Folkelige forfattertæsk til S-toppen

Socialdemokratiets topledelse savner ikke kritikere i disse år. Heller ikke blandt parties egne sympatisører. Forfatteren og journalisten Lars Olsen er en af dem. Og Lars Olsens kritik adskiller sig positivt i tyngde og substans fra den nogle gange mere tyndbenede automat-kritik fra venstrefløjen.

Lars Olsens nye bog "En bygning slår revner" er et både velskrevet og skarpt portræt af Socialdemokratiets vælgerkrise. En krise, som Lars Olsen i høj grad tilskriver en ny politikertype. Karrierebevidste akademikere som Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, som hverken har rod i arbejderbevægelsen eller erhvervserfaring uden for det politiske liv.

Bogen beskriver, hvordan Socialdemokratiets folkelige forankring historisk set har været partiets store styrke. Og hvordan denne folkelige forankring er under voldsomt pres. Bogen kan nærmest læses som en nekrolog over arbejderbevægelsen, Socialdemokratiet som arbejderparti og deltagelsesdemokratiet i Danmark.

Historiske tråde trækkes op
Bogens styrke er netop, at den trækker de historiske tråde langt tilbage. Helt tilbage til partiets stifter Louis Pio over Stauning, Krag og Nyrup til skattereformer og vækstplaner i 2013. Gennemgangen af Socialdemokratiets historie er måske en tand for grundig, men det er kun med til at underbygge, at der ikke tale om nogen fritsvævende venstrehånds-analyse.

Bogen bygger på skriftlige kilder, erindringer og interviews med både fodsoldater i fagbevægelsen og eksempelvis et interessant interview med Verner Sand Kirk, der var toprådgiver for Nyrups regeringer i 1990'erne.

Desuden trækker Lars Olsen på analyser fra sine tidligere bøger "Det danske klassesamfund" fra 2012, "Eliternes triumf" fra 2010 og "Det delte Danmark" fra 2005.

Da Jyllands-Posten for nylig omtalte bogen, afviste finansminister Bjarne Corydon (S) kritikken for at være historieløs. Man kan sagtens finde fejl og mangler i Lars Olsen kritik, men historieløs er den ikke.

Bogens krog fejler bestemt heller ikke noget. Siden 1998 er S gået tilbage ved fire folketingsvalg i træk og nu også ved de to seneste kommunalvalg. Folketingsvalget i 2011 gav S den ringeste opbakning i over 100 år.

1998 er lysår væk
Det er som om, man nogle gange glemmer, at det ikke er mere end 15 år siden, at S fik 36 procent af stemmerne ved et folketingsvalg.

"Ikke så længe siden, men alligevel lysår væk," som Lars Olsen skriver i forordet til bogen.

Derfor kan ingen tillade sig at være uenig i Lars Olsens diagnose. Socialdemokratiet er en syg patient. Men der er til gengæld nogle mangler i Lars Olsens bud på årsagerne til vælgerkrisen og de mulige veje ud af den.

Ifølge Lars Olsen skyldes vælgerkrisen primært, at S er rykket for langt til højre i fordelingspolitikken og for at fokusere for hårdt på at øge arbejdsudbuddet i en tid med mellemhøj arbejdsløshed.

Han anerkender, at der er behov for reformer, men han revser regeringen for at have glemt den Socialdemokratiske tradition, der tilsiger, at økonomiske reformer ikke kun skal betales af manden på gulvet. De rige skal også have en del af kriseregningen.

Lars Olsen har uden tvivl ret i, at S-toppens mange løftebrud efter valget og den højredrejede fordelingspolitik har kostet vælgere. Han forholder sig bare ikke rigtigt til det paradoks, at en stor del af de frafaldne S-vælgere er gået til blå blok og ikke til Enhedslisten eller SF.

Ikke kun et spørgsmål om værdipolitik
I Lars Olsens optik er arbejdervælgerne kun gået til blå blok på grund af værdipolitikken. Han anerkender ikke rigtigt, at mange faglærte og ufaglærte faktisk mener, at de betaler for meget i skat, og at overførselsindkomsterne er for høje. Gik Carina-debatten hen over hovedet på Lars Olsen, fristes man til at spørge.

Hvis bare S fører blå værdipolitik og rød fordelingspolitik, så skal vælgerne nok vende tilbage i hobetal, må man forstå på Lars Olsen.

Problemet i den analyse er bare, at S (sammen med SF) i 2011 netop gik til valg på knaldrød fordelingspolitik og blå værdipolitik. Og hvordan gik det så lige. Bevares Thorning blev statsminister med det snævrest mulige flertal, men S fik det dårligste valg i over 100 år.

Der var således et solidt vælgerflertal, som støttede partierne bag forringelserne af både efterløn og dagpenge. Derfor er de seneste års løftebrud og blå fordelingspolitik ikke hele årsagen til Socialdemokratiets vælgerkrise. Den begynder langt tidligere og stikker meget dybere.

I bogen beskriver Lars Olsen da også, hvordan vælgerkrisen går langt tilbage og skyldes både personerne i S-toppen, den førte politik og en voksende kløft mellem Christiansborg og folket. Fælles for alle disse ting er, at det er fagbevægelsen og Socialdemokratiet, der har fjernet sig fra deres medlemmer og vælgere.

Arbejderne har også flyttet sig
Det er også rigtigt nok. Men Lars Olsen glemmer, at arbejderklassen også har flyttet sig væk fra den position, som Socialdemokratiet traditionelt har stået på.

Når flertallet af arbejderne både er blevet boligejere og bilejere, og deres børn i stigende grad uddanner sig ud af arbejderklassen, så er det i sig selv blevet en del af problemet for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet.

Til gengæld kommer en anonym, tidligere topminister fra S i bogen med en særdeles ubehagelig pointe for partiet omkring den nuværende politik.

For hvordan pokker skal Socialdemokratiet kunne kritisere de borgerlige, når de igen kommer i opposition?

Det er blot en af mange gode og væsentlige pointer i bogen. Til gengæld er det lidt ærgerligt, at Lars Olsen ikke har fundet plads til bare en enkelt af de i hans øjne forkætrede udbudsøkonomer, der kunne få lov at komme med bare et lille forsvar for regeringens økonomiske politik.

Kampen om den socialdemokratiske sjæl
Der er mange andre kilder i bogen, der kritiserer regeringen for ikke at føre klassisk socialdemokratisk og keynesiansk økonomisk politik. Når Corydon og især Vestager ikke vil det, skyldes det især, at de ikke tør tro på, at der kommer et stort opsving i international økonomi lige om hjørnet.

For gør der ikke det, vil den ekspansive finanspolitik, som Lars Olsen efterspørger, blive efterfulgt af nogle opstramninger, der får de nuværende reformer til at ligne en søndagstur i parken. Hvem der har ret, er ikke til at sige, da økonomi ikke er nogen eksakt videnskab.

Netop derfor havde det klædt bogen, at den også gav plads til det modsatte synspunkt. Samlet set er bogen dog et skarpt og væsentligt indspark i kampen om den socialdemokratiske sjæl.

Lars Olsens kritikere vil sige, at han har et alt for romantiseret og nostalgisk syn på Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen. Det er helt rimeligt at kalde Lars Olsen for en romantiker. Men det kan ikke affeje alle hans pointer og analyser. Dertil har de for meget tyngde og substans.

"En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark" af Lars Olsen er udkommet på Gyldendal. Bogen er på 232 sider og koster 250 kr.