Debat

Forfattere svarer Henrik Dahl: ”Du fordrejer og fordummer debatten”

REPLIK: Henrik Dahl (LA) kalder debatbogen 'Tæm eliten' for “dybt ubehagelig”, men i stedet for at forholde sig til indholdet afsporer han blot debatten om vores demokrati. Det skriver forfatterne bag bogen, der undrer sig over, at Dahl kun forholder sig til første kapitel.

Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad
Forfattere til debatbogen 'Tæm eliten' og adjunkter ved CBS 

Henrik Dahl mener, vi har skrevet “en dybt ubehagelig bog”, der “på samme måde, som kommunist­erne konstruerede kulakkerne som syndebuk, forsøger… at konstruere eliten som syndebuk”. En så hård beskyldning giver naturligvis stof til eftertanke: Har vi faktisk, i så fald uden at ville det, skrevet en blodtørstig og ubehagelig debatbog? Eller er det måske snarere anmelderen, som har misforstået bogens budskab?

For at give Altingets læsere chancen for selv at vurdere, om Dahls skudsmål er retfærdigt, vil vi starte med at citere bogens pointe, som vi korter ned i tre sætninger på side 31:

"Det danske demokrati er ikke så demokratisk, som vi går og tror, fordi en lille magtelite bestemmer uforholdsmæssig meget, både i den offentlige og den private sektor, hvilket ofte fører til dårlige beslutninger. Det er et problem, som ikke kan løses ved blot at vælge nogle mere ”folkelige” politikere, men derimod kun at reformere det politiske system sådan, at borgerne får mere indflydelse. Vi foreslår, at disse reformer tager udgangspunkt i en udvidelse af det borgerlige ombuds princip, konkret gennem indførelse af et andetkammer, Borgertinget, med tilfældigt udvalgte medlemmer, samt en ny lov om borgervalgte samfundsrepræsentanter i alle store danske virksomheders bestyrelser."

Det er ærgerligt, at Henrik Dahl i sin anmeldelse ikke forholder sig til vores bogs pointer efter side 29.

Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad
Forfattere til debatbogen Tæm eliten og adjunkter ved CBS

Håbløst naivt
Det er faktisk alene første sætning af ovenstående, Henrik Dahl forholder sig til. Han anmelder i realiteten hverken kapitel 2, hvor vi sammenligner fem demokratiopfattelser i dagens Danmark, kapitel 3, hvor vi begrunder vores borgerdemokratiske vision idéhistorisk, eller kapitel 4 - bogens vigtigste - hvor vi kommer med konkrete bud på reformer af det danske demokrati. Ved kun at se på en del af bogens argument mener vi, at Dahl - bevidst eller ubevidst - fordrejer debatten. Men vi vil selvfølgelig gerne imødegå hans kritik af bogens magtanalytiske grundlag alligevel.

At en lille elite bestemmer uforholdsmæssigt meget, sådan som vi hævder, mener Dahl at kunne modbevise med, at ingen gruppering eller organisation vil sige “at samfundet er indrettet til dens fulde tilfredshed”. Men at ingen bestemmer alting, betyder jo ikke, at alle bestemmer lige meget. Billedet af, at bestemte interesser har privilegeret adgang til magten, kommer ikke kun fra vores arbejde. Det samme ses, når Peter Munk Christiansen og Anne Binderkrantz (begge professorer i statskundskab) undersøger, hvilke organisationer der har den bedste adgang til såvel embedsmænd, politikere som medier*. Ligeledes har sågar ophavsmændene til den klassiske pluralistiske teori om magt, som Dahl synes at bygge på, efterhånden revideret deres oprindelige forståelse.

At forestille sig, at interesseorganisationer balancerer hinanden ud i et perfekt ligevægtssystem, hvor alle høres lige meget, er ikke kun håbløst naivt. Det afslører også, at anmelderen end ikke har et overfladisk kendskab til magtforskningen herhjemme og internationalt.

Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad
Forfattere til debatbogen Tæm eliten og adjunkter ved CBS

Det gælder ikke mindst Henriks navnebror, Robert Dahl, den verdensberømte amerikanske politolog. I dag er der bred enighed i forskningen om, at nogle grupper har større adgang til magten end andre. At forestille sig, at de forskellige interesseorganisationer balancerer hinanden ud i et perfekt ligevægtssystem, hvor alle høres lige meget, er dermed ikke kun håbløst naivt. Det afslører også, at anmelderen end ikke har et overfladisk kendskab til magtforskningen herhjemme og internationalt.

