Enhedslisten rammer den progressive tidsånd perfekt

Der er noget dybt symbolsk over, at Mai Villadsen, Enhedslistens politiske leder, simpelthen er født dagen efter, Sovjetunionen ophørte med at eksistere.

Første juledag 1991 blev hammer og segl for sidste gang sænket i Moskva. Anden juledag kom Villadsen til verden. De spor af kommunisme, som enkelte af de ældre prominente mænd i partiet fortsat besidder, er der ingen i den yngre del, som sympatiserer med.

Der er ganske enkelt ikke nogen troværdighed i at påstå, at Villadsen eller de andre yngre folketingsmedlemmer – Pernille Skipper (1984), Rune Lund (1976), Rosa Lund (1986), Victoria Velasquez (1991) – ønsker at indføre proletariatets diktatur.

Det er så meget yesterday’s news at hævde, at det ingen mening giver. Enhedslisten er et progressivt, venstreorienteret parti i stil med Tysklands Die Linke og De Grønne. Der er "star quality" over den strøm af stærke partiledere, som partiet har, der minder om Alexandria Ocasio-Cortez (medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne):

Villadsen, Skipper og før dem Johanne Schmidt-Nielsen har de forløbne årti været så stærke frontfigurer for Enhedslisten, at jeg konstant tænker på Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), det bemærkelsesværdige ikon for Demokraternes venstrefløj i USA’s kongres.

Præcis som AOC rammer de den progressive tidsånd perfekt. De står præcist der, hvor dem, der går mest op i mere lighed, mere klima og bedre forhold for unge og studerende, også er. Derfor er Enhedslisten en succes, der i de seneste målinger nærmer sig ti procent.

Tag bare det ungeudspil, Enhedslisten netop har sendt på banen: 1000 kroner mere om måneden i SU. Væk med den foreslåede lavere dagpengesats for unge og nyuddannede. Flere penge til uddannelser. En halv milliard til bedre psykiatri.

Og hvem skal betale for de syv milliarder, som Enhedslisten siger, deres plan koster? Det skal de rige: Højere selskabsskat, bedre skatteinddrivning, formueskat.

Enhedslisten er et progressivt, venstreorienteret parti i stil med Tysklands Die Linke og De Grønne.

David Trads

Som Skipper sagde ved præsentationen af udspillet, så handler det om "at sikre reel frihed til, at de unge kan træffe egne valg, uafhængigt af ens forældres indkomst", og at "efter ti magre år, fortjener de unge ti fede år". Det sidder lige i skabet til målgruppen.

Enhedslistens kamp for ligestilling i barselsspørgsmålet, partiets meget tidlige anerkendelse af minoriteters rettigheder i det, som højrefløjen kalder woke-diskussionen, og partiets klare synspunkter i klima-, udlændinge- og udenrigspolitikken rammer også lige i bull's eye.

Da første par årtier, hvor Enhedslisten stillede op til Folketinget (1990 til 2009), var listen mest kendt for at være imod og obstruere. Det førte i 2007 til et katastrofevalg med blot 2,2 procent. Derefter valgte de Schmidt-Nielsen og en mere positiv kurs med egne forslag.

Det er den linje, som især lykkedes, da Skipper overtog ledelsen, og som allertydeligst blev etableret, da Enhedslisten under forhandlingerne om forståelsespapiret efter valget i 2019 kom tættere på magten end nogensinde før. Det var velsagtens partiets svendestykke.

Den kombination af på den ene side fortsat at være et protest- og aktivistparti og på den anden side at være villig til at indgå aftaler, hvor ikke alt er, som de drømmer om, appellerer åbenlyst til især unge og progressive i de store byer.

Er der en risiko ved Enhedslistens mere forhandlingsvillige kurs? Ja, det er der bestemt.

Ser vi på AOC i USA, så er hun netop nu ved at komme i problemer med den yderste venstrefløj, som synes, hun går for meget på kompromis. Lige nu, mens vælgeropbakningen bare går én vej – opad – for Enhedslisten, ligner det dog mest en teoretisk risiko. Og hvis de får rykket regeringen i deres retning under forhandlingerne om finansloven, så er der ny fremgang i vente.