store partier ofte har slået pjalterne sammen på kryds og tværs.

Det er i høj grad fortællingen, der er med til at definere, om de brede regeringer med de mange partier bliver en succes i befolkningens øjne, påpeger Juha Leppänen.

Han mener sågar, at de konkrete politiske tiltag er underordnede, hvis de ikke bliver sat ind i en større samfundsmæssig kontekst.

"Hvad er det egentlig, regeringen forsøger at gøre? Hvad er idéerne? Hvilke problemer vil den løse? Hvis regeringscheferne ikke kan komme med samlede svar på de spørgsmål, kan de ende med forskellige fortællinger eller en meget svag, overfladisk fortælling, som folk grundlæggende ikke forstår. Faren er, at folk ikke ser andet et stort, mudret kompromis, der kan holde partierne ved magten," siger han.

De skal lære hinanden godt at kende

De mange timer i forhandlingslokalet er dog ikke spildt, hvis en stor del af dem bruges på skabe og styrke den tillid, både Ellemann og Frederiksen flere gange har sat ord på i forbindelse med forhandlingerne.

Hvordan kan en regering med forskellige ideologiske udgangspunkter tackle intern uenighed? Selvom man er enige om problemerne og fortællingen, kan man jo ikke udelukke, at der henad vejen opstår problemer...

"De handler om at opbygge tillid. For når alt kommer til alt, handler politik i høj grad om individer og deres evne til at forhandle med hinanden. Den menneskelige og sociale dimension kan ikke overvurderes. Så man er nødt til at investere tid i at skabe tillid mellem nøgleaktørerne og ned gennem partierne på rådgiver- og medarbejderniveau."

"De skal lære hinanden rigtig godt at kende. De skal have en dyb forståelse af modpartens kontekst, motiver og ønsker. Og så skal især statsministeren være god til det, vi kalder strategisk lederskab. Hun skal vide, hvornår hun skal give sig, og hvornår hun skal stå fast," svarer Juha Leppänen. 

Forståelsen for modparten er ekstra afgørende, fordi mange af de vigtigste forhandlinger af naturlige årsager – og modsat den nuværende regering – vil foregå internt i regeringen.

Det har i Finland betydet, at hele laget af rådgivere har fået en afgørende rolle i de politiske armlægninger internt.

"Der er brug for rigtig meget forhandlingskapacitet internt i regeringen. Derfor har vi også set, at rådgiverne har fået stærke forhandlingsmandater på vegne af ministrene, inden sagerne kom op til det politiske lag."

Mere magt til Finansministeriet

På samme måde har Juha Leppänen registreret, at der er en tendens til, at det teknokratiske lag har en stor magt i forhandlingerne og de politiske processer. Det skyldes, at ministeriernes embedsmænd kan bruges mere aktivt i armlægningen mellem partierne internt i regeringen.

"Samtidig er der en tendens til, at mange vigtigt beslutninger ender i Finansministeriet. Det giver generelt nogle flere strategiske kræfter til det teknokratiske aspekt af regeringen. Simpelthen fordi politikerne tit ender med at forhandle deres ønsker igennem der," siger han.

Det lyder lidt udmagrende på den lange bane. Kan regeringspartierne virkelig holde alle deres uenigheder internt?

"Under corona-krisen og i forbindelse med krigen Ukraine og vores ansøgning om at komme med i Nato, har regeringen fremstået meget enig hele vejen igennem. Men erfaringen er, at uenighederne stiger i takt med, at valget nærmer sig. Der er valg i Finland til april, og derfor er partierne i meget højere grad begyndt at positionere sig offentligt."

Til trods for at selv den ydmyge finske regering undertiden kan have svært ved at holde uenighederne internt, opfordrer han Mette Frederiksen og Jakob Ellemann Jensen til at gøre forsøget:

"De skal for alt i verden undgå at tage de politiske kampe i offentligheden. Det giver aldrig popularitet. Det er derfor, de skal investere i tillid, lære hinanden at kende og sætte nogle store politisk mål," siger han og fortsætter:

"Men altså, det er jo nemmere sagt end gjort."