Oligarkiets jernlov
I forlængelse heraf mener Dahl - altså Henrik - at vi overser, at stort set alle i magteliten vælges gennem en “demokratisk-meritokratisk proces”. For det første er det ikke “stort set alle” i magteliten, men blot 122 ud af 4231**, der er ansat i en medlemsorganisation (herunder arbejdsgiverorganisationer) eller politisk valgte. Og for det andet tyder meget på, at meritter alene ikke er nok til at nå magteliten. Den sociale rekruttering er f.eks påfaldende skæv: Fire gange så mange er født i samfundets mest privilegerede procent i forhold til gruppen, som kommer fra hjem af faglærte og ufaglærte forældre.

Der er samtidig heller ikke meget i forskningslitteraturen, der peger på, at vi har et tilnærmelsesvist demokratisk-meritokratisk system. Det er derfor meget vildere at antage, som Dahl lader til at gøre, at rekrutteringen skulle være fuldt meritokratisk end at antage det modsatte. Og indtil nogen viser, at systemet virker i overensstemmelse med skåltalerne i partierne, så tillader vi os at henholde os til, hvad sociologen Robert Michels kaldte tendensen til “oligarkiets jernlov” - at magten i politiske partier kapres af en lille gruppe, der ikke afspejler hverken medlemmer eller vælgeres præferencer særlig godt.

Som sociologer undrer vi os desuden over Dahls uvilje mod analyser af sociale grupper. Dahl mener vi med eliten skaber “et syntetisk subjekt”. Det er naturligvis rigtigt, at alle sociologiens kollektive kategorier samler personer, der ikke nødvendigvis selv opfatter sig som en gruppe. Imidlertid er magteliten, som vi definerer den, netop en gruppe, fordi den a) er forbundet med hinanden i netværk, b) binder ledere af organisationer i dette netværk sammen og c) på en lang række sociale karakteristika - f.eks. uddannelse, karriere, køn og løn - ligner hinanden og er særdeles forskellig fra den øvrige befolkning.

Vi hævder ikke, at denne magtelite “til enhver tid kan sætte sin vilje igennem over for andre”. Kategorien magteliten påstås intet sted at være almægtig. Men gruppen og de interesser, den repræsenterer, står stærkere end alle andre organiseringer af magt i det danske samfund. Med andre ord dækker begrebet over en gruppe i toppen af hierarkier (heraf ‘-elite’), der har organiseret sig omkring magten (heraf ‘magt-’).

Dahls kvababbelser over “syntetiske subjekter” kan i øvrigt undre al den stund, at han selv har brugt Jørgen S. Dichs 'Den herskende klasse' fra 1973 til at gå i krig med samtlige offentlige ansatte som en angiveligt samlet magtblok, der blot arbejder for at bureaukratisere samfundet mere, så de kan få mere travlt og flere kolleger. Dahl tilskriver uden tøven almindelige SOSU’er, socialrådgivere, sygeplejersker og skolelærere rollen som magthaver. Han konstruerer dermed netop offentligt ansatte som et “syntetisk subjekt”, en elite, der i samlet flok angiveligt styrer samfundet mod en evigt voksende offentlig sektor.

Men samtidig finder han det åbenbart både manipulerende og ubehageligt, når nogen tillader sig at pege på, med udgangspunkt i mange års forskning, at der faktisk eksisterer organiseret netværksdannelse i de øverste lag af de mest magtfulde organisationer i staten og erhvervslivet - og at denne netværksdannelse har vægtig indflydelse på den politiske proces. Man undres.

Med Dahls stærkt kritiske stillingtagen til vores beskrivelse af eliten in mente var vi jo spændte på, hvordan han ville anmelde resten af bogen. Derfor er det ærgerligt, at Henrik Dahl i sin anmeldelse ikke forholder sig til vores bogs pointer efter side 29.

Sløseri?
Det er ligeledes på disse første 29 (ud af 242) sider, Dahl finder fire eksempler på “sløseri”. Af disse er ét en ren tilståelsessag. Det er korrekt, at der ikke var en grundlovsændring ved systemskiftet i 1901. Det vedkender vi fuldt ud er en fejl, og vi undskylder hermed til Henrik Dahl og læserne. Men pointen i bogen er, at systemskiftet i 1901 sammen med den almene valgret i 1915 gjorde Danmark til et fungerende demokrati - en pointe, vi ikke kan forestille os, Dahl er uenig i. De øvrige tre eksempler på sløseri afslører mere om anmelderen end om teksten. Lad os tage dem en ad gangen:

1. Dahl skriver: “Danmark er ikke i krise, som det antydes på side 22”. I denne passage refererer vi imidlertid ikke til Danmark. Vi siger helt eksplicit, at vi her taler om situationen i mange andre lande.

