Få overblikket: De skiftede job i løbet af sommeren

JOBSKIFT: Jakob Ellemann-Jensen (V) afskedigede sin rådgiver og hyrede en ny, mens Folkemødet fik en ny direktør. Få overblik over sommerens jobskifte i dansk politik.

Mens danskerne har været ude i ferielandet, har der ikke været stille på jobfronten i dansk politik. Altinget har samlet et overblik over, hvem der er vendt tilbage til et nyt job efter sommerferien – og hvem der er røget helt ud.

Peter Kofods (DF) pressechef skiftede til Social- og Indenrigsministeriet
Det blev til et år som Peter Kofods pressechef i Europa-Parlamentet for 35-årige Morten Mærsk, som i slutningen af juni annoncerede, at han efter sommerferien i stedet skulle være pressechef i Social- og Indenrigsministeriet.

Mærsk har siden 2014 arbejdet for Anders Vistisen (DF), som sad i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti frem til valget i maj sidste år. Derefter begyndte Mærsk i stedet at arbejde for Kofod. Før tiden i Dansk Folkeparti har Morten Mærsk arbejdet på BT.

Læs mere her. 

Mads Melbye stoppede hos seruminstituttet
Efter 64-årige Mads Melbye har været fritaget for tjeneste siden december, valgte han i slutningen af juni at stoppe som administrerende direktør hos Statens Serum Institut.

Melbye blev fritaget for tjeneste, efter Sundheds- og Ældreministeriet igangsatte en undersøgelse af en opfindelse, som han var en del af.

Undersøgelsen blev udført af Kammeradvokaten, og en uge før Melbyes fratrædelse blev sagen afsluttet med en anbefaling om at fyre ham.

Læs mere her

Liberal Alliance fyrede sin pressechef
35-årige Anne Kirstine Cramon lagde ikke selv skjul på, at der var tale om en fyring, da hun i slutningen af juni stoppede som pressechef hos Liberal Alliance.

Hun delte selv nyheden på Facebook, hvor hun fortalte, at fyringen skete på grund af interne forhold i partiet.

Det blev kun til ni måneder i Liberal Alliance for Anne Kirstine Cramon, som blev ansat i oktober sidste år.

Læs mere her

Farvel til Jesper Kraft
38-årige Jesper Kraft har været Jakob Ellemann-Jensen (V) særlige rådgiver siden 2018, hvor Ellemann blev miljø- og fødevareminister. Han fulgte med, da Ellemann blev formand for Venstre, men i slutningen af juni var partnerskabet slut.

I forbindelse med afskedigelsen delte Kraft et opslag på Facebook, hvori han fortalte, at der havde været strategiske og politiske uenigheder mellem de to.

Læs mere her

Goddag til Bebe
Dagen efter afskedigelsen af Jesper Kraft kunne Jakob Ellemann-Jensen præsentere en ny rådgiver. Valget var faldet på 36-årige Rasmus Bebe, som tidligere har været rådgiver for Tommy Ahlers (V).

Foruden sit arbejde for Tommy Ahlers i Uddannelses- og Forskningsministeriet stod Rasmus Bebe også i spidsen for uddannelses- og forskningsministerens valgkampagne i København under folketingsvalget i 2019. Her endte Ahlers som en stemmesluger med 26.420 personlige stemmer, hvilket var det femtehøjeste stemmetal på landsplan.

Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, indikerer valget af Rasmus Bebe på, at Jakob Ellemann-Jensen er ved at udstikke en ny strategisk kurs for Venstre, som skal sikre flere storbyvælgere.

Læs mere her. 

Tidligere S-rådgiver blev direktør for landbruget
Landbrug & Fødevarer ansatte 53-årige Morten Boje Hviid som ny direktør for erhvervspolitik og bæredygtighed.

Boje Hviid har tidligere været særlig rådgiver for Mogens Lykketoft (S), mens Lykketoft var udenrigsminister og gruppeformand. Efter formandsskiftet i 2005 blev Boje Hviid særlig rådgiver for den nye S-partiformand Helle Thorning-Schmidt.

Læs mere her. 

Departementschef flytter til Berlin
I starten af sommerferien kom der nyt fra Forsvarsministeriet, som annoncerede, at ministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, forlader sin stilling i slutningen af august.

Han skal i stedet være Danmarks ambassadør i Tyskland, og han flytter derfor til Berlin 1. september for at tiltræde sin nye stilling.

Inden sin fratrædelse har 52-årige Ahrenkiel oplevet en skandalesag folde sig ud i sit ministerium. I december sidste år kom det frem, at der var blevet snydt med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses penge. Thomas Ahrenkiel havde haft mulighed for at opdage skandalen, men han havde ikke læst den mail, hvori han blev gjort opmærksomhed på sagen.

Læs mere her

Ny direktør til Folkemødet
En enig Folkemøde-bestyrelse ansatte i begyndelsen af juli 45-årige Camilla Laudrup som ny direktør for Folkemødet.

Hun overtager stillingen fra Mads Akselbo Holm, som har været direktør siden 2017, og som direktør er det nu hende, der skal stå for afviklingen af Folkemødet i 2021. Men derudover får hun også til opgave at lede Folkemødets sekretariat i Allinge.

Camilla Laudrup kommer fra stillingen som sekretariatsleder og redaktør i DR.

Læs mere her.

Qvortrup blev ny politisk redaktør på BT
Vi runder overblikket af med en navnenyhed, der tikkede ind, mens dansk politik begyndte at vende tilbage fra sommerferie.

BT havde ansat Henrik Qvortrup som mediets nye politiske redaktør med øjeblikkelig virkning, og Qvortrup sagde samtidig farvel til stillingen som politisk kommentator for Ekstra Bladet.

Jobskiftet er gensyn med BT, hvor Qvortrup for 20 år siden var redaktør. 56-årige Qvortrup har en lang karriere bag sig som journalist, politisk kommentator, redaktør og forfatter.

Men jobbet som politisk redaktør for BT er den første redaktørstilling, Qvortrup har fået, siden han i 2016 blev idømt en fængselstraf, efter han som chefredaktør på Se og Hør i samarbejde med en kilde havde fået adgang til kendte personers kreditkortoplysninger.

Læs mere her.

Forrige artikel Ugens målinger: Konservative nærmer sig ti procent i Gallup-måling Ugens målinger: Konservative nærmer sig ti procent i Gallup-måling Næste artikel Først i 2022 finder vi ud af, om pensionsalderen kan standses ved 70 år Først i 2022 finder vi ud af, om pensionsalderen kan standses ved 70 år
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.