2. Dahl skriver: “Landstinget havde i 1930’erne erkendt sin mangel på demokratisk legitimitet og gik fra 1939 aktivt ind for at ophæve sig selv”. Her er Dahls pointe muligvis korrekt, men irrelevant. For vi skriver intet om Landstinget, udover at det som institution var udemokratisk og først blev endeligt afskaffet i 1953.

3. Dahl skriver: “Regeringen trådte ikke tilbage fra besættelsens begyndelse, som det mere end antydes (...) - det skete først i 1943”. Men vi skriver jo netop ikke, at regeringen trådte tilbage fra besættelsens begyndelse, så igen opfinder Dahl her en fejl, som ikke er der. I vores perspektiv er det væsentlige, at hele perioden 1940-45 var den eneste periode i det 20. århundrede, hvor det danske demokrati blev tvunget væk fra sin naturlige bane af antidemokratiske kræfter udefra. Da nazisterne besatte Danmark den 9. april, var landets militære suverænitet suspenderet, og derfor var Danmark fra det øjeblik også per definition i politisk undtagelsestilstand – også selvom man fik lov til at fortsætte med de parlamentariske institutioner, mod at man undlod opsætsighed mod besættelsesmagten. Det var ikke et fuldgyldigt demokrati, Danmark havde fra 9. april 1940 til 29. august 1943, for et ægte demokrati kræver, at der er tale om en suveræn stat; at man har sin frihed og ikke lever på en fremmed magts nåde - og da slet ikke en fascistisk en af slagsen.

Demokratiets krise
Hvis man virkelig mener, at demokratiet stadig virkede upåklageligt under første del af besættelsen, siger det måske noget om, hvor lave standarder man har for den demokratisk kultur. Og det kan måske forklare, hvorfor Dahl tilsyneladende ikke ser problemer med demokratiets tilstand i dag.

Vi kan være uenige om løsningsforslagene, men det er forstemmende, at Henrik Dahl som folketingsmand helt undlader at forholde sig til det danske repræsentative demokratis krise. Partiernes politikere har massive legitimitetsproblemer. Først og fremmest kan de ikke få folk til at engagere sig i partierne. Medlemstallet er styrtdykket siden 1960, hvor 600.000 danskere var medlemmer af et parti til 140.000 i 2015. Samtidig er tilliden til politikerne som profession faldet under niveauet for bilforhandlere, bankrådgivere og ejendomsmæglere. Desværre går Dahl ikke ind i diskussionen, og vi efterlades med det indtryk, at Dahl slet ikke ser problemet. Derfor får vi heller ikke en diskussion af vores to konkrete reformforslag, der skal udvide borgernes indflydelse på demokratiet og tæmme elitens indflydelse.

Havde Henrik Dahl forholdt sig til disse forslag, som handler om at tæmme eliten ved at tvinge den til at argumentere mere for sine dispositioner over for almindelige borgere, ville det være sværere at påstå, vi blot gør eliten til en syndebuk. I Bibelen sendes syndebukken ud i vildmarken med vores synder. Men vores løsning er netop ikke, at eliten skal sendes til Sibirien. Den skal derimod tæmmes af nye og forbedrede former for demokratisk dialog lige her i Danmark. Vi skal have mere forpligtende borgerinddragelse og mere oplyst debat borgere og elite imellem. Helt i Hal Kochs samtaledemokratiske ånd. Mon det bliver så “dybt ubehageligt”, som Henrik Dahl frygter?

Det problematiske ved Henrik Dahls anmeldelse er ikke, at Henrik Dahl ikke kan lide (starten på) vores bog. Han har ret til at have sin mening, og vi har ikke behov for at klage til noget ankenævn for dårlige anmeldelser. Men vi føler, at det er nødvendigt at skrive dette modsvar for at sikre Altingets læsere mod, at Dahls anmeldelse afsporer og forvrænger den debat om demokratiet, vi er nødt til at tage.

*) Se fx: Binderkrantz, Anne Skorkjær, Peter Munk Christiansen, and Helene Helboe Pedersen. ‘Interest Group Access to the Bureaucracy, Parliament, and the Media’. Governance 28, no. 1 (2015): 95–112.

**) De 423 henviser til den gruppe individer, som i bogen om Magteliten (2015) af Anton Grau Larsen & Christoph Ellersgaard blev udpeget som de bedst forbundne i det danske magtnetværk